Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skal besværlige børn æde jern og skide kæder for at undgå en diagnose?

Stadig færre omsorgssvigtede børn bryder med deres negative sociale arv. I stedet stikker vi dem en diagnose. Der er grund til at tænke om i systemet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg blev bare ved med at bokse, selv om det gjorde ondt. Når det blev rigtig slemt, gik jeg ud på toilettet og græd, men så kom jeg altid tilbage i ringen. De andre knækkede sammen i ringen eller gav op«.

Dennis voksede op i en indvandrerghetto med en mor, der døde af overdosis. Som ung forestillede han sig ikke, at han ville nå at blive de 26 år, han i dag er. Han tog fejl. Ikke bare overlevede han. For tre år siden blev han udtaget til OL i boksning.

Han er en af de ti sociale læderhalse, som medvirker i bogen ’Underdanmarks Jægersoldater’. De var alle sammen børn, der havde alle odds imod sig, men alligevel nåede toppen på hver sin måde.

Nogle kalder dem supermønsterbrydere. Jeg kalder dem Underdanmarks jægersoldater. Fordi de ufrivilligt blev trænede som børn i at overleve på den sociale slagmark, deres hjem var. De lærte at aflæse terrænet, spotte farer, finde udveje, undvige og overleve ved at lyve, kamuflere sig, stjæle og frem for alt ikke at stole på nogen. De lærte at tåle smerte, afsavn, sult og sorg. Det er børn, der æder jern og skider kæder, for at bruge et soldaterudtryk.

Netop fordi de blev skolet i overlevelse og havde nogle - i voksenterminologi - usympatiske træk, mødte de fleste af dem modstand i skolen fra voksne, der ikke så barnet, som forsøgte at overleve dag for dag, men et forstyrrende element. Den oplevelse gælder, uanset om de i dag er i tyverne eller tresserne. De larmede, løj, udfordrede, sneg sig, stjal, tog for sig og var usoignerede. De udfordrede utilsigtet Normaldanmarks værdier og normer og endte ofte med at kæmpe på to fronter samtidig. Hvor kunne deres liv have været lettere, hvis de var blevet set for de jægersoldater, de er.

Men de små jægersoldater skal nok klare sig, uanset hvad. Værre er det med de besværlige børn, der ikke går helt så langt på literen, som ikke bare æder jern og skider kæder. De børn, der lader sig knække af velmenende voksne, der truer eller skammer børnene til at lære at indordne sig og forlade deres overlevelsesstrategi. Eller voksne, der sygeliggør børnene med velmenende diagnoser, som forklarer den afvigende adfærd, men samtidig slukker deres drømme.

For det sker jo. I de seneste mange år har vi set færre børn og unge, der bryder med den negative sociale arv, mens stadig flere bliver diagnosticerede og indsluset i et behandlingssystem, hvor ambitionerne nedjusteres, både hos børnene og dem omkring dem.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg selv ville have fået en stribe diagnoser, hvis jeg havde været ung i dag

Hvad skete der? Hvorfor er vi gået fra at møde alvorligt omsorgssvigtede børn, der handler sundt på et sygt miljø, til at diagnosticere de selvsamme børn med borderline, spiseforstyrrelser og lignende? Der er noget her, vi skal tænke om.

Jeg siger ikke, de voksne skal motivere børnene til at lyve og stjæle og bryde løfter. Men de skal forstå, hvorfor børn opvokset i farlige børnemiljøer med fulde og voldelige forældre bruger livsstrategier, der kan tage sig usympatiske ud. De bliver nødt til at anerkende børnene for at have været dygtige til at passe på sig selv. Og modige. For det kræver mod at sætte sig op mod systemets voksne.

Kan vi som voksne lære at elske – eller i det mindste forstå – også de besværlige børn og guide dem frem for bekæmpe dem, så har alle udsatte børn en chance.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg selv ville have fået en stribe diagnoser, hvis jeg havde været ung i dag. Formentlig ville jeg både være blevet medicineret, behandlet og undtaget alle de normalkrav til uddannelse og livsmål, som gælder almindelige børn. Heldigvis var den slags ikke udbredt, da jeg var ung. Tværtimod kom jeg på et behandlingshjem, Hylleholt, med en forstander, der netop favnede den adfærd, som jeg kom med, og med pædagoger, der forklarede mig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. I stedet for at afrette mig. Men som havde tårnhøje ambitioner for mig på mine vegne.

Ellers havde jeg ikke været her i dag.

Se, det virkede. Mange af de unge blev bløde og medgørlige, for pludselig blev vi forstået for vores grimme og mørke sider; dem, der sikrede os overlevelse. Og så, fordi vi blev forstået, begyndte vi at konvertere dem til egenskaber, der var en styrke.

Der er noget her, vi skal tænke om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden