For 30 somre siden fejrede jeg min første fødselsdag i Danmark. Jeg og mine forældre var – og er – palæstinensiske flygtninge fra Libanon, og min toårsfødselsdag foregik på det spritnye asylcenter Næsseslottet i Holte. Jep, SLOTTET. Hvidt og flot i eventyrlige rammer.
Fordi jeg var den yngste på hele centeret, besluttede lederen, at der skulle være masser af kage og livemusik, som hans søns band stod for. Tjek lige mine forældre ud (billedet). De sidder nærmest og holder hof og lader sig underholde af folket. Er det ikke utroligt?
Jeg blev hverken grønthandler, bistandsklient eller læge. Mine forældre bor i parcelhus på Lærkevej. Lærkevej! Det er sgu ikke integration, venner - det er assimilation
Abdel Aziz Mahmoud
Landet med den kendte eventyrforfatter bød os velkommen i naturskønne omgivelser og det halve kongerige. Jeg har ikke et ar på min sjæl fra den tid. Kun tak.
For 25 somre siden fik brugsuddeleren i Kvickly, Middelfart, en ilter dame i røret. Hun beklagede sig højlydt på araberdansk over jobafslaget og bad ham forklare, hvordan i alverden hun nogensinde skulle lære sproget ordentligt, hvis ingen ville give hende et job.
Kort tid efter mødte min mor ind til sin første arbejdsdag i supermarkedets tekstilafdeling.
For snart 20 somre siden sagde min far og jeg vores morgenavisruter op for Morgenposten Fyens Stiftstidende. Han havde fået job i Den Danske Forskningsfond, og for en arbejdsløs arabisk datamanager – og nu far til fire – var det værd at flytte til Sjælland for. I dag har han været på Novo Nordisk i 15 år. Min mor er dagplejemor for byens unger. Den tykke toårige fødselsdagsdreng blev journalist og Danmarks yngste nyhedsvært. Nummer to blev musiker og cand.merc. Nummer tre pædagogstuderende. Nummer fire netop udklækket student.
Det er ikke noget særligt. Det er en familie i Danmark. Det er det, jeg har ønsket mig hele mit liv: at være en familie i Danmark. Jeg krummede tæer over min mor, længe før jeg blev teenager. Når hun beordrede os til at spise i forhaven og hilse på hvert eneste ansigt i nabolaget, så de kunne se, hvem de nye tilflyttere var.
Når hun sendte os rundt med pitabrød og en invitation til naboerne, så de kunne lære os at kende. Kunne vi ikke bare spise foran fjerneren og nøjes med at bage til os selv ligesom alle de andre på vejen? Det fik mig til gengæld til at blive endnu mere ambitiøs. Til at lære sproget, traditionerne og kulturen endnu hurtigere. Ville bare ikke være anderledes. Alt hvad der kunne veksles til en billet i den anonyme flok. Det lykkedes. Jeg blev hverken grønthandler, bistandsklient eller læge. Mine forældre bor i parcelhus på Lærkevej. Lærkevej! Det er sgu ikke integration, venner – det er assimilation.
Men freden var kort, for hvad sker der? Så er man pludselig MØNSTERBRYDER
Abdel Aziz Mahmoud
Men freden var kort, for hvad sker der? Så er man pludselig MØNSTERBRYDER. Så er man moderat muslim. Den slags, som alle politikere fra højre til venstre er rørende enige om udgør LANGT det største flertal. Men, forstås det, man har alligevel en særlig forpligtelse til at tage aktivt afstand fra mindretalsfjolsers ballade.
Skriv kommentar