Fagbevægelsen dømmes ofte død og borte: Der er ikke længere brug for og plads til kollektive og faglige fællesskaber. Dommedagsprofetierne får ofte næring fra ’individualiseringsteorier’, fremført af bl.a. den tyske sociolog Ulrich Beck. Han ser lønmodtagernes individualisering som et ufravigeligt grundvilkår, især for de unge.

Fagforeninger ses som antikverede fortidsklenodier, der bliver overflødiggjort på et senmoderne samfunds arbejdsmarked. Alle skal skrive sin egen biografi, som han udtrykker det. Alene og om sig selv. Tankegangen passer bekvemt ind i herskende neoliberale teorier om nytte, egoisme og ’knappe ressourcer’.