Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De kalder mig for terroristsvin

Jeg har lært at leve med, at min mørke hårfarve får folk til at kalde mig perker. Men jeg er bekymret for, at vi marginaliserer de svageste unge.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For nogle dage siden råbte en kvinde til mig på gaden, at jeg skulle »rejse hjem til Pakistan«. I sidste uge mente en mand, at det var i orden at sige »terroristsvin« til mig, da han passerede mig. Ikke så sjældent bliver jeg kaldt perker, og for nogle år siden slog en dame i Fakta mig med en stok og udbrød »muslimersvin«.

Det er desværre ikke enkeltstående oplevelser. Det er langtfra de eneste gange, at den slags er sket. Tidligere har jeg fået at vide, at jeg kun er i landet for at voldtage danske piger. Den replik kom fra et midaldrende par på Amager. Flere gange om året bliver jeg spurgt, hvor jeg kommer fra. Jeg svarer altid Aarhus, men det svar godtages sjældent, for jeg må jo komme fra et andet og mere eksotisk sted end Danmark.

Københavns Kommune har sendt mig et spørgeskema om, hvordan det er at være andengenerationsindvandrer. Jeg besvarede det aldrig.

For år tilbage fik jeg tilsendt valgmateriale til Integrationsrådsvalget i København. Det var et valg kun for indvandrere og efterkommere fra »ikke-vestlige lande«. Pointen var, at ’vi’ skulle lære de demokratiske spilleregler. Jeg returnerede naturligvis valgmaterialet, for dem kendte jeg i forvejen, og jeg havde allerede stemt mange gange.

Jeg har en universitetsuddannelse i historie og statskundskab, og jeg underviser gymnasieelever i samfundsfag og historie, så egentlig synes jeg selv, at jeg er meget godt med, hvad demokrati angår.

Indrømmet, jeg ligner ikke en klassisk nordisk type. Mit hår er sort, og min næse er nok lidt stor. Mit fornavn stritter også ud. Jeg har det fra min far, som var fra Tyrkiet, og som jeg ikke havde et særlig nært forhold til. Min mor er derimod fra Aarhus, og jeg har aldrig boet andre steder end i Danmark. Jeg besøgte første gang Tyrkiet i september i år, da jeg var på studietur med en gymnasieklasse.

Jeg taler dansk – bedre end gennemsnittet, vurderer jeg selv. Jeg skriver og staver fornuftigt, om end ikke perfekt. Jeg ved en del mere om dansk kultur og historie end 95 pct. af danskerne. Jeg er døbt og konfirmeret og har siden meldt mig ud af folkekirken. Det er vist en ret storby-dansker-agtig beslutning.

Tænk at blive kaldt »pest over Europa« og »en kræftknude«, eller få at vide, at ens far eller onkel voldtager ens søster. Tænk, hvad det gør ved en usikker teenager, som bare gerne vil passe ind

I lang tid har disse tilråb egentlig ikke for alvor gået mig på. Jeg ved trods alt, at de tager fejl. Som regel griner jeg ad det, selv om det selvfølgelig også irriterer. Mest undrer jeg mig over, hvor svært det faktisk er at få lov til bare at være eller blive helt ’almindelig dansker’. Uden tilråb. Uden skældsord. Uden tossede valg til diverse råd eller uden at skulle puttes i kasser og stemples som fremmed. De fleste af os, der har fået betegnelsen ’indvandrer’, er jo aldrig indvandret. Vi er født her.

Måske er en af vores forældre indvandret, måske er de begge, men jeg er ikke, og det er mange af de andre heller ikke. Som voksen og som gymnasielærer tænker jeg mest på, hvordan det må være at være teenager eller ung i Danmark, hvis ens forældre har en anden baggrund eller kultur. Tænk, hvis der også bliver råbt ad dem. Eller hvis de skal høre på, at personer med tilknytning til nogle af landets store partier, der bakkes op af rigtig mange danskere, siger, at de aldrig kan blive danskere på grund af deres religion.

Tænk at blive kaldt »pest over Europa« og »en kræftknude« eller få at vide, at ens far eller onkel voldtager ens søster. Tænk, hvad det gør ved en usikker teenager, som bare gerne vil passe ind. Tænk, hvis de ud over tilråb skal opleve at blive betragtet som potentielle terrorister eller blive stillet til ansvar for ekstremister og forbryderes uhyrlige ugerninger?

Hvis man som ung i dagens Danmark ser anderledes ud end gennemsnittet, kan det være svært at føle sig som ’rigtig dansker’. Selv om man gerne vil være det, kan det være svært, når andre betragter én som anderledes, som ’dem’ i stedet for en del af ’os’. Formålet med dette indlæg er ikke at ynke eller blive ynket. Jeg har personlig lært at leve med det.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Københavns Kommune har sendt mig et spørgeskema om, hvordan det er at være andengenerationsindvandrer. Jeg besvarede det aldrig

Også selv om min eneste forbrydelse er, at jeg har lidt mørkere hår og et sværere navn end så mange andre. Da jeg var yngre, gik det mig meget på, men dengang fik jeg fin hjælp til at administrere det. Det er måske ikke alle, der er lige så heldige.

Grundlæggende handler det om, at nogle bliver ekskluderet fra fællesskabet. Nogle, som ikke selv har bedt om det eller om at være anderledes. Nogle, som rigtig gerne vil være med. Når jeg efter 37 år stadig oplever, at det er så svært at få lov at blive betragtet som ’helt almindelig dansker’, må det for de svageste grupper af unge være endnu værre. Den indstilling til dem, der ser anderledes ud, gør ikke Danmark til et bedre sted at være – og det er vel det, vi alle vil?

At gøre Danmark til et endnu bedre sted at være dansker i.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden