Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Gør oprør og red jeres børn og parforhold, forældre!

Tempoet er blevet for højt og omkostningerne for store. Men du kan sige fra i morgen og blive omsorgsaktivist i dit eget liv.

Debat

Politiken har for nylig bragt to indlæg i debatten om børnefamilierne. Karen Lumholt gav et fint helikopterblik på det kompleks af problemer, som levner for lidt tid til omsorg for børnene.

LÆS KAREN LUMHOLT

Og Sofie Maria Brand fik sat fut i debatten om de mange danske børn, der hver dag afleveres syge, fordi forældrene ikke kan løfte opgaven.

LÆS SOFIE MARIA BRAND

Svigtet er systematisk, fordi det kommer af fejl i den måde, vi har fået skruet rammerne sammen på, men indtil videre fralægger både arbejdsgiverne og regeringen sig ansvaret. Så syge børn er overladt til anstrengende gruppepasning, og forældrenes psyke hænger i laser på grund af det store krydspres mellem forældreopgaven og jobbet.

Uanset hvordan vi vender og drejer de mulige politiske løsninger og det spørgsmål om forældrenes ’eget ansvar’, der hele tiden popper op i debatten, har vi et problem: Der mangler omsorg i vores samfund. Det gælder ikke kun for småbørnsfamilierne, men børnenes vilkår er en tydelig lakmusprøve.

Karen Lumholt taler overbevisende for en politisk løsning på problemet, og Sofie Maria Brand peger på Sverige, hvor langt bedre rettigheder beskytter de svenske børn mod den overbelastning, vi byder de danske med for tidlig institutionsstart, for lange dage og manglende mulighed for ordentlig omsorg under sygdom.

LÆS DEBAT

Det er vigtigt at få den manglende omsorg for børnene bragt op på et politisk niveau. Det er ved at ske nu, for Liberal Alliance har, som det første parti ud over Kristendemokraterne, taget de første skridt til at formulere en bevidst familiepolitik.

Det socialpolitiske udspil, som LA kom med for få uger siden, rummede en blå løsning på en del af børnefamiliernes problem: Gennem ændringer af familiebeskatningen og retten til at disponere over det kommunale tilskud til børnepasning, vil LA gøre det lettere at leve af én indtægt og/eller vælge hjemmepasning af de yngste.

Kristendemokraterne har også i mange år haft pengene-følger-barnet-ideen med på programmet, men ingen andre partier har endnu grebet udfordringen med at få udformet en politik, der støtter familierne.

Venstrefløjen glimrer desværre ved sit fravær, måske fordi en rød løsning med mere omfattende ordninger og flere rettigheder til forældrene koster penge og indrømmelser på arbejdsmarkedet, hvilket ikke ligger i tiden for Helle Thorning-Schmidts regering.

Uanset hvad politikerne siger, er i vi i gang med en kollektiv proces, der bærer i retning af en mere bæredygtig samfundsmodel på det menneskelige plan – at få frigjort tid og opmærksomhed til det vigtigste i tilværelsen: hinanden.

Som Karen Lumholt rigtigt siger, er det vor tids vigtigste kulturkamp. Men en enhver kamp kalder på ofre. Enhver kulturændring forudsætter, at nogen går forrest og stemmer med fødderne. Når det sker, skal politikerne nok følge efter.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Derfor er tiden inde til at handle. Hvis vi skal gøre rigtigt oprør, må vi forældre blive aktivister i vores eget liv. Bevægelsen er allerede i gang, hvilket afspejler sig i de nye tal fra Danmarks Statistik, som tyder på, at 21.000 kvinder sidste år vendte ryggen til arbejdsmarkedet for at passe deres egne børn hjemme.

Det er en drastisk udvikling, som viser, at et stigende antal forældre er parate til at betale en pris for at slippe for det pres, en hverdag med to udearbejdende forældre lægger på en familie. Det er også en udvikling, der er kønsmæssigt skæv. Måske fordi flest kvinder har lyst til at gå hjemme. Måske fordi det er kvinderne, der generelt har sværest ved at leve med det svigt, vi forældre bliver nødt til at udsætte børnene for, hvis vi vil være med på arbejdsmarkedet.

Det bør ikke være kvindernes opgave alene at sørge for børnene. Men i stedet for at se disse kvinders handlinger som et problem for ligestillingen, skal vi anskue dem som et tegn på modig forældreaktivisme. En omsorgsaktivisme, der er nødvendig for at skabe den politiske forandring, vores samfund står over for. Det er først, når oprøret bliver stærkt nok, at det får politiske konsekvenser.

LÆS DEBAT

Så mange af os, både kvinder og mænd, kan gøre en forskel nu, ved at stemme med fødderne til fordel for vores børn og parforhold. Mange af os kan godt lægge livsstilen om, flytte, skifte arbejde, arbejde mindre, sige op, sætte forbruget ned. Og jeg mener, vi skal gøre det. Ikke kun for vores egne børn, men for at få bragt medmenneskeligheden tilbage i vores samfund.

Tempoet er blevet for højt og omkostningerne for store. Men du kan sige fra i morgen og blive omsorgsaktivist i dit eget liv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce