Homofobi i sportens verden er et problem, som hverken kan eller skal ties ihjel. Vi skal have gjort en indsats for at ændre den jargon og den adfærd, der er medvirkende til, at idrætten for mange fremstår som homofobisk. Kilde: politiken.tv/ tilrettelæggelse: Johannes Skov Andersen, producer: Henrik Haupt, klip: Mathias Fjeldborg

Debat

Det skal være slut med at råbe 'bøsserøv' i sportens verden

Homofobi i sportens verden er et problem, som hverken kan eller skal ties ihjel.

Debat

De fleste sportsinteresserede vil huske, at der blev råbt ’bøsserøv!’ i en håndboldkamp mellem Team Tvis Holstebro og Skjern Håndbold i begyndelsen af sommeren. Det var Team Tvis Holstebros træner, Klavs Bruun Jørgensen, der råbte dette som skældsord efter Daniel Svensson fra Skjern, da han ifølge Bruun Jørgensen grinede på vej ud af banen efter at have fået et rødt kort for en tackling.

Ulrik Wilbek, sportschef for Dansk Håndbold Forbund, var prompte ude og markere, at dette var uacceptabel sprogbrug, og Klavs Bruun Jørgensen var hurtig til at lægge sig fladt ned og beklage. Så vidt så godt. Men som Klavs Bruun Jørgensen korrekt konstaterede, så er det jo ikke første gang, der er blevet råbt bøsserøv som skældsord i en håndboldkamp.

Dette nøgterne udsagnbekræftes af en international undersøgelse af homofobi i idrættens verden, der udkom for nogle måneder siden. Undersøgelsen hedder ’Out on the Fields’.

Her konstateres det, at det er helt almindeligt at bruge hånende betegnelser for bøsser og lesbiske i idrættens verden. Over 80 procent af alle adspurgte heteroseksuelle idrætsudøvere, og endnu flere homoseksuelle, har personligt været vidne til denne nedsættende jargon i sportens verden.

Out on the Fields er den hidtil største undersøgelse af homofobi i idrætten. Den er gennemført med ca. 10.000 deltagere – blandede homo-, bi,- og heteroseksuelle og lavet på tværs af 6 vestlige lande. Danmark indgår ikke i undersøgelsen, men det gør til gengæld andre lande, som regnes for mindst lige så åbne og tolerante i forhold til homoseksuelle som Danmark. F.eks. deltager Canada, der bl.a. indførte ægteskab for homoseksuelle 7 år før Danmark.

Set fra et dansk perspektiv er det tankevækkende, at selvom et land som Canada ligger i toppen af undersøgelsens ’inclusion score’, så ser det ud til, at den generelle opfattelse af tolerance ikke slår igennem i forhold til de konkrete problemer for homoseksuelle i idrætten i Canada.

Mange udfordringer ser ud til at være stort set de samme som i f.eks. USA, der har undersøgelsens laveste score. Med alle mulige forbehold tager vi derfor udgangspunkt i, at Out on the Fields godt kan bruges til at belyse konkrete udfordringer med homofobi i idrætten – også i forhold til Danmark.

Af de godt 10.000, man har spurgt, mener kun 1 procent, at homo- og biseksuelle er fuldstændig accepterede i idrættens verden. Næsten halvdelen mener, at gruppen overhovedet ikke er accepteret. Med det i mente kan det nok ikke undre nogen, hvis homoseksuelle medlemmer af idrætsforeninger ofte foretrækker at holde deres seksualitet hemmelig. 81 procent af alle homoseksuelle mænd forbliver i skabet, når de går til idræt, konstaterer undersøgelsen. Homoseksuelle udgør på den måde en usynlig minoritet i idrætten.

Men usynlig er ikke det samme som ikkeeksisterende. Faktisk viser det sig, at homo- og biseksuelle deltager i alle idrætsgrene efter samme mønster som heteroseksuelle idrætsudøvere. I lande, hvor den mest populære holdsport er fodbold, er det også fodbold, som homo- og biseksuelle fortrinsvis spiller.

På ungdomsniveau er fodbold således samlet set den mest foretrukne holdsport for 40 procent af alle bøsser og 47 procent af alle biseksuelle unge mænd. Det vil sige, at hvis man spiller fodbold i en almindelig fodboldklub, vil det være sandsynligt, at man har en holdkammerat, der lukker skabsdøren en lille smule mere, hver gang en eller anden medspiller ureflekteret bruger ord som ’bøsserøv’ som skældsord.

Heldigvis har langt de fleste, der i sportens verden bruger ord om bøsser og lesbiske på en hånende måde, egentlig ikke en hånende hensigt i forhold til homoseksuelle.

Erfaringen viser, at hvis der spørges ind til, hvorfor man brugte denne jargon, er det svar, der stort set altid gives, at »jeg mente ikke noget med det, jeg har ikke noget imod bøsser, det er bare et ord«. Problemet er dog, at uanset hvad hensigten har været, så er virkningen den samme, nemlig at homo- og biseksuelle ikke føler sig velkomne i idrætten.

idrætten har vi en forpligtelse til at være åbne over for alle, men konsekvensen af denne jargon kan meget vel være, at unge homoseksuelle forlader idrætten og foreningslivet for måske ikke at vende tilbage. Et aktivt idræts- og foreningsliv har store fordele for individers fysiske, psykiske og sociale sundhed.

81 procent af alle homoseksuelle mænd forbliver i skabet, når de går til idræt, konstaterer undersøgelsen. Homoseksuelle udgør på den måde en usynlig minoritet i idrætten

Når statistikker i Danmark peger på, at homoseksuelle generelt set er mere udfordrede med sundhedsproblematikker og i større omfang oplever problemer med isolation, ensomhed og selvmordstanker, bør vi i idrætten reflektere over, hvilken rolle vi måske er med til at spille.

Selvom langt de fleste, der bruger håneord om bøsser og lesbiske i idrætten, giver udtryk for ikke at mene noget videre med det, og måske endda forholder sig helt åbent og respektfuldt over for homoseksuelle uden for banen, så kan en negativ sprogbrug desværre være med til at legitimere en negativ adfærd for andre.

Langt de fleste nøglepersoner og medlemmer i idrætsforeningerne er heldigvis ordentlige og anstændige mennesker, for hvem adfærd som mobning, trusler og fysisk vold ligger meget fjernt. Men hvis der ikke gribes ind over for hånende sprogbrug, kan enkelte individer føle, at det er legitimt, og måske endda føle sig tilskyndede til at tage hånen et skridt videre.

I undersøgelsen har 38 procent af homoseksuelle mænd og 18 procent af lesbiske personligt oplevet at blive chikaneret i idrætten. 27 procent af homoseksuelle mænd og 16 procent af lesbiske er blevet truet verbalt – og 19 procent af homoseksuelle mænd og 9 procent af lesbiske har oplevet fysisk vold på baggrund af deres seksualitet.

Hvis disse tal tegner et billede, der blot tilnærmelsesvis kan overføres til Danmark, bør vi grundigt overveje, hvordan vi kan ændre en kultur, der ser ud til at kunne føre til decideret chikane og vold.

Som idrætsforeninger kan vi gøre meget for at ændre en negativ kultur på området. Først og fremmest ved at påtale det, når vi hører nogen bruge nedsættende eller hånende ord om homoseksuelle i idrætten. Den anbefaling, vi vil give her, lyder, at man som træner eller foreningsleder bør påtale det, når det sker eller umiddelbart efter. Og at man gør det i alles nærvær.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At vi taler ordentligt til hinanden, og at vi skaber en foreningskultur, hvor alle føler sig velkomne, er et anliggende, som alle bør være en del af. Det er ikke en ’kammeratlig samtale’, man tager med den der har råbt ’bøsserøv’ i et lukket rum bagefter, for så vil alle andre, der ikke har været en del af snakken, stå tilbage med et indtryk af, at det er i orden at bruge hånende betegnelser for bøsser og lesbiske, når vi går til idræt.

En tredjedel af alle unge homoseksuelle mænd siger, at de ikke tør stå frem, fordi de frygter for diskrimination fra ledere og trænere i idrætten. Hvis trænere og ledere konsekvent påtaler hånende sprogbrug, vil homoseksuelle vide, at man regnes for en del af idrætsfællesskabet på lige fod med alle andre, og at man ikke skal frygte for diskrimination fra træneres eller lederes side.

Mange foreninger har en klar holdning til, at diskrimination på baggrund af hudfarve eller religion ikke er i orden. Det samme bør gøre sig gældende for diskrimination på baggrund af seksualitet. Man kan sagtens som forening have en uudtalt holdning til at alle er velkomne i foreningen, men det kan være nyttigt at sætte ord på denne holdning udadtil.

Hvis det står på foreningens hjemmeside, eller endnu bedre, hvis en træner eller leder ved sæsonopstart har sagt noget i retning af at »her i klubben er alle velkomne, og det er uanset om man er sort eller hvid, om man er homo eller hetero«, så har man fra foreningens side sendt et klart signal til alle medlemmer om, hvordan man bør opføre sig på og uden for banen i forhold til bl.a. homoseksuelle.

Vi skal have gjort en indsats for at ændre den jargon og den adfærd, der er medvirkende til, at idrætten for mange fremstår som homofobisk. Alle skal have lige muligheder for at opleve glæden ved at gå til idræt, og alle skal føle sig velkomne i idrætten

Et par interessante eksempler fra udlandet på idrætsklubber, der på eget initiativ har valg at gøre noget for at forbedre forholdene for homoseksuelle, er FC Barcelona og Kiruna Ishockeyförening. Barça har for et par måneder siden underskrevet et manifest, hvor fodboldklubben forpligter sig selv til at fremme diversitet samt tiltag og budskaber, der øger respekten for homo- og biseksuelle i idrætten. Og i den nordsvenske mineby Kiruna er Kiruna Ishockeyförening gået langt mere konkret til biddet, så alle nu spiller i regnbuefarvet klubtøj, alle skal have viden om seksuelle minoriteter i idrætten, og der er indført nultolerance over for nedsættende sprogbrug om homoseksuelle.

Homoseksuelle har også selv mulighed for at være med til at sætte dagsordenen og ændre idrætskulturen.

I Danmark er der ganske få homoseksuelle eliteidrætsudøvere, der har valgt at være åbne om deres seksualitet. Desværre. For selvom det naturligvis er en personlig vurdering og 100 procent et personligt valg, om man kan og vil stå frem, så har det, at der er forbilleder en stor effekt på unge homoseksuelle idrætsudøvere. Når der er tydelige forbilleder, er det tilsyneladende lettere selv at været åben om sin egen seksualitet.

Men i følge en række hjemlige eliteidrætsudøvere er der især på mandesiden fortsat et kæmpetabu med homoseksualitet i topsporten i Danmark. BT sporten beskrev det for nyligt som »det sidste tabu i dansk topidræt«. Fra et internationalt perspektiv ser det ud som om der er flere og flere der springer ud mens de er aktive eliteidrætsudøvere. I følge Outsports.com er der i den angloamerikanske verden i løbet af de sidste år 73 eliteidrætsudøvere, der er sprunget ud. I Danmark er det tilsvarende tal 0.

Selvom man altså skal lede længe for at finde åbne homoseksuelle eliteidrætsudøvere i Danmark, har det i høj grad også en positiv effekt, at helt almindelige homoseksuelle medlemmer af idrætsforeninger tør være åbne om hvem de er, når de går til idræt lokalt. Ved at være ’ude af skabet’ er denne gruppe både med til at ændre klubjargonen og at skabe en fornemmelse hos andre homoseksuelle af, at her er man accepteret som dem, man er.

På trods af at det for en del homoseksuelle kræver stort mod at springe ud over for sine holdkammerater, så fortæller mange, at når de først har taget skridtet og lagt kortene på bordet, bliver de taget rigtig godt imod i idrætsforeningen. Og de fortæller også, at man som homoseksuel som regel oplever en lettelse, fordi det fjerner en barriere i forhold til holdkammeraterne. Man kan være sig selv både på banen og i tredje halvleg.

Det bør ikke kræve stort mod at stå frem som homoseksuel og at turde være sig selv i sin idræt. I idrættens organisationer har der igennem en årrække været et voksende fokus på inklusion og mangfoldighed i forhold til idrætsudøvere af anden etnisk baggrund og i forhold til socialt udsatte. Men indtil videre har problemstillingerne knyttet til seksualitet ikke i særlig grad været i idrætsorganisationernes fokus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I andre lande har man arbejdet med dette felt i adskillige år – f.eks. i Norge hvor Norges Idrætsforbund har taget teten med hensyn til at skabe en kulturændring i idrætten i Norge. Meget tyder nemlig på, at en kulturændring på dette område ikke alene kan komme fra foreningerne og fra de homoseksuelle selv. Idrættens organisationer er også nødt til at forholde sig aktivt til området, formulere en klar holdning til homofobi i idrætten og bakke den op med konkrete initiativer.

I Danmark bør vi også tage den udfordring op i idrættens organisationer. Både den tidligere kulturminister Marianne Jelved og den nuværende Bertel Haarder har opfordret til at der bliver fundet løsninger på de problemer, der er på området. I Pan Idræt, som er en idrætsforening mest med bøsser og lesbiske som medlemmer, håber vi at alle relevante parter har lyst til at tage fat på de åbenlyse udfordringer der er. Pan Idræt har taget kontakt til DGI’s hovedbestyrelse for at høre om interessen for at løfte dette område videre og for at bidrage med viden og kontakter, der kan belyse problemstillingen.

Og i DGI vil vi tydeliggøre vores strategi for inklusion, så det klart fremgår, at der er lige ret til idræt uanset race, hudfarve, religion, køn, seksualitet, nationalitet, handikap og alder. DGI har en forpligtelse til at gå forrest i udbredelsen af mangfoldighedsbegrebet. Især ledere, trænere og instruktører skal være med til at sikre, at alle er velkomne i idrætten.

Vi skal have gjort en indsats for at ændre den jargon og den adfærd, der er medvirkende til, at idrætten for mange fremstår som homofobisk. Alle skal have lige muligheder for at opleve glæden ved at gå til idræt, og alle skal føle sig velkomne i idrætten.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce