Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Robert Høgh føler et konstant pres på sine skuldre fra resten af samfundet for at være den der præsterer bedst, ser sejest ud eller scorer flest piger. Indtil han tog til søndagsgudstjeneste i Marmorkirken. Kilde: politiken.tv / Foto & Klip: Mikkel Stoumann Fosgrau

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Konkurrencestaten er kynisk - kirken blev mit helle!

I kirken oplevede jeg for første gang et konkurrencefrit fællesskab.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I et samfund, hvor der overalt, hvor jeg vender mig , hersker en ekstrem konkurrence mellem individer, stødte jeg på begrebet ydmyghed i kirken. Senere opdagede jeg, at ikke kun kirken, men hele kristendommen via ydmyghed og kærlighed danner et konkurrencefrit fællesskab. Nu gemmer jeg mig i kirken hver søndag.

Af staten bliver unge konstant anmodet om at tage en uddannelse og skynde sig igennem den. Påbegyndes videregående uddannelse senest to år efter studentereksamen, ganges karaktergennemsnittet med 1,08. Allerede fra midten af folkeskolen har man med UU-vejlederen gjort sig tanker om den videregående uddannelse. Opvækst og skoleforløb har siden fødslen været timet og tilrettelagt, så akademikergraden kan opnås, mens individerne i konkurrencesamfundet konstant konkurrerer på kryds og tværs.

I folkeskolens frikvarterer gjaldt det om at være topscorer på klassens fodboldhold. I gymnasiet var det udseendet, den arrogante holdning og ’næsen-i-sky’-attituden man konkurrerede på. Til festerne er det på dansegulvet og i baren over for kvinderne: Hvem har sejest moves, tør gå mest amok og har råd til at byde på et glas champagne?

Formålet med profileringen over for kvinderne og kappestriden blandt kammeraterne på klubben er den senere pralekonkurrence i fritiden. Den ene konkurrence fører til utallige andre.

Jeg opsøgte Marmorkirken i København, hvor jeg af nysgerrighed deltog i min første gudstjeneste. Her oplevede jeg for første gang et konkurrencefrit fællesskab

Den tydeligste må være livsstilskonkurrencen. Hvem løber flest kilometer på Endomondo og uploader lækreste billeder på Instagram? For nylig begyndte jeg at læse bøger på iPad. Her oplyser skærmen konstant om, hvor mange procent af bogen der er tilbage, og hvor hurtigt jeg læser.

Det handler om at være bedst, hurtigst og klogest. Jeg forestiller mig, at det samme er tilfældet på både universitetet og arbejdsmarkedet.

Jeg er ikke konfirmeret. Min nabo er præst og vækkede for nylig min interesse for kirken og dens indflydelse på dansk kultur.

Jeg opsøgte Marmorkirken i København, hvor jeg af nysgerrighed deltog i min første gudstjeneste. Her oplevede jeg for første gang et konkurrencefrit fællesskab.

Min sidemakker forklarede mig, hvordan jeg skulle læse salmebogen, og jeg observerede, hvordan alle bidrog til indsamlingen for Røde Kors. Det overraskede mig, da salmerne af selv de skrækkeligste sangstemmer blev sunget uden generthed, og måden, deltagerne gjorde plads for mig ved altergang, var fuldstændig konkurrencefri. Alle ventede, til det var deres tur.

Det gjorde indtryk, da præsten prædikede om ydmyghed og om at sætte andre før sig selv

Jeg opdagede, at det i kirken er kropumuligt at konkurrere, fordi alle besøgende deler ønsket om at nærme sig Gud. Det er, hvad der binder dem sammen. Men hvor begejstringen for sporten knytter medlemmerne til en sportsklub, er denne begejstring også årsagen til den evige rivaliseren om førstepladsen. Sådan fungerer det ikke i kirken. Her dyrker individet sin egen tro, men er samtidig del af en højere enhed.

LÆS INTERVIEW MED OVE KAJ PEDERSEN

Fælles respekt og kærlighed til Gud fjerner behovet for vindere og tabere, hvorfor ingen forsøger at profilere sig over for hinanden. Derfor er der ro i kirken.

Det får kirken til at fremstå som ingenmandsland for de besøgende. Placeret i centrum af tusinde stridende nationer – i dette tilfælde konkurrenceformer. Eller som Marmorkirken omgivet af det buldrende metrobyggeri. Den første gudstjeneste var en befriende oplevelse.

Det gjorde indtryk, da præsten prædikede om ydmyghed og om at sætte andre før sig selv. Det er tilladt at hjælpe andre uden at forvente noget afkast. Det virker indlysende. Alligevel kom det som et chok. Som når man af en seksuel orgasme kortvarigt kan føle sig frigjort og hævet over egen krop, følte jeg, at prædikenen løsrev mig fra konkurrencetilværelsens psykologiske begrænsninger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er okay, at min nabo har løbet flere kilometer end jeg på Endomondo, og at jeg ikke har modtaget facebook-likes fra andre end min mor. Det betyder intet i længden

Som efter første orgasme i puberteten blev jeg afhængig. Så stærkt et indtryk gjorde konkurrencefriheden og prædikenen, at jeg siden har besøgt kirken hver søndag. Skønt den ofte opsluger mig, har kristendommen lært mig at opgive konkurrencen. Det gør ikke noget at tabe. »Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes«, fastslår Jesu lignelse om farisæeren og tolderen i Lukasevangeliet 18,9-14.

LÆS KRONIK

Oplysningsfilosoffen Baruch Spinoza anvendte udtrykket sub specie aeternitatis: under evighedens synsvinkel. Han forklarede, hvordan noget kan have umiddelbart stor betydning, men i evighedens lange løb er irrelevant.

Pointen kan (i kombination med Jesu lignelse) anvendes på nutidens konkurrencesamfund: Det er okay, at min nabo har løbet flere kilometer end jeg på Endomondo, og at jeg ikke har modtaget facebook-likes fra andre end min mor. Det betyder intet i længden.

Jeg ved, at der internt i og blandt kirkerne er rivaliseren: Hvilke præster tiltrækker flest besøgende, hvilke kirker er smukkest, bispe- og menighedsvalg mv. Men blandt kirkegængere i folkekirken opleves den ikke. Hvorvidt det samme er tilfældet med andre religioner, ved jeg ikke.

Jeg erkender desuden, at der er fordele ved konkurrencen. Den får folk til at gøre sig umage. Den fungerer som drivkraft for samfundet.

Konkurrence fører uundgåeligt til egoisme, mens egoisme udvikler sig til kynisme

Men resultatet af et så konkurrencefokuseret samfund som det, vi har, minder om samfundstænkeren Ayn Rands efterkrigstidsklassiker ’Og verden skælvede’ der har opnået bibelsk status blandt neoliberalister og uddeles gratis af SAXO-bank. Bogen afsluttes med lovprisningen af et samfund, hvor økonomien er i top på grund af evig konkurrence, men hvor enhver kun tænker på sig selv.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Modsat Rand er jeg ikke tilhænger af sådan et samfund. For konkurrence fører uundgåeligt til egoisme, mens egoisme udvikler sig til kynisme. Jeg ønsker ikke et samfund uden medfølelse og filantropi, men jeg fornemmer konkurrencen overalt. Jeg er kirkegænger, fordi jeg ikke vil den.

Skønt folkekirkerne oplever krisetid, kan jeg næppe være ene om mit synspunkt. I dare to be silent.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden