Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

ASYL. Da jeg fyldte 2 år, besluttede centerlederen at holde fødselsdag for mig, fordi jeg var asylcenterets yngste beboer, skriver Abdel Aziz Mahmoud i Politiken.
Foto: Privatfoto

ASYL. Da jeg fyldte 2 år, besluttede centerlederen at holde fødselsdag for mig, fordi jeg var asylcenterets yngste beboer, skriver Abdel Aziz Mahmoud i Politiken.

Debat

Jeg har ikke lyst til at skrive det her

Jeg skriver dette indlæg på vegne af de mange danske muslimer og flygtninge, som bare gerne vil leve trygt som 'ikke-særlige'.

Debat

For 30 somre siden fejrede jeg min første fødselsdag i Danmark. Jeg og mine forældre var – og er – palæstinensiske flygtninge fra Libanon, og min toårsfødselsdag foregik på det spritnye asylcenter Næsseslottet i Holte. Jep, SLOTTET. Hvidt og flot i eventyrlige rammer.

Fordi jeg var den yngste på hele centeret, besluttede lederen, at der skulle være masser af kage og livemusik, som hans søns band stod for. Tjek lige mine forældre ud (billedet). De sidder nærmest og holder hof og lader sig underholde af folket. Er det ikke utroligt?

Jeg blev hverken grønthandler, bistandsklient eller læge. Mine forældre bor i parcelhus på Lærkevej. Lærkevej! Det er sgu ikke integration, venner - det er assimilation

Landet med den kendte eventyrforfatter bød os velkommen i naturskønne omgivelser og det halve kongerige. Jeg har ikke et ar på min sjæl fra den tid. Kun tak.

For 25 somre siden fik brugsuddeleren i Kvickly, Middelfart, en ilter dame i røret. Hun beklagede sig højlydt på araberdansk over jobafslaget og bad ham forklare, hvordan i alverden hun nogensinde skulle lære sproget ordentligt, hvis ingen ville give hende et job.

Kort tid efter mødte min mor ind til sin første arbejdsdag i supermarkedets tekstilafdeling.

For snart 20 somre siden sagde min far og jeg vores morgenavisruter op for Morgenposten Fyens Stiftstidende. Han havde fået job i Den Danske Forskningsfond, og for en arbejdsløs arabisk datamanager – og nu far til fire – var det værd at flytte til Sjælland for. I dag har han været på Novo Nordisk i 15 år. Min mor er dagplejemor for byens unger. Den tykke toårige fødselsdagsdreng blev journalist og Danmarks yngste nyhedsvært. Nummer to blev musiker og cand.merc. Nummer tre pædagogstuderende. Nummer fire netop udklækket student.

Det er ikke noget særligt. Det er en familie i Danmark. Det er det, jeg har ønsket mig hele mit liv: at være en familie i Danmark. Jeg krummede tæer over min mor, længe før jeg blev teenager. Når hun beordrede os til at spise i forhaven og hilse på hvert eneste ansigt i nabolaget, så de kunne se, hvem de nye tilflyttere var.

Når hun sendte os rundt med pitabrød og en invitation til naboerne, så de kunne lære os at kende. Kunne vi ikke bare spise foran fjerneren og nøjes med at bage til os selv ligesom alle de andre på vejen? Det fik mig til gengæld til at blive endnu mere ambitiøs. Til at lære sproget, traditionerne og kulturen endnu hurtigere. Ville bare ikke være anderledes. Alt hvad der kunne veksles til en billet i den anonyme flok. Det lykkedes. Jeg blev hverken grønthandler, bistandsklient eller læge. Mine forældre bor i parcelhus på Lærkevej. Lærkevej! Det er sgu ikke integration, venner – det er assimilation.

Men freden var kort, for hvad sker der? Så er man pludselig MØNSTERBRYDER

Men freden var kort, for hvad sker der? Så er man pludselig MØNSTERBRYDER. Så er man moderat muslim. Den slags, som alle politikere fra højre til venstre er rørende enige om udgør LANGT det største flertal. Men, forstås det, man har alligevel en særlig forpligtelse til at tage aktivt afstand fra mindretalsfjolsers ballade.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Damned if you do – damned if you don’t. Castingen er sket på forhånd. Kassen er klar: Enten er du en skændsel eller en solstrålehistorie. Men ingen kasse med alle de ’ikkesærlige’ i.

Jeg gider ikke at skrive det her. Jeg har altid insisteret på, at det ikke er nødvendigt. Så lad være med at sidde der og blive varm om hjertet over min families historie. Vi er ikke undtagelsen, der bekræfter reglen. Der er ingen særlig regel om udlændinge i Danmark.

På nær én: reglen om nulstilling af debatten hvert fjerde år. Udlændingekortet.

Ved hvert folketingsvalg vågner nationen op til ’Groundhog Day’. Det starter forfra. Ingen er blevet klogere. Alle politikere siger og gør det samme pakket ind i nye vendinger. Vi er lige vidt. De har tilsyneladende ikke erfaret noget som helst på området siden sidste valg. I stedet tror de en masse. Snart tror de noget om kulturforskellene. Snart tror de noget om flygtninges bevæggrunde. Et lidt andet politisk slogan. En lidt anden stramning. Men grundlæggende det samme. Vi resætter og taler om udlændinge, som om verden i bedste fald har stået stille, men helst er den blevet meget værre. Et skridt frem. To tilbage.

De ville være kommet, uanset om de skulle leve af SU eller bo på et slot

Mine forældre valgte Danmark, fordi en af min fars meduniversitetsstuderende i Libanon var dansker. De ville være kommet, uanset om de skulle leve af SU eller bo på et slot. Det var så tilfældigvis det sidste. Min mor tilkæmpede sig et job, fordi hun ville. Ikke fordi en statsministerkandidat på en busreklame havde fortalt hende, at hun skulle. Eller fordi nogen satte hende på en fattigydelse.

Min far gik med aviser, fordi han gerne ville være til nytte og have et job. 20 år senere satte nogen så de ord sammen og gjorde nyttejob til noget helt nyt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke noget særligt. Jeg skriver det, fordi det ikke er noget særligt. Jeg skriver det på vegne af de mange danske muslimer, som ikke er noget særligt. Og for de syriske flygtninge, som kommer til Danmark i dag og i morgen. Og som gerne vil være ikkesærlige, men bare leve trygt og almindeligt. Vi er ikke solstrålehistorier. Vi burde ikke fylde i Politiken eller TV 2 Østjylland.

Jeg burde ikke skrive dette her. Jeg gider ikke at skrive det her. Men jeg gider heller ikke en genopførelse om fire år. Jeg ønsker mig en valgkamp, hvor Løkke kan trykke på knappen, uden at alle trækker det slidte udlændingekort. Og hvis de alligevel gør, får vi brug for at opveje det med alle de ikkesærlige historier. Dette var min.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce