EN AF DE allerførste internationale nyhedshistorier, jeg kan huske fra min barndom, er borgerkrigen i Libanon. Jeg har en meget tydelig erindring om at sidde med familien i stuen og se TV-avisen med billeder af granater, der regner ned over Beirut og de dumpe drøn, som journalisterne råber ind over. At nogen mennesker kunne leve på den måde, og at et helt land kunne gå i opløsning, virkede fuldkommen afsindigt, siddende på sikker afstand med en kop te i en fredelig forstad til København.
Og det var tydeligvis ikke kun mig; Beirut blev indbegrebet af kaos og elendighed for mange danskere, så meget, at jeg og hele min generation i årevis morede sig med at sige »at så er det bare ' good Beirut'«, når det ligesom skulle understreges, at noget var helt og endegyldigt forbi. Lidet kunne jeg dengang forestille mig, at jeg ville komme til at bo i Beirut, elske byen og - måske allermest overraskende - ende med at se den som et af de få glimt af håb i en region, der ellers på spektakulær vis er gået fuldkommen i opløsning.
