Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi må selv tage affære og hjælpe flygtninge

Vi håber, at danskerne, der engang hjalp jøder på flugt over et vand, stadig føler forpligtelsen til at hjælpe helt almindelige mennesker i ualmindelig nød.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi var på efterårsferie på den græske ø Lesbos og sad på havnen i Molyvos, som Spies med rette kalder malerisk, og havde lige skænket øl i glasset, da råbet lød: »Der kommer en båd!«.

Kort efter traskede en flok dryppende våde syriske flygtninge forbi restaurantbordene. Børnefamilier, unge fyre, ældre vejrbidte mænd. Udmattede og mærkede af flugten, der det sidste stræk var foregået i en overfyldt, synkefærdig gummibåd, indtil de var så heldige at blive samlet op af kystvagten.

Andre var mindre heldige. De var faldet over bord og var blevet trukket ned af deres tunge rygsække, og nogle af børnene var simpelthen druknet i den bordfyldte båd. Nogle var blevet kvæstet, da de var sejlet ret ind i kystvagtskibet, fordi de aldrig havde prøvet at styre en båd før. Men de her havde overlevet, og ikke så få af dem smilede og svarede forsigtigt »Hello«, når vi råbte »Welcome!«.

Hvis politikerne ikke kan, må vi selv tage affære

Var der andet at gøre end at stille ølglasset og springe op og hjælpe dem med tørt tøj, en flaske vand og en mellemmad? En hjælp, som ejeren af restauranten The Captain’s Table, australieren Melinda McRostie, har forsøgt at sætte i system, men som hun har hårdt brug for flere frivillige til.

Det skulle da lige være at skrive det her i en dansk avis. I det håb, at danskerne, der engang hjalp jøder på flugt over et vand, stadig føler forpligtelsen til at hjælpe helt almindelige mennesker i ualmindelig nød.

For selvom nogle få FN- og nødhjælpsorganisationer er til stede på Lesbos, er hjælpen komplet utilstrækkelig. På kysten er modtagelsen overladt til frivillige. Opsamlingslejren er stort set en landevej, hvor folk ligger og sover op ad autoværnet. Kystvagten og politiet arbejder professionelt og samvittighedsfuldt, men myndighederne er så overbebyrdede og flygtningene så stressede, at der let opstår panik og tumult i de lange køer. I arrestbygningen ser man små ansigter bag tremmerne. Det er de børn, der er kommet alene, og som man kun har fængselscellerne at tilbyde.

Vi er klar over, at det med fred i Syrien, flygtninge og migration er komplekse spørgsmål, der kræver politiske beslutninger på mindst EU-niveau. Hestehandlen med Tyrkiet om at begrænse tilstrømningen mod en lempelse af tyrkernes visumpligt til EU vil i bedste fald redde nogle fra at drukne, men givetvis forstærke myndighedernes brutale fremfærd på den tyrkiske side af farvandet.

Og det kan godt være, at forholdene på Lesbos er den græske regerings ansvar, og at de burde bede EU og FN’s Flygtningehøjkommissariat om mere hjælp, men lige nu er situationen desperat. Hvis politikerne ikke kan, må vi selv tage affære, og sommetider er svaret på selv komplekse spørgsmål meget enkle.

Da det blev aften og mørkt på havnen i Molyvos, fordi gadelygten var gået ud, blev flygtningene stadig ved med at komme ind. En lille dreng var helt gennemblødt. Han græd, for han var bange, og han frøs, og hans mor var tydeligvis så traumatiseret, at hun ikke magtede at tage det våde tøj af ham. Det var meget enkelt, hvad der var at gøre. Og det kunne ikke vente, til nogen havde taget en beslutning et andet sted langt herfra. Hvorvidt den lille dreng var vores næste eller ej, forekom meget akademisk.

Vi trak en ledning fra The Captain’s Table og fik hængt nogle lamper op, så der igen kom lidt lys over havnen. En eller anden nævnte problemet med den manglende fælleseuropæiske solidaritet. Han pegede ud på molen, hvor en ny lille flok våde flygtninge kravlede i land. »Europa begynder lige dér«, sagde han.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden