0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drop medlidenheden og rusk op i den spiseforstyrrede

Omgivelserne må sætte foden ned i stedet for at udvise endeløs forståelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lotus Gregers var syg med anoreksi, men det gik først op for hende et stykke inde i sygdomsforløbet. Kilde: politiken.tv / Foto: Jacob Ehrbahn. Klip: Henrik Haupt

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Anoreksi og andre spiseforstyrrelser er nærmest blevet en selvfølge i mange unge pigers liv, og desværre håndterer omgivelserne det ofte helt forkert. Vi lever i et samfund, hvor folk i ubalance fluks sendes i det ene terapiforløb efter det andet og anspores til at føle, dyrke og i sidste ende ofte fremelske endnu mere sygdom. Omgivelserne skal turde hive fat i den sygdomsramte og stille krav til at lægge sygdomsdyrkelsen på hylden – ellers risikerer vi at miste alt for mange til en lidelse, der er spild af liv«.

Sådan siger Lotus Gregers, der selv led af anoreksi, fra hun var 12 til 24 år. I dag er hun 31 år, læser psykologi og kommunikation på RUC og kan se tilbage på et halvt liv, hvor hendes hoved har været fyldt med alt andet end sunde interesser. Et tilbageblik, hun beretter om i sin nyudgivne digtsamling, ’Vrangvendt’.

»På mange måder fik jeg lov til at holde anoreksien i live, fordi det blev anset som en del af mig. Derhjemme og i skolen blev det opfattet som noget, der var synd for mig, snarere end noget, jeg skulle gøre op med«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce