Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frigørelse med livet som indsats

Selv om jeg går hundrede procent ind for ligestilling, får jeg ikke lov til at udleve den. For den moderne far er spærret inde i sin egen kønsrolle. Der skal en helt ny FarFriGørelse til!

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

JEG SIDDER i venteværelset i Rigshospitalets jordemoderkonsultation. Selv om væggene er klinisk hvide og matcher stemningen, synes jeg, her er smukt. For min hånd varmer min kærestes gravide mave. Hendes smilende suk minder mig om, hvor vigtigt det er for hende, at jeg er her. Vores blik fortæller hinanden, at vi er i gang med at skabe noget stor. Sammen.

Inden for mange tanker om, hvor fedt det bliver at få en lille datter, bundfælder sig, skynder jeg mig på toilettet, så jeg er helt klar til konsultationen. I dag kan vi måske høre hjertelyden.

Men der er ikke noget toilet, i hvert fald ikke for mænd. For over det, der engang var et tegn for ' herrer', er tegnet en nederdel, og jeg må spørge kvinden i skranken, om det er o. k., at jeg bruger toilettet. Hun griner og fortæller, at nederdelen jo bare er en joke. Jeg prøver at grine med, prøver virkelig, men det er svært. Jeg stopper mig selv i at gå mere ind i det, for selv om jeg professionelt set selv er en del af en kvindedomineret verden, kender jeg ikke spillereglerne i lige netop denne. Desuden smiler min kæreste overbærende over skiltet, så det kan vel ikke være så galt.

Dagen efter hiver jeg fat i to af mine veninder, begge moderne, stærke, selvstændige kvinder. Jeg spørger dem, hvad de tænker, som det allerførste, når de ser en mand alene med en barnevogn: »Han er vattet og garanteret under tøflen« og »han er på barsel, og det er synd for barnet og moderen«, er svaret.

Det er virkelig op ad bakke, det her, tænker jeg, mens de grinende siger, at de er flove over at have det sådan, og at det jo egentlig er sådan en mand, de gerne vil have børn med.

JEG TROR, det er på dette tidspunkt, at det stille og roligt går op for mig, at alt det med, at »far er lige så vigtig for barnet som mor« og »en lige så god forælder som mor«, bare er et luftkastel. At kvindefrigørelsen, som jeg altid har beundret og hyldet effekterne af, ikke lige havde tænkt, at ligestillingen gik den anden vej.

Hvor mange gange har jeg ikke fløjtet med på TV-2-sangen ' Tidens Kvinder' og naivt tænkt, at jeg var en gave for enhver kvinde, fordi jeg både kunne »strikke dig en sweater, amme dine børn, elske hårdt og brutalt og være sød og rar«. Og hvor mange gange har jeg ikke kigget på min far med foragt, fordi han lagde sig på køkkenbænken, når aftensmaden var spist, og passivt overlod opvasken og resten af ulvetimen til min mor. Måske var man heldig at få en bøvs, men så var hans energi også brugt op.

Dengang tænkte jeg: Næh, når jeg bliver far, skal jeg være det 100 procent med alle de små og store finurligheder, der følger med, sure som søde. Jeg vil ligestillingen.

Have en stor del af barslen, glemme karrieren, droppe søvnen, være med til forældremøderne, trøste, når vi er hos lægen, osv. osv. Det var der ikke noget ekstraordinært i, for jeg tænkte, helt ind til benet, at den ene forælder er lige så vigtig som den anden - at vi er sammen om det, med lige muligheder.

Mit problem er, at jeg i dag har det på samme måde. To piger på hhv. 5 måneder og 3 år rigere tænker jeg stadig, at min kæreste og jeg på hver vores måde er to om at være rygsøjlen i familien. Men fra at jeg tænkte, at min definition af positionen far lå lige til højrebenet, har jeg fundet ud af, at der er nogle relationer, der må sættes på spil for at nå derhen. At det både er en fed, sjov og energigivende proces, men i den grad også ensom, hård og opslidende. Det sidste, fordi jeg bliver degraderet til et vedhæng til mor, hvis ikke jeg hele tiden slår i bordet.

MED EN TYDELIG inspiration fra den tidlige feminismes opgør med de mønstre, kvinder var (og er?) underlagt, kalder jeg det FarFriGørelse. Deres kamp mod den måde, mange mænd og kvinder definerede dem på, ser jeg som en tydelig parallel til den kamp, vi som fædre må tage. Hvis vi tør.

Antagelserne om, hvordan vi som fædre tænker, og hvad vi er, kan, gør og vil, bliver ofte så magtfulde og dominerende, at vi slet ikke får øje på, at det bare er antagelser. I stedet tænker vi dem som sande og handler selvfølgelig herefter.

Hvor mange gange har jeg ikke oplevet, at min ældste datter Mynte grædende blev serveret til trøst hos mor, selv om hendes arme rakte mod far. Helt sikkert med de bedste intentioner. For mor er bedst til at trøste. Sådan er det bare.

Punktum.

Det værste er, at antagelserne også er ved at hjernevaske mig. Igen og igen skal jeg minde mig selv om, at forskning viser, at tilknytning ikke sker på grund af køn, men på grund af den interaktion, den voksne tilbyder. Altså at barnet, fra det er helt spædt, ikke er programmeret til at knytte sig til mor, men til de personer, der på de helt rette måder er i stand til at møde dets behov ud fra udviklingstrin osv.

Inden du måske tror, at jeg vil stikke ammepuden op, hvor solen sjældent skinner, vil jeg lige slå noget fast: Jeg hylder amning, synes, at gravide kvinder blomstrer på fineste vis, og jeg booster dagligt moderskabet gennem mit job som familiebehandler. Jeg er bare modstander af den determinisme, der forudbestemmer, at far er et supplement til mor, og bilder begge ind, at mor er den vigtigste. Måske bedst illustreret ved et eksempel, der skærer biologien i form af graviditet og amning fra: at de fleste nok tænker, at adoptivmor er vigtigere end adoptivfar.

Det er nok sådanne tanker, som gør, at jeg hele tiden tvangsinviteres til at sætte vigtige relationer på spil.

RELATIONEN TIL min kollega, som, da jeg fortæller hende, at jeg skal have fem en halv måneds barsel, forundret siger: »Hold op, hvor er hun flink, din kæreste, at hun vil give dig så meget«. Relationen til min datters vuggestuepædagog, fordi hun gennem halvandet år kun har ringet til mor.

Relationen til min kærestes veninde, som fortæller hende, at det er synd, at hun har en mand som mig.

Relationen til ekspedienten i børnetøjsbutikken, som på mit spørgsmål svarer, om vi ikke lige skal vente på mor.

Relationen til mine venners koner, fordi de er bange for, at jeg præger deres mænd for meget.

Relationen til vores sundhedsplejerske, fordi hun stort set kun kigger på mig, når jeg skænker hende kaffe.

Relationen til min datters zoneterapeut, som spørger, om der var komplikationer under hjemmefødslen, og hurtigt tilføjer, at »det ved du jo nok ikke så meget om«. Relationen til - og nu gør det rigtig ondt - min højt elskede kæreste, fordi jeg insisterer på at have en væsentlig del af barslen og dermed slynger vores forhold ud i måneders følelsesmæssig turbulens.

Med ord, blikke og snakke, som gør for ondt at genoplive. Med tanker om, at jeg er ved at ødelægge mine døtres base, i form af en familie med far, mor og børn.

Tanker, som er svære at forene med fire små pigeøjne, som forventningsfuldt kigger op på mig. Kigger på en far, som er blevet i tvivl, om han er den mand og far, han ønsker at være.

FOR NOGLE DAGE siden kontaktede min store forelskelse fra 9. klasse mig. Hun havde set dokumentarfilmen ' Drømmen om en familie', hvor jeg som familiebehandler prøver at skærme en 8-årig pige fra hendes fars kærlige men urealistiske forsøg på at genskabe familien. Min ekskærestes psykologkolleger i børnepsykiatrien fortalte om den »formidable familiebehandler Torben«, og hun snakkede selv om »hele Danmarks yndlingsterapeut«.

Min erfaring fra systemet med problembelastede børnefamilier fik mig dog hurtigt til at tænke, om ikke det skulle omformuleres til »hele Danmarks varmluftsterapeut«. For der er ekstremt få tilbud til fædrene, og de sættes i pinlig grad ud på et sidespor gennem vores tanker og sprog om dem. Man kan vel kalde min professionelle virkelighed for familiebehandling i læbestiftens forførende skær.

Fordi læbestift sætter forførende aftryk - og oftest er tiltænkt kvinder. Altså en virkelighed, hvor familiebehandlingen er tiltænkt at sætte aftryk på kvinder. Kringlet, men sandt.

Aftryk, der forfører os til at tro, at vi gør det godt nok. En virkelighed, som gennem terapeutiske metoder, socialfaglige handleplaner, økonomiske prioriteringer, og ikke mindst via sproget, skaber en kultur, hvor barnets far bliver som en blindtarm. Man går ikke all-in på at undersøge, hvad han kan, og tager ham først rigtigt seriøs, når han gør ondt.

For underholdningens skyld kommer her et fiktivt eksempel. Det er en parallel til de sociale myndigheders tilbud til familier, og desværre mindre karikeret, end mange tror: Sundhedsstyrelsen vil lave et sundhedsfremmende tiltag, som skal nedbringe hjerte-kar-sygdomme hos mænd og kvinder gennem motion. Derfor tilbydes gratis ballet, aerobic og dressurridning.

Derudover er der den krølle, at man ikke må bande eller hæve stemmen, og dem, der skal vejlede om kost, er kvindelige speltguruer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DE FAMILIER, jeg arbejder med, har ikke nødvendigvis hjerte-kar-sygdomme, men er til gengæld ofte ramt af vold, psykisk sygdom, misbrug, skilsmisse og hvad der ellers er af vilkår, som kan gøre bekymringen for børnene massive. Det er familier, hvor fædrene ofte defineres som nogle, der ikke gider. Hverken at være der for deres børn eller samarbejde med kommunen. De gider bare ikke, i hvert fald ikke på den måde, vi som social myndighed synes, de skal gide. Til gengæld gider vi en masse ting.

Vi gider godt have en bred vifte af tilbud, hvor ingen henvender sig til fædre.

Vi vil også gerne ringe til mor som den første, og ofte eneste, i familier, hvor forældrene er skilt, men har fælles forældremyndighed.

Vi kan også godt aflyse møder, hvis kun far møder op, men gennemføre dem, hvis kun mor møder op.

Vi laver psykologiske undersøgelser, hvor der ikke gøres den store indsats for at interviewe far om barnet, men mor til gengæld kimes ned.

Sidst men ikke mindst, så gider vi at se efter plejefamilier som det første, når et barns mor igen er røget ud i et misbrug.

Også lang tid før vi undersøger, hvilke kompetencer far kunne have.

En ting, som jeg til gengæld ikke gider, er at tale om skyld. For vi handler efter de bedste intentioner. Vi bliver bare blændet af den forudbestemthed, som ligger i vores måde at se på mor og far. En forudbestemthed, som gør, at vigtige forældrekompetencer overses og ikke kommer de børn, vi har et ansvar over for, til gode.

JEG HAR SIDEN 2009 stået for gruppeforløb med fædre i det, jeg kalder ' Gruppen Far'. Det, jeg igen og igen bliver mindet om, er, at fædrene ikke bare gider, men vil deres børn og vil samarbejdet med kommunen.

Det kræver dog, at de bliver mødt på mandlige præmisser og med en tilgang til, at de som mænd og fædre har viden og færdigheder, som kan gøre en forskel i familien. I så fald er vejen banet for gruppesamtaler, der er så ærlige, respektfulde og reflekterende, at hårene rejser sig.

Samtaler om at tilgive sig selv, om håb for deres børn, og om hvordan de undgår at lave de fejl, deres forældre begik.

Jeg går ind i mit arbejde med de bedste hensigter om at give familierne mulighed for at udvikle nye redskaber, som kommer børnene til gode. Redskaber, hvor vi sammen har fokus på, hvad der skal reddes, og hvad der skal skabes.

Spørgsmålet er, om jeg kan tillade mig også at bringe mine tanker om forudbestemte kønsroller ind.

For har jeg, ved at udfordre det gængse billede af forældreskab, ikke ramt ind, hvor kvindelige normer og værdier dominerer allermest? Jeg har vel nærmest argumenteret for ligestilling mellem positionerne Mor og Far i et matriarkalsk samfund, altså et samfund, hvor der er moderherredømme. '

Eller sagt med andre ord: Bringer jeg ikke i den grad konflikter ind i de familier, jeg møder, ved at tænke, at far kan være en lige så god forælder som mor? Godt nok gør mange mødre sig forståeligt nok til ofre i interviewbøger om kvindens rolle og plads i samfundet. Dette bl. a. fordi de har hovedansvaret i familien og defineres ud fra at være mor og ikke ud fra at være kvinde eller menneske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og I har i den grad min opbakning. Jeg vil dog stadig tillade mig at stille et spørgsmål: Hvor mange kvinder vil finde sig i at blive frataget den ultimative identitetsmarkør, det i mine øjne er at være den allervigtigste i sit barns liv? JEG VIL LADE svaret hænge i luften, men jeg kan da fortælle, at jeg ofte er stødt på kvinder, som får mig til at tænke, at det bogstaveligt talt ville være selvmord at udfordre dem på mange af de dominerende kønsdiskurser, deres moderskab blomstrer i.

Så godt nok møder jeg fædrene med, at der altid findes mere end det, de dominerende kønsdiskurser giver mulighed for.

At de kan positionere sig til nye måder at være fædre på og derved få bedre handlemuligheder i forhold til deres børns behov.

Jeg har dog lært, at det kan være med livet som indsats at gøre sig til far. Paradoksalt nok også selv om det er på baggrund af intentioner, håb og drømme for mine børn.

For mig er det bare også med livet som indsats at lade være.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden