Jeg er bange. Specielt akavede samtaler og tanker om døden vækker en umenneskelig frygt i mig. Derudover har jeg en ganske almindelig frygt, frygten for fremmede.
De ligner mig ikke. De taler ikke ligesom mig. Deres verdenssyn er så fremmed, at jeg ikke forstår deres holdninger til sig selv, andre og verden. Det er en fremmedfrygt, som jeg har, og som jeg må vedkende mig. Når der på gaden bliver råbt op på et sprog, jeg ikke forstår, er min første tanke ikke: Nej, hvor eksotisk. Det må jeg undersøge nærmere. Men nærmere: Hvorfor spreder der sig et ubehag i min krop?
