Da jeg startede på teknisk skole i 1998, kunne flertallet i min klasse skrive og regne. Vi havde madpakke med. Vi kom til tiden, opførte os ordentligt og meldte os ind i fagforeningen. Mange af os havde aktivt fravalgt gymnasiet. Vi ville nemlig noget andet – vi ville ud på stilladserne og være murersvende. Den drøm prægede undervisningen både i klasseværelset og ude på skolens værksteder.
Vi havde også klassekammerater, der kom med digitale fodlænker fra fængslet. Andre var usoignerede, havde ikke sovet om natten og skulle konstant låne 20 kroner til en fransk hotdog på tanken. De fleste af disse ’svage unge’ er i dag selvforsørgende. Det lykkedes at få dem gennem uddannelsen, fordi de udgjorde et markant mindretal på skolen. Vi andre havde simpelthen overskud til at hjælpe dem i dagligdagen. Vi ringede til dem, hvis ikke de var mødt. Vi tog dem under vingerne i praktiklokalet, og vi accepterede lidt støj, hash og slagsmål på skolen. Alt dette kan et solidt flertal af ressourcestærke unge sagtens håndtere.
