Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mine venner er blevet 'like'-narkomaner

Folk overskrider alle grænser på de sociale medier.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er efterhånden snart fem år siden jeg oprettede en facebookprofil.

Presset fra vennerne var taget til, så med et uskyldigt klik måtte jeg se, hvad det egentligt var. Man får jo det indtryk, at man slet ikke kan forestille sig en verden uden de sociale medier.

For et år siden oprettede jeg også en instagramkonto, og jeg må i dag blankt konstatere: Jeg har fået nok! Nok af alle de fine restaurantbesøg, nok af de lækre sandstrande, nok af piger i fristende bikinier. Og mest af alt: Nok af de sociale medier.

Instagram er ligesom Facebook. Et medie, hvor folk deler fotos fra deres liv og dagligdag. Derfra følger man sine venner, slægtninge og bekendte. Deres billeder dukker op på din startside. Der kan du ’poste’ dine egne billeder, som folk kan kommentere eller ’like’.

Det lyder alt sammen fantastisk, men der er desværre en hage ved det: Du risikerer at blive stemplet. Forleden i en udsendelse hørte man blandt andet nogle storbypiger udtale, at det er pinligt og taberagtigt, hvis man ikke får minimum 200 ’likes’ eller kommentarer.

Der er pudsigt nok opstået en konkurrencekultur blandt unge, om hvem der har flest 'likes'

Den ene af disse piger opfordrede til at slette billedet omgående, hvis man får mindre. Så man bliver sat under et gevaldigt pres. Antallet af de andres ’likes’ afgør, om dit billede er godt eller dårligt. Et medie, der i sin natur bærer forventningen om, at andre skal bedømme ens liv, er i sig selv ret ucharmerende.

Da jeg oprettede denne instagramkonto var det med fuld selvtillid. Nu var jeg begyndt at følge mine omtrent 500 instagramfølgere.

Det anslås, at hver bruger uploader mindst ét billede hver anden dag. Altså måtte jeg scrolle mig igennem 250 sommerbilleder, standpunktskarakter, pools, caffelatte og naturligvis en masse selfies med eksotiske baggrunde.

Det lyder da fantastisk med så positive billeder, ikke?

Disse billeder er taget med et bestemt formål: at imponere. Det lykkes på sin vis også. Uafbrudt sidder jeg med den der wauw-følelse. Men jeg har også en ambivalent holdning, for på den ene side er de jo overdådige, men på den anden side er jeg så sandelig også grøn af misundelse.

Sagen er, at disse medier har korrumperet vores i forvejen ringe jordforbindelse i hinandens selskab

Men jeg bliver også bange. Bange for det, det gør ved folk. Venner og slægtninge vil gå meget langt bare for et ekstra ’like’. Folk, jeg troede, jeg kendte ganske godt, forvandler sig til narkomaner af denne ’like’-funktion. Man overskrider alle grænser for det ’like’.

Jeg kan berette om, hvordan det er, for jeg er der selv. Når jeg sidder og snakker i andres selskab, så tager jeg lige mobilen op af lommen, tjekker diverse beskeder og sociale medier, mens jeg fraværende svarer ja, nå, okay og lidt mere ja til det, de siger.

Alligevel tager jeg et billede og uploader med teksten ’Hygger med de bedste’. Så kan alle se, hvor spændende og skelsættende mit dynamiske liv er.

Sagen er, at disse medier har korrumperet vores i forvejen ringe jordforbindelse i hinandens selskab. Det har resulteret i en distræthed over for vores omgivelser. Der er folk, der bliver helt umulige at kommunikere med, fordi de hele tiden er på vagt.

Instagram, Snapchat og vigtigst af alt Facebook bliver tjekket igen og igen, når man endnu en gang hiver smartphonen op af lommen. Der var jo trods alt gået tre minutter siden sidst, ikke? Tænk, hvis jeg missede noget. Så er spørgsmålet: Hvorfor sletter jeg ikke bare min profil?

Det spørgsmål har jeg stilet mig selv i årevis. Stadig uden svar.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden