Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Ap photo
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyrkiet er koalitionens uægte søn

Det er urealistisk, at Tyrkiet tager del i kampen mod IS. Den kurdiske hær ville være en bedre samarbejdspartner for koalitionen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

TYRKIETS manglende vilje i kampen mod IS har ikke haft en større betydning for Danmark end for de andre lande i koalitionen. Sådan var det i hvert fald, indtil PET meddelte offentligheden, at Tyrkiet har løsladt manden, der er mistænkt for drabsforsøg på islamkritikeren Lars Hedegaard uden at orientere Danmark. Det blev årsagen til en ny politisk krise mellem Tyrkiet og Danmark.

Tyrkiet har meddelt, at løsladelsen af den formodede gerningsmand er sket på baggrund af retssystemets selvstændige vurdering, hvorfor sagen ikke har noget med den tyrkiske regering at gøre. Men i Danmark anser man ikke denne forklaring for troværdig, og man taler stadig om eventuelle sanktioner mod Tyrkiet.

Folketinget er dybt forarget over, at Tyrkiet svigter sine internationale forpligtelser og udleveringsaftaler. Derfor har regeringen besluttet at tage sagen op på EU-plan, hvilket har forstærket spændingen mellem Tyrkiet og Danmark. Den tyrkiske minister for EU-anliggender, Volkan Bozkir, har beskyldt Danmark for at handle populistisk ved at bringe sagen videre til EU-niveau. Udenrigsminister Martin Lidegaard betragter til gengæld den tyrkiske reaktion som et udtryk for, at det danske pres på Tyrkiet virker.

I STARTEN af oktober i år kom den britiske avis Times i besiddelse af dokumenter, der påviste at Tyrkiet har udvekslet 180 IS-fanger med 49 tyrkere, som blev taget som gidsler af IS fra den tyrkiske ambassade i Mosul i juni 2014. Times hævder, at der også var to briter og to svenskere med i byttehandlen. Sandsynligheden for, at den mistænkte gerningsmand har tilsluttet sig IS i forbindelse med byttehandlen, opildner den danske debat om, hvorvidt Tyrkiet fortsat kan være et kommende medlem i EU og Tyrkiets rolle i Nato.

I og med at Tyrkiet er medlem af Nato, forventes det, at landet skal spille en afgørende rolle i den kommende krig mod IS. Men Tyrkiets motiv for deltagelse i koalitionen mod IS er ikke at bekæmpe en terrororganisation og hjælpe sine naboer.

Det er snarere, at landets regering ikke har anden mulighed. Det vil være naivt at tro på, at Tyrkiet har viljen til at være en aktiv deltager i kampen mod IS. Tyrkiets manglende vilje i forbindelse med kampen mod IS kan samles under tre overskrifter: Tyrkiet vil bare af med Assad Da borgerkrigen i Syrien brød ud for tre år siden, valgte Vesten/USA at støtte den syriske opposition, Den Frie Syriske Hær, for at nedkæmpe Assad-regimet.

Støtten til Den Frie Syriske Hær er gået gennem Tyrkiet, fordi landet grænser op til Syrien. Den syriske opposition bliver støttet med våben, logistik og behandling af sårede krigere samt træning af folk, der kommer fra hele verden for at slutte sig til dem. Men oppositionen, som i starten bestod af moderate og demokratiske kræfter, har med tiden ændret karakter og rummer i stigende grad islamistiske grupper såsom Al-Nusra og IS.

Tyrkiet er blevet en officiel og åben grænseport for udenlandske krigere, der er på vej til ' hellig krig', imens der bliver oprettet flere træningslejre for disse militante i de tyrkiske grænsebyer såsom Kilis og Hatay, hvor pensionerede tyrkiske officerer har stået for træningen. Dette var muligvis ikke efter aftale med Vesten og USA, men Tyrkiet har gjort det af egen interesse. Tyrkiet har altid haft to enkelte forventninger til den syriske opposition: Den skal fjerne Assad fra magten, og den skal destruere et muligt kurdisk selvstændigt område i Nordsyrien.

Tyrkiets interesse i at fjerne Assad fra magten skyldes alene, at Assad-regimet er domineret af alawitter (en gren af shiismen), som udgør knap 12 procent af landets befolkning. Tyrkiet ønsker, at de sunnimuslimske skal have overtal i Syrien, hvor de udgør 75 procent af befolkningen og gennem mange år har været undertrykt af Assad-regimet.

Det skal også understreges, at Tyrkiets sunnimuslimske regering AKP (Retfærdighed og Udviklingsparti) ikke er tolerant over for alawitter i landet og betragter dem som ikkerigtige muslimer. Tyrkiet er derfor enigt med IS om, at Assad-regimet er en fælles fjende. Tyrkiet har altid ønsket at tage en aktiv kamp mod Assad for på den måde at få indflydelse på det arabiske forår. Men Assad overlever overraskende, mens det arabiske forår er blevet til en katastrofe for mange lande. Derfor er Tyrkiets udenrigspolitik i ruiner, mens IS kæmper mod alle dets fjender såsom Assad-regimet, shiitter som kurdere.

Sunnisme og neo-osmannisme Tyrkiets præsident, Erdogan, har aldrig lagt skjul på, at han har intentioner om, at Tyrkiet skal have indflydelse i hele Mellemøsten, ligesom Det Osmanniske Rige havde. Det forudsætter, at sunnimuslimer skal komme til magten i de andre lande. Derfor har Tyrkiet altid støttet de sunnimuslimske bevægelser i f. eks. Irak, Egypten, Syrien og Afrika. Det lykkedes for IS som en sunnimuslimsk bevægelse at etablere sig i regionen. Selv om bevægelsen er brutal, skal man betragte den som en social bevægelse med delvis folkestøtte i flere lande i regionen.

En aktiv kamp mod IS sammen med en koalition fra Vesten/USA vil derfor betyde, at den tyrkiske regering skal kæmpe mod sine egne drømme, mål og værdier. Sådan en kamp vil medføre, at en del muslimske lande ville tage afstand fra Tyrkiet, der ville blive opfattet som ' landet, der fører kamp mod muslimer'.

Samtidig peger flere efterretningsrapporter har meldt sig til IS for at føre ' hellig krig'. Der er formentlig mange af dem, der stemmer på AKP. Derfor indebærer en aktiv kamp mod IS, at regeringen skal bekæmpe sine egne tilhængere. For AKP-regeringen og Erdogan er det betydelig nemmere at mobilisere landet til kamp mod Assad end mod IS, fordi Assad er fra en anden trosretning inden for islam. Det er i den sammenhæng vigtigt at have med i betragtning, at den tyrkiske regering altid har ført en bevidst antivestlig og antisemitisk politik for at give sig selv et særligt ry i muslimske lande.

Erdogans meget omtalte one minute dialog med den israelske præsident Simon Perez i Davos 29. januar 2009, hvor Erdogan bl. a. sagde, at israelerne er gode til at dræbe palæstinensere, skal ses som en strategisk manøvre i den sammenhæng. Med det lykkedes det Erdogan at overbevise muslimer om, at han er den magtfulde leder i regionen, der kan konfrontere Israel med dets gerninger mod Palæstina.

En kamp mod IS vil derfor være en nægtelse af alt, hvad AKP-regeringen har skabt i regionen de sidste 12 år. Det er ikke længere en hemmelighed, at IS bruger det lange grænseområde mellem Tyrkiet og Syrien, som det passer dem, da Tyrkiet ikke kontrollerer grænsen, når det gælder IS. Derfor sammenlignes det med forholdet mellem Afghanistan og Pakistan, hvor Al-qaeda opererer i begge lande.

Amerikanske aviser har desuden længe skrevet om, at IS sælger olien fra Irak og Syrien til Tyrkiet. En krig mod IS vil derfor være et stort økonomisk tab for magtfulde tyrkere. Kurdere som fælles fjende Imens Vesten/USA fortsat har ambitioner om at fjerne Assad fra magten ved at støtte denne syriske opposition, har Tyrkiet altid haft en anden, men ikke særlig hemmelig dagsorden, som går ud på at stoppe ethvert kurdisk magtforhold i regionen.

IS har i den forbindelse været Tyrkiets ' fjendes fjende'. Kurdere i Rojava, Nordsyrien, har nemlig under den syriske borgerkrig opnået deres selvstændighed, efter at Assads styrker var nødt til at trække sig tilbage fra kurdiske områder. Tyrkiets daværende udenrigsminister og nuværende statsminister, Ahmet Davutoglu, siger gang på gang, at Tyrkiet ikke kan tolerere et selvstændigt kurdisk område lige ved siden af Tyrkiet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om intentionen for Tyrkiets vedkommende altid har været at destabilisere det kurdiske magtforhold i regionen, har den tyrkiske regering begrundet sin manglende vilje til at gribe ind i den kurdiske by Kobane med, at de ikke anerkender de kurdiske sikkerhedsstyrker (YPG) som alliancepartner. I Ankara ser man YPG som en gren af PKK, hvorfor Tyrkiet hverken vil arbejde sammen med dem eller tillade international støtte til dem gennem Tyrkiet.

Tyrkiet er klar over, at bekæmpelse af IS alene ikke kan bestå af de luftangreb, som koalitionen foretager. Der er behov for landtropper, som kan understøtte luftangrebene og stabilisere landet, efter at IS er blevet fjernet. Men koalitionen har ikke vilje til at anvende egne tropper til det formål, og oppositionen i Syrien kan desværre ikke stille med noget særligt efter mange års mislykkede forsøg.

Men kurdere, som med deres egne kræfter kunne skabe de selvstyrede områder, har mulighed for at være koalitionens nye alliance. De kurdiske styrker, herunder PKK, har vundet offentlighedens sympati, da de i sommer kunne beskytte ezidier og andre minoritetsgrupper i Nordirak, der var tæt på at blive fuldstændig massakreret af IS. Kurdere er velorganiserede både i Irak og i Syrien og er derfor en oplagt samarbejdspartner for koalitionen.

USA's nedkastning af våben og forsyninger til kurdiske sikkerhedsstyrker i Kobane, YPG, for nogle uger siden kan ses som et vigtigt skridt mod en alliance. Tyrkiet er dog ikke glad for den mulige alliance og prøver hele tiden at terrorisere kurdere ved at sige, at PKK og YPG er lig med IS. Tyrkiet bruger ikke sine kræfter på at stoppe IS, men at sidestille IS og PKK. Set ud fra AKP og Erdogans mål i regionen ville en koalition mellem Tyrkiet og IS gavne Tyrkiet bedre end en koalition mellem Tyrkiet og Vesten. Derfor er det ikke muligt for Tyrkiet at være en aktiv partner i kampen mod IS.

KOBANE står som et vendepunkt i den kurdiske historie. Ikke alene kurdere, men hele den internationale offentlighed anerkender kurdernes kamp for, at byen ikke skulle falde i IS' hænder. I kampen mod den mest berygtede terrororganisation har byen formået at modstå angrebene trods mangel på våben, ammunition og basale forsyninger som fødevarer og medicin. Det har bragt kurderne i centrum for verdens dagsorden og med ét gjort kurderne til en populær befolkningsgruppe i Mellemøsten.

På trods af denne erkendelse har både USA og vestlige lande som Danmark været tilbageholdende med at alliere sig med den kurdiske hær, YPG. Det skyldes, at de ikke har lyst til at samarbejde med en gruppe, der er opført på USA og EU's terrorlister. Men det er selv samme PKK, der står på terrorlisten på grund af kampen mod Tyrkiet, der kæmper mod IS i Irak. Det var også PKK, der reddede tusindvis af kurdere og andre minoritetsgrupper fra IS' massakre i sommer. I dag anerkender USA de kurdiske sikkerhedsstyrker i Syrien, YPG, som officiel alliancepartner.

Kurdere er i dag det mest demokratiske og sekulariserede folkeslag i Mellemøsten. Spørgsmålet om demokrati i Mellemøsten bør ikke være afhængigt af Tyrkiet. Kurderne har vist sig at kunne etablere den slags system, som Vesten ønsker at støtte. Kurdernes geografiske spredning i mange lande vil kunne gøre projektet om et demokratisk Mellemøsten lettere.

I SAMMENLIGNING med sympatien med palæstinenserne, der gennem årene har oplevet vold og undertrykkelse af besættelsesmagten Israel, har kurderne aldrig formået at vinde hjerter og sind i verden på samme måde. Det skyldes ikke, at kurderne har kæmpet mindre eller oplevet mindre vold og undertrykkelse end palæstinenserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Vesten har i høj grad ignoreret kurdernes situation. I stedet for at hjælpe kurderne i deres frihedskamp har man valgt at betragte kurdernes modstandskamp som terrorisme.

I dag hjælper Vesten kurderne i deres kamp mod IS. Men undertrykkelsen af kurderne og manglen på menneskerettigheder kommer stadig ikke på tale.

Vesten er mest fokuseret på den visuelt stærke og feminine del af krigen: de kvindelige guerillaer. En kvindelig kurdisk kriger med Kalasjnikov-gevær i hænderne, flettet hår og et heroisk smil midt i kampen står i stor kontrast til IS-krigeren med langt skæg og et ansigtsudtryk, der indikerer blodig og primitiv soldat.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden