»Anoreksi og andre spiseforstyrrelser er nærmest blevet en selvfølge i mange unge pigers liv, og desværre håndterer omgivelserne det ofte helt forkert. Vi lever i et samfund, hvor folk i ubalance fluks sendes i det ene terapiforløb efter det andet og anspores til at føle, dyrke og i sidste ende ofte fremelske endnu mere sygdom. Omgivelserne skal turde hive fat i den sygdomsramte og stille krav til at lægge sygdomsdyrkelsen på hylden – ellers risikerer vi at miste alt for mange til en lidelse, der er spild af liv«.
Sådan siger Lotus Gregers, der selv led af anoreksi, fra hun var 12 til 24 år. I dag er hun 31 år, læser psykologi og kommunikation på RUC og kan se tilbage på et halvt liv, hvor hendes hoved har været fyldt med alt andet end sunde interesser. Et tilbageblik, hun beretter om i sin nyudgivne digtsamling, ’Vrangvendt’.
