Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Kan en homo være skolelærer?

Elever i folkeskolen kaldte mig klam og ulækker, da jeg fortalte, at jeg er homoseksuel.

Debat

Hver tredje folkeskoleelev i Danmark er negativt indstillet over for homoseksuelle.

Sådan kunne man hurtigt fristes til at konkludere, efter det er kommet frem, at 32 procent af i alt 75.000 adspurgte folkeskoleelever ikke direkte bakker op om homoseksuelles ret til at markere deres synspunkter. Mange bliver formentlig overrasket, når de hører dette. Det ville jeg nok også selv være blevet, hvis det ikke var, fordi jeg selv som homoseksuel har prøvet at skulle navigere i et ofte meget heteronormativt rum: klasseværelset.

De seneste to år har jeg nemlig arbejdet som lærervikar og undervist på vidt forskellige skoler med vidt forskellige elevsammensætninger. Der var skoler, hvor jeg kunne mærke, at det sitrede i eleverne for at spørge mig om min seksualitet, men de overskred aldrig grænsen, og så var der skoler, hvor min undervisning efter to minutter hurtigt kunne blive afbrudt af »er du bøsse eller hva’?«.

Under hele lektionen tænkte jeg konstant: sikke nogle møgunger

Fælles for alle skolerne var min beslutning om ikke at ville blande mine private forhold med mit professionelle arbejde. Ikke fordi jeg ikke hviler i mig selv, og heller ikke fordi det var nogen hemmelighed uden for skolen. Det var mest af praktiske årsager, og det er næsten det værste, når jeg tænker tilbage.

Med de mange opgaver, jeg skulle nå i løbet af en lektion, ville det hurtigt kunne blive tidspresset, hvis jeg, hver gang jeg fik en ny klasse, skulle forklare dem om mine private forhold.

Efter mit første intensive år som lærervikar trappede jeg ned i timetal til fordel for andet arbejde. Jeg genovervejede derfor min beslutning om, hvorvidt jeg skulle affeje alle elevers henvendelser med et ’det kommer da ikke jer ved’, når jeg nu ikke længere skulle konfronteres dagligt. Jeg begyndte derfor så småt at åbne op for de klasser, jeg allerede kendte, selv om rygtet hurtigt spredte sig til andre klasser.

Eleverne reagerede meget forskelligt. Nogle elever så mig pludselig som mærkelig, nogle trak på skulderen, og mens den ene specialklasseelev ikke længere kunne modtage undervisning fra mig, fordi det var for meget at rumme, fortalte en anden specialklasseelev, at han godt gad at være bøsse, men højst i fem minutter.

I lang tid var det kun de ældre klasser, og de klasser, der havde fulgt med i sladderen, der havde set regnbuen. Det ændrede sig på min sidste arbejdsdag.

Jeg skulle undervise 2.a i matematik. Ingen havde spørgsmål til opgaven, men et par af eleverne havde åbenbart lagt to og to sammen og udspurgte mig derfor foran klassen: »Er det dig, der er bøsse?«.

I lang tid var det kun de ældre klasser, og de klasser, der havde fulgt med i sladderen, der havde set regnbuen. Det ændrede sig på min sidste arbejdsdag.

Lidt paf får jeg sagt: »Ja, men nu skal vi i gang med at lave opgaver«. Det blev dog næsten umuligt. Eleverne overdyngede mig med hadefulde spørgsmål og kommentarer som: »Hvordan har du fået den sygdom?«, »ad, du er klam« og »du er en ulækker vikar«.

Jeg forsøgte gentagne gange at fortælle eleverne, at sådan taler man ikke til en voksen og forsøgte stålsat at afvige fra emnet. Jeg ville jo bare gerne have en god sidste dag og lære nogle børn nogle regnestykker. Det mest sårende øjeblik var, da jeg skulle hen at hjælpe en elev med en af opgaverne, men slet ikke fik ro til at hjælpe hende, fordi hendes sidemakker, Anna, var så bange for, at jeg skulle røre hende. Hun var oprigtigt skræmt over min seksualitet og sagde: »Hold dig væk, klamme«.

Under hele lektionen tænkte jeg konstant: sikke nogle møgunger. Men inden jeg nåede at vende situationen i hovedet, skulle jeg ned i sfo’en. Her hev og trak både pigerne og drengene i mig, for at vi kunne bruge tid sammen. Dagen endte derfor heldigvis godt.

Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at børn er ikke onde. Børns indstilling til minoriteter er ikke givet ved fødslen, men hvis de hører, der bliver sagt noget møg om homoseksuelle eller andre minoriteter, ja, så kan de blive nogle møgunger over for den respektive gruppe.

Næste gang jeg står i klasselokalet, har jeg derfor lovet mig selv, at jeg vil tage debatten og konfrontere eleverne med deres fordomme og uvidenhed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som kommende lærer er jeg blevet mit ansvar mere bevidst. Jeg vil være en bedre rollemodel nu, end jeg var før.

Men hvis vi skal ændre på statistikken, skal vi være flere om det.

Derfor skal vi tale pænere om hinanden!

Det starter alt sammen uden for klasserummet, og det gælder i medierne og i den politiske debat, men allervigtigst ved spisebordet derhjemme, hvor børnene sidder med.

Og så skal alle I, der gemmer en del af jer selv væk, når I møder ind på arbejde, huske, at for hver dag I ikke er 100 procent jer selv, så frarøver I andre muligheden for at have jer som rollemodel.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce