Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mønsterbryder. Forfatter og virksomhedsejer Mazen Ismail.Foto Ditte Valente

Mønsterbryder. Forfatter og virksomhedsejer Mazen Ismail.Foto Ditte Valente

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Er jeg det evige problembarn?

I min kamp for at finde min plads i samfundet har jeg alt for tit opfattet mig selv gennem de øjne, der så mest ned på mig.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For ikke så længe siden ringede jeg til min gamle folkeskole – den skole, jeg begyndte i efter to år på asylcenter. Det var her, jeg i børnehaveklassen for første gang så de latinske bogstaver hænge over tavlen. Det var her, jeg lærte at læse og tale dansk. Hvorfor ringede jeg til min gamle skole?

Fordi jeg gerne ville give tilbage. Jeg var en stor mundfuld for skolen i sin tid. Jeg var et problembarn. Men i dag er jeg et helt andet sted med en bachelorgrad fra universitetet og en bogudgivelse bag mig. Jeg ville gerne gennem mit eksempel vise eleverne – især dem, der kommer fra belastede hjem – at det kan betale sig at gøre sig umage og kæmpe. Men det kunne jeg godt glemme alt om.

Jeg præsenterer mig selv for skolelederen i den anden ende af røret og spørger, om jeg må komme forbi og snakke med eleverne. Han afbryder: »Jeg kan godt huske dig. Du er ikke velkommen på min skole. Hvis du har brug for at snakke, så søg en psykolog«, siger han og smækker røret på. Han var ikke skoleleder, da jeg gik der, men jeg mødte ham, da jeg var 13 år og gik på en anden skole.

Dengang smed jeg hans taske ud ad vinduet, og en af de andre elever punkterede dækkene på hans bil i frikvarteret. Jeg har bestemt ikke været et let barn. Men det er 17 år siden.

Jeg søgte sammenhold, og jeg fik det. En fængselsdom åndede mig i nakken. Den fik jeg også

Jeg var barn i Danmark, men havde stadig krigen fra Libanon i ørerne, jeg boede på adskillige krisecentre, som gjorde, at jeg ikke kom i skole i flere uger ad gangen, og jeg begyndte at sakke bagud i fagene. I den periode mødte jeg lærere og pædagoger, der var undvigende, andre, der bevidst spændte ben, men også dem, der ønskede at hjælpe, men ingen redskaber havde.

Jeg trådte ind i en verden som problembarn. Jeg blev arrogant, provokerende og smidt ud af flere skoler. Jeg blev stukket ned med kniv, og i stedet for at tage en dyb indånding og tælle til 10, som en tidligere pædagog fra et fritidscenter havde lært mig, følte jeg mig udødelig. Jeg blev anholdt. Flere gange.

Jeg købte en rød trøje for 200 kr. i Intersport og betalte 75 kr. oveni for at få et rygmærke på min nye trøje. Jeg søgte sammenhold, og jeg fik det. En fængselsdom åndede mig i nakken. Den fik jeg også. Jeg endte i ungdomsfængsel, og først her tog jeg min tidligere pædagogs råd til mig.

Jeg har tit spurgt mig selv om, hvordan jeg kunne havne derude, når jeg inderst inde ikke ønskede det. Svaret fandt jeg i telefonrøret. Jeg har i min kamp for at finde min plads i samfundet alt for ofte opfattet mig selv igennem de øjne, der så ned på mig.

Oplevelsen med skolelederen rejser et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi ser på mennesker, der har været skubbet ud i samfundets periferi, ud i et liv med kriminalitet og vold, og som nu ønsker at ændre deres liv. Al den fine snak om resocialisering klinger hult, når jeg og de drenge, jeg kender, som tidligere har været i samme situation, møder afslaget fra verden omkring os, når vi forsøger at ændre os.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor lange skridt skal jeg tage for at blive en naturlig del af samfundet? I min virksomhed har jeg undervist over 300 unge, som kæmper med skolen, med selvmordstanker, dødsfald i familien, ensomhed, alkoholisme, vold i hjemmet, og hjulpet dem med at få sat ord på deres tanker. Hvis det og min uddannelse ikke er nok til at vise min villighed til forandring, hvad er så?

I mit arbejde møder jeg flere unge, der ikke ønsker at træde i spinaten, men de føler ikke, at de har andre muligheder. For nylig mødte jeg en ung knægt, som fortalte mig, at han bliver nødt til at skaffe penge på ulovlig vis. Han beroligede mig med, at det kun skulle være sådan 3 år endnu, for til den tid vil hans straffeattest igen være ren, og han vil kunne søge et rigtigt job. Ingen vil ansætte ham nu. Dette er ikke et forsvar for en blødsødenhed over for kriminalitet. Det er et forsvar for dem, der hver dag står op og forsøger at ændre deres vaner. Dem, som dagligt kæmper for at nedbryde kriminalitetens mure og trænge ind i samfundet igennem uddannelse, arbejde og ønsket om at gøre en forskel for andre.

Jeg er heldig. H.C. Andersen lærte mig at skrive mig ud af mine problemer. Søren Kierkegaard lærte mig, at man hjælper mennesker ved at møde dem dér, hvor de er, og ikke der, hvor man selv er. Lad denne lærdom hænge på samtlige skolelederes kontorer. Også om 17 år. Og hvis min skole skifter mening, kommer jeg stadig gerne forbi.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden