»Børn under to år bør ikke passes af andre end deres forældre«. Så enkel lyder opskriften på et godt børneliv fra tidl. overlæge, børnepsykiater Gideon Zlotnik. Ifølge ham peger en del forskning på, at – alt andet lige – jo længere tid børn er sammen med deres forældre, når de er små, jo bedre er det for deres udvikling. Hvorfor to år? »Når jeg siger to år, så skyldes det, at deres motorik er bedre, når de er to år gamle. De føler sig fysisk mere selvstændige, men endnu vigtigere, så er sproget mere udviklet. Barnet kan simpelthen bedre klare at komme ud i den store verden, når det er fyldt to år. Når forældre – ofte med dårlig samvittighed – afleverer deres spædbarn, så stritter det mod al psykologisk tankegang om, hvad børn har brug for. Dertil kommer, at forholdene på daginstitutionerne har ændret sig de senere år, sådan at de er mindre egnede i dag til at tage imod de helt små end før«. Hvad mener du?
»Det er ikke, fordi børnene dør af at komme i vuggestue eller bliver kriminelle eller retarderede, men man skal bare se på, hvilke typer personer de her børn udvikler sig til, når de har tilbragt det meste af dagen i vuggestue blandt voksne, som er stressede, og i et miljø, som er udsultet. Børnene bliver usikre på de voksne, de har svært ved at stole på voksne, de er bange for at blive svigtet. De oplever usikkerhed omkring, hvad de selv betyder for de voksne. Det kan munde ud i, at disse børn – særligt umodne drenge – kan blive mere aggressive, urolige, udadvendte, ukoncentrerede og søgende«.Siger du, at mange af de urolige drenge, vi ser i dag, ser vi, fordi de har været i institution tidligt? »Ja. Man er jo nødt til at spørge sig selv om, hvorfor vi har så mange urolige børn, når de kommer i skole. Og hvorfor så mange skal have medicin. Jeg mener, at man ikke kun skal søge kilden i skolen – ofte forværrer den det bare – men man skal søge forklaringen i de første leveår, hvor børn lever i en stressfuld verden hjemme og ude. Jeg plejer at sige, at stress smitter. Man skal ikke være hjernekirurg for at forstå, at det går ud over børnene«. Dvs. deres opførsel handler ikke nødvendigvis om, at det er, fordi de er helt små, når de kommer i vuggestue? »Den måde at leve på, reagere på, have kontakt på og få tilgang til det sociale liv på bliver integreret i de små børn, fra de er helt små og kommer i vuggestue. De vokser op i en kultur, hvor det hele skal gå hurtigt. Hvor alle løber, de voksne omkring dem skifter konstant, og der er masser af støj og ikke tid nok«. Hvad sker der med børnene? »Jeg siger ikke, at de bliver syge af det. Men der udvikles en type unge, som vi brokker os over, når de bliver ældre. Vi kan ikke styre dem. De vil ikke sidde stille. De vil ikke uddanne sig. De bliver aggressive. De bliver umættelige. Man er nødt til at spørge sig selv som samfund: ’Hvad er det for nogle mennesker, vi vil have?’«.
