DER ER STILLE i stuen, hvor jeg sidder og venter. I værelset ved siden af døser min 98-årige mor. Når hun indimellem vågner, venter også hun. Vi venter begge på, at hun skal dø. Hun vil så gerne, men kan ikke. Hvordan bærer jeg mig ad med at dø? hvisker hun. Hvordan tror du, det er - får jeg lov at dø hjemme - bliver det på lørdag - hvor kommer jeg hen, når jeg er død - gør det mon ondter I hos mig?
Spørgsmålene er flere end svarene, men vi er sammen om dem, og vi venter sammen - og hver for sig. Hun taler aldrig om, at hun vil dø en værdig død. Nu kalder hun. Uheldet er ude igen. Ble, natkjole og sengetøj skiftes. Hun smiler: Jeg er som et lille barn, nu er det dig, der skifter mig. Rollerne er byttet. Ja, men tænk på de utallige bleskift, du har foretaget med tre børn. Jeg tror, du stadig fører på point.
