Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: DPA
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Min far skrev litteratur i skyggen af Dachau

Da min far døde sidste år fandt jeg ud af, hvordan det 20. århundredes tragedier var genspejlet i hans liv.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

FÅ DAGE EFTER min fars bortgang, låser jeg mig ind i hans lejlighed i Prag.

En kop kaffe står troskyldigt på hans skrivebord, som intet var hændt. Jeg åbner skufferne i skrivebordet en efter en og leder efter et eller andet, måske et håndgribeligt bevis på hans død eller måske omvendt en rød tråd i hans liv. Noget konkret og taktilt.

I den nederste skuffe finder jeg en stak breve, der daterer sig til krigens tid. Jeg har aldrig før set de grønlige konvolutter med smuk håndskrift og med Hitlers portræt klistret i højre hjørne sendt til Gollnow-fængslet i das Reich i 1942, hvor han blev interneret, inden han blev sendt videre til en egentlig kz-lejr. Og jeg har ikke før læst disse sider skrevet til ham af hans mor. Der er også et gulligt brev, hvor der i det højre hjørne står Dachau. Det er dateret 12. maj 1945, og det er skrevet af min far.

»Det er nu som at være på ferieophold her«, fortæller han i brevet til sine forældre.

Han vil skåne sine elskede for bekymring! Sådan var min far! JEG MÆRKER hans ængstelse for, at hans forældre skulle lide samme savn efter ham, som han selv følte efter dem. Livet igennem beskyttede han også mig mod sin smerte og sine bekymringer. Nu, her i hans lejlighed og mit barndomshjem, imens jeg holder brevene, blader igennem dem, rammer det afsavn mig, som han dengang måtte føle for sine kære.

Men her i hans arbejdsstue opdager jeg også pludselig, at det skjold, som far holdt op for at beskytte mig, for at spare mig for hans smerte, er smuldret og faldet.

»Folk, der ikke har deltaget i krigen, burde ikke engang forsøge sig med at skrive«, hævdede forfatteren Ernest Hemingway.

Det er i øjnefaldende, at blandt dem, der deltog i krigen, har der været talrige forfatterspirer.

De blev undfanget, avlet og formet af det mest menneskefjendtlige og det ondeste: af krigen selv. Udsat for denne barske erfaring har de som undergået en metamorfose og er kommet ud på den anden side, udklækket som filosoffer, forfattere, pacifister og humanister.

Far var en af dem. Han var måske den sidste af slagsen, ynglet af Anden Verdenskrig og således støbt som forfatter lige efter Hemingways model. Som ganske ung, under den tyske besættelse, blev han afsløret af Gestapo som deltager i modstandsbevægelsen. Han blev dømt i 1942 og sendt til das Reich for at afsone sin straf. Det allersidste år af krigen tilbragte han i kz-lejren i Dachau.

FORFATEREN JAROSLAV PUTIK, en blid mand, klog og filosofisk anlagt, ville dog aldrig selv finde på at formulere et så kategorisk krav til at blive forfatter, som Hemingway gjorde. Amerikaneren var blandt hans yndlingsforfattere, men han selv, personligt, bevidst eller ej, brød sig ikke om at lave regler, definitioner eller om at belære. Han dømte aldrig. For far gjaldt alt om ' et flow', om at observere, betragte, reflektere, samle indtryk og indsigter frem for at drage kategoriske konklusioner. På boghylden i hans arbejdsstue i Prag havde han, lige foran et bind af Sokrates, stillet en boomerang.

Den havde han bragt med sig hjem fra et ophold i Australien. What goes around, comes around. Han frygtede selv at blive sat i bås.

Ikke desto mindre ville zen-elskeren, pacifisten og humanisten Putik nikke genkendende til Hemingways ord, tror jeg. Jeg husker at høre far sige med et for ham usædvanligt bestemt eftertryk i stemmen, at hvis han ikke havde været i krig og været i Dachau, havde han aldrig givet sig til at skrive. Han var nok blevet det, han gik i lære som, en modelsnedker i telefonselskabet.

Det var symbolsk, at en stump blyant og en tysk lærebog, ABC, som den indsatte kom i besiddelse af under fængslingen, var med til at redde hans liv. Bogens marginer blev efterhånden dækket tæt af Putiks karakteristiske lillebitte skrift.

Det at kunne nedfælde sine betragtninger, tanker og indsigter var lige så vigtigt for hans overlevelse som de fed hvidløg, en god sjæl forsynede den tyfusramte unge mand med. Han gjorde sig selv til en slags reporter. Det at formulere, at omsætte sine tanker til ord, var med til at redde hans liv. Den samme evne gjorde ham senere til en fremtrædende journalist og succesrig forfatter.

I MAJ 1945 ankom den unge Putik som skind og ben til banegården i sin hjemby nord for Prag, tre år efter sin anholdelse af Gestapo. Han er udmattet og afkræftet.

Besvimer. Men det er lykkedes ham at komme hjem til sit hus, omringet af majsmarker, hjem til sine forældre og sin søster, urtehave, høns og kaniner. Hjem bliver han båret i favnen af en nabo, som om han var et lille barn.

Den unge mand er vendt hjem for at dø, siger lægerne. Udsigten til at overleve var lille. Fra sin seng på det lokale hospital ser han en høj mur foran vinduet. Den mur hæfter han sig ved, og den bliver for den syge et symbol på livet.

En skønne dag sker det, at patienten har kræfter nok og beslutter, dog kun i sin fantasi, at kravle over muren. Der lå marker, voksede popler, veje snoede sig.

På det tidspunkt er krigsfangen helbredt.

Det var muren, der viste tilbage til livet, og bagudrettet virkede muren som skjold mod fortiden. Mod den fortid, han ikke ønskede at vende tilbage til - ikke engang i tankerne.

I 1962 UDGIVER Putik sin første novelle med netop navnet ZED, ' Mur'. Denne spinkle bog på blot 66 sider bringer ham ind på den frodige, tjekkiske litterære scene i 1960' erne. Novellen bliver erklæret for et modernistisk mesterværk. Putik var indtil da mest kendt i offentligheden som journalist.

' Mur' var hans første værk og det eneste, hvor han på sin særlige fåmælte måde beskæftiger sig med krigen. Det, der er enestående for novellen og for ham selv som forfatter og privat menneske, er, at han aldrig har givet sig til at udpensle de rædsler, han oplevede på egen krop i kzlejren.

I novellen bliver Dachau ikke engang nævnt! Det er ikke et cv, men et litterært værk. At bruge kræfter på had eller genopleve lejeren, det ønskede min far aldrig. Han, som den heldige, der overlevede, vender sig bort fra krigen og rædslerne.

Han lukker øjnene.

Rammende skriver han i novellen ' Mur' om sin hjemrejse fra lejren: »Jeg har sovet hele vejen gennem det forbandede tyske rige. Jeg husker intet, jeg ønsker ikke at huske noget«. Og bogen ' Mur' er en bog om livet. Forfatteren rapporterer fra kampen for livet. De fragmentariske billeder, minder, hallucinationer forårsaget af feber, passer samtidig godt, ja er som skabt til forfatterens sparsomme stil. Værket, et kammerspil, klaustrofobisk og eksistentielt oplevet på sygelejet, er som en række glimt fra processen med at løsrive sig fra krigens byrde, med at gøre sig fri af døden.

I 1960' ERNE blomstrer Putiks forfatterkarriere.

Hans oeuvre består af en bred vifte af genrer. Der er kortprosa, essays, reportager fra rejser, der er fagbøger, som den om atomfysikeren Robert Oppenheimer, og der er store romaner. Men så kommer det skæbnesvangre år 1968, hvor Sovjetblokken invaderer landet. Da er Putik femogfyrre år gammel. Og han går igen i krig. I opposition.

Uenig med regimet bliver han sortlistet.

Hans beslutning kunne ikke være anderledes. Men den førte til, at i øvrigt jeg som hans datter i mine teenageår blev nægtet adgang til alt.

Fra at få et sted at bo til et studium eller et rimeligt job. Skæbnen ville, at jeg mødte en dansk mand, kærlighed opstod, og vi giftede os. En skøn dag i januar 1977 steg jeg af toget i København for at leve sammen med min udkårne i Danmark.

Jeg var enogtyve år gammel.

JAROSLAV PUTIK vender tilbage på den litterære scene efter 1989, da muren mellem vest og øst falder. Han udgiver alt det, han havde skrevet til skuffen i tyve år.

Ironisk nok betragtede han som forfatter den svære tid mellem 1968 og 1989 som skabt til at skrive, sparet som han var for de forstyrrelser, der fulgte med det at publicere! Om det handler romanen ' Fri flugt gennem volieren' (Prag, 1990).

Hans nøgleroman ' Manden med barberkniven' (Köln, 1984), som jeg smuglede ud i 1983 af det sovjetisk besatte Prag via København til Paris, findes i dag, udover på modersmålet, oversat til fransk, tysk, spansk og hollandsk. Mine yndlingsbøger, ikke mindst fordi de indfanger essensen af også min tid her på jorden, er ' Odyssé på tjekkisk måde' (Prag, 1992) og ' Afsked med slottet' (Prag, 1998).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De er personlige krøniker fra den tyve år lange periode under den sovjetiske besættelse: notater, refleksioner, hver eneste af dem en afsluttet enhed, en lille roman, en perle, som sammen indgår i en stor enhed, der spiller mod hinanden, belyser hinanden, spejler sig i hverandre.

De er episoder, der udvikler sig på baggrund af den politiske situation.

Putik får brugt alt - fra brudstykker af samtaler i sporvognen, undren over sine forældres ubarmhjertige trang til at arbejde sig ihjel eller måske et indtryk fra et familiebesøg i København. I 1979 skriver han om sit besøg hos mig i Danmark: »Interiøret er smukt og hvidt med bøger overalt. Eksteriøret er deprimerende. En kedelig gade og en trist baggård i Vendersgade.

Helt sikkert bor her rotter.

Pludselig føler jeg en tyngende virkelighed, at mit barn bor her i denne fremmede by. Sikke et mod, det må kræve«. På trods af, at min far ikke finder København tiltalende, kan læseren et andet sted finde en passage med beundring for danskere, der ved afslutningen af Anden Verdenskrig gjorde kort proces med deres egne krigsforrædere og stikkere. Putik, den gamle kz-fange, brød sig nemlig ikke om stikkere: De havde nær kostet ham livet.

FORFATTERENS, menneskets og min fars altomfattende ja til livet gjorde i sin tid min mors anmodning om »ikke et ord om koncentrationslejre« foran deres lille datter helt overflødig! Blev en koncentrationslejr alligevel nævnt, mindede det om scener fra Roberto Benignis film ' La vita e bella'.

Pudsige tildragelser. Tyveri af kartofler.

En russer, der syer knapper i til lyden af bombardementet af Alexanderplatz i Berlin.

En gang imellem sneg der sig dog dystre og alvorlige toner frem. Det hed sig for eksempel ifølge den gamle indsattes erfaring, at »jo renere fængsler, desto farligere«.

Hvad et rent fængsel helt præcist kunne føre til og forårsage, har jeg aldrig turdet spørge om. For ikke at bringe far i forlegenhed, fordi han havde talt over sig, for ikke at høre om døden, for ikke at føle hans lidelse. På et tidspunkt i 80' erne får jeg et postkort fra den nordtyske by Güstrow.

Far sender mig et foto af Ernst Barlachs skulptur af ensvævende engel.

Den er i menneskestørrelse og hugget ud i træ.

Da jeg så englens lukkede øjne, virkede det, som om dens øjenlåg skælvede let. Det strejfede mig, at det ikke var tilfældigt, at far sendte mig denne engel. Barlachs Engel lignede min far! Den samme lange næse, de samme skarpe træk i ansigtet.

Og bag de lukkede øjne anede jeg, at der kørte en film, et mareridt, tragiske fragmenter fra et liv. De afviklede sig på nethinden, forbeholdt dem selv. Hverken englen eller far ønskede at så smerten omkring sig. Den stoppede ved dem.

Nej, hverken krigen eller Dachau ønskede min far at genopleve igen, hverken personligt eller på skrift. Det var også lykkedes for ham, hvis det ikke var for en ivrig tysk borgmester, som i 2003 opdagede, at den dengang firsårige og tidligere indsatte opholdt sig inden for rækkevidde på et stipendieophold.

Borgmesteren arrangerede en fødselsdagsoverraskelse til forfatteren. En ud-flugt til Dachau! Far tog det med humor.

Det var lige præcis den slags absurde hændelser, som han i forvejen var på jagt efter, og han bød hver eneste af slagsen velkommen. Selv de mest ubehagelige.

Den uheldige episode blev til dagens fangst og betroet papiret.

FRA SIT HJEM i Prag, fra sin yndlingsstol, en tjekkisk udgave af Ægget, dog betydelig lavere i ryglænet end det danske, følger Putik til det sidste med i verdens udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Især tjekkisk politik, hvis højredrejning efter 1989 og menneskefjendtlige indstilling volder ham, humanisten, et stærkt mishag.

Det ærgrede ham, at den tjekkiske samfundsorden, der efter 1989 erstattede det totalitære styre, viste sig i det lange løb at være temmelig udemokratisk og dogmatisk.

Nye magthavere er kommet til, men alt for ofte har det været uhæderlige politikere, der frem for alt varetager deres egne økonomiske interesser og bruger politik som springbræt til højere poster i privatsektoren.

Korruptionen blomstrer, og regningen ender hos de socialt svage, gamle og almindelige mennesker. I Tjekkiet er hver sin lykkes smed. Det gjorde ondt på humanisten Putik.

DEN TJEKKISKE politiske provinsialisme, mangel på udsigt, vision, selvstændig tænkning gjorde forfatteren vred. Skønt far trofast lyttede til radioens nyhedsudsendelser til sit livs ende, læste politiske rubrikker, var det ikke en udvikling, han brød sig om. Trods sin høje alder har han beholdt et krystalklart blik., så uventede og skjulte sammenhænge og havde altid en uforudsigelig pointe parat. En frugt af indsigt og livslang erfaring.

Min fars hovedinteresse var verden, livet og ikke mindst politik. Den blide, kloge og beskedne mand gik ikke op i berømmelse, prestige, antal publicerede bøger og karriere, men han var bekymret for verden og vores skæbne på jorden, og det var derfor, han skrev.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden