Hukommelsen er muligvis svækket. Men jeg kan ikke mindes en anden tid, hvor vi på grund af uenighed om politiske beslutninger og tilværelsens skræmmebilleder har givet kynismen, hadet og angsten så meget plads i debatten. Det er blevet nemt at slippe holdningerne løs uden at påtage sig et ansvar.

Det rabler i en sådan grad, at fristelsen til at opgive eller bare at gå i seng med tilbagevirkende kraft nærmer sig det uimodståelige. Og tonen? Jeg falder selv i den gryde, der vist ikke fandtes, da jeg var barn. Jeg kommer til at råbe højt. Det kan jeg så forsøge at undskylde på forhånd med lidt mere inderlighed end den, der lå i Tony Blairs nyligt udtrykte anger over Irak-krigen.