DER ER I DE senere år udgivet adskillige bøger i den autofiktive genre. Og udgivelserne afstedkommer gerne disput om, hvorvidt forfatterne udleverer navngivne personer, og om det skrevne er sandt. En del forfattere er raget uklar med venner og familie efter at have brugt dem i auto-fiktive værker. Langt de fleste af os gør nemlig krav på vores egne historier. Vi værner om dem og gør måske endda noget ud af at fremstille os selv autentisk. Skulle det komme dertil, at vi faktisk optrådte i en roman, ville vi gyse, hvis ikke vi kunne genkende os selv i forfatterens blik.
Der hersker tilsyneladende en opfattelse af, at en person kan beskrives ved nogle bestemte træk, nogle træk kendt af personen selv, som kan sanses og beskrives, hvis man gør sig umage. Det er vel den autofiktive romans forudsætning: forestillingen om, at det for en forfatter er muligt at fremstille sine protagonisters inderste. Det er i mine øjne problematisk. Som forfatter kan man tage afsæt i konkret virkelighed, men må altid anerkende, at den er flygtig og kun lader sig indfange i momenter, stækket af begrænsningen, som det subjektive blik udgør: Vi kan kun skrive det, vi kender til, resten er noget, vi tror, vi kender til. Og det er noget andet.
