Tegning: Mette Dreyer.

Tegning: Mette Dreyer.

Debat

Vi savner en hverdag med skolemælk og lektier

Vores dreng med Aspergers syndrom er hjemme, for der er ikke specialskolepladser.

Debat

Klassen skal på tur på torsdag – husk gummistøvler og regntøj. Der kommer en betjent på besøg i 3. time tirsdag. Det går rigtig godt med læsning, husk at øve side 10 hjemme.

Vi får stadig beskeder fra Skoleintra, selv om det snart er tre måneder siden, vores dreng holdt op med at gå i skole. Alle lader som ingenting. I en stor klasse på en stor skole er det også rimelig nemt bare at lade hverdagen fortsætte, selvom der mangler et enkelt barn i 1.V.

Men vi kan ikke lade hverdagen fortsætte, for vi har ikke nogen længere.

Vores dreng, Adam, har Aspergers syndrom. Han er højt begavet, nysgerrig, videbegærlig og forud for sin alder motorisk.

Men han er ikke helt skarp på sociale relationer og er sensitiv over for støj og distraktioner. Han brænder hurtigt ned og har brug for at trække sig .

Vi har hele tiden været positive over for inklusion af de børn, der kan magte det. Det er win-win at tilføre normalområdet flere ressourcer og give specialbørnene mulighed for at spejle sig i det normale.

Men det skal gøres ordentligt. Og det koster penge. Det koster mindre end en specialskoleplads, men det koster mere end 15 timers studenterløn om ugen.

Hvis Adam var født få år før, ville han kunne gå i en inklusionsklasse på skolen. En klasse med få elever, ro, overskuelighed og speciallærere. Og alligevel have oplevet sig som en del af det almindelige fællesskab med input fra de almindelige børn på skolen.

Men man stoppede i inklusionens hellige navn alle specialklasser, hvor børn med særlige behov kunne færdes i eller i periferien af normalskolen uden at gå helt ned.

Da Adam var klar til skolestart sidste år, hed det fuld inklusion i 0. klasse med 15 timers ufaglært støtte og 27 klassekammerater.

Vi var fulde af håb, men også bange anelser. Og det gik desværre hurtigt skævt. Man glemte at tage hensyn, Adam sad under bordet eller låste sig inde på toilettet, råbte i afmagt ad de voksne.

Han tissede i bukserne, fik voldsomme tics og magtede kun at sidde under et tæppe med sin iPad, når han kom hjem. Vi blev hjemme fra arbejde hos ham, hver gang der var vikar i skolen – hvilket var tit.

Til jul sagde vi stop og insisterede på at få ham flyttet over i en specialklasse, skolen havde bibeholdt i al hemmelighed, og som vi havde opdaget ved et tilfælde.

Adam blomstrede op i den nye klasse. 4 lidt ældre klassekammerater, små lokaler og lille skolegård, faglige input fra erfarne speciallærere. Men stadig en del af den rigtige skole.

Han kastede sig over læsebøger og matematik og stormede frem fagligt. Tics’ene og raserianfaldene forsvandt, og vi var glade. I et par måneder, indtil skolen lukkede specialklassen og sendte Adam tilbage i den store klasse.

Vi tiggede, bad og talte dunder for at få skolen til at ændre beslutning. Alle vidste, at Adam ikke kunne magte det, men inklusionstoget kørte på trods.

Vi skrev til børne-ungeborgmesteren, som svarede, at vi kunne klage, hvis vi ikke var tilfredse, og sluttede sit brev af med at skrive: ’Naturligvis kan forældrenes forventninger og det støtteniveau, som skolen vurderer, er det rigtige, i nogle tilfælde være vidt forskellige. WTF? Som man siger på nudansk.

Vi gik all in på at få det til at fungere. Hentede tidligt, når det blev for svært for Adam, sad med bagest i klassen. Men forgæves.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Understøttende undervisning med vikarer, lange dage, støj i klassen og overgrebslignende mobning i frikvartererne, hvor man hver dag slipper 750 elever ud i en slidt asfalteret gård til en rask omgang Fluernes Herre.

Han græd og hagede sig fast til os, når han skulle afleveres om morgenen. Efter en måned kunne vi ikke aflevere ham længere.

Nu har han svær angst, og vi kan ikke gå fra ham. Vi skiftes til at gå på arbejde, så der altid er en hjemme. Han tør ikke sove alene, hans tics er tilbage, og bare ordet skole får ham til at gå i panik. Samtidig savner han en hverdag med lektier og skolemælk.

Skolen vil indstille Adam til en specialskoleplads. Men der er ikke nogen. Der blev aldrig oprettet alternative skolepladser i stedet for dem, man lukkede. Vi kan måske få en plads til august 2015. Og indtil da? spurgte vi. Du kan søge orlov med tabt arbejdsfortjeneste, lød det.

Vi har skrevet til borgmesteren. Igen. Hun skrev tilbage, at hun håber, vi finder en løsning, og ønsker os alt det bedste. Vi har skrevet til undervisningsministeren. Hun svarer ikke.

Vi er blevet helt usynlige. Som en ubekvem sandhed, man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med og derfor prøver at overse.

Og i mellemtiden sidder vi og kigger misundeligt på dem, der har en hverdag, hvor børnene bare går i skole og de voksne går på arbejde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce