Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det offentlige har gift på hænderne

Er det i orden, at indiske mænd står med de bare næver i giftige syrebade for at lave arbejdstøj til offentligt ansatte i Danmark?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har fulgt det blå kromholdige spildevand ind i det indiske garverikvarter, hvor der produceres læder til brug i offentlig dansk arbejdsbeklædning. Mænd i grumsede og giftige syrebade bearbejder læderhuder med de bare næver. Andre steder i verden brydes granitten til danske pladser og fortove uden sikkerhedsudstyr. For nu blot at nævne et par eksempler.

Mange af de produkter, som det offentlige i Danmark køber, kommer fra udviklingslande, hvor vi ved, at respekten for menneskerettigheder langtfra nyder samme anerkendelse som herhjemme. Det kunne vi benytte de offentlige indkøb til at forandre.

Desværre er den slags slet ikke tænkt ind i den nye udbudslov, der netop nu behandles i Folketinget, og som fremover skal regulere, hvordan det offentlige køber ind.

Udbudsloven, der blev fremsat 7. oktober, er blevet mødt med utilfredshed fra ngo’er i Danmark. Blandt andet fordi FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, som Danmark har forpligtet sig til at implementere, slet ikke er nævnt i loven.

Rådet for Samfundsansvar, regeringens rådgivende organ, har flere gange understreget, at Danmark bør tage et samfundsansvar gennem offentlige indkøb. Alligevel vurderes virksomheders arbejde med menneskerettighederne ikke forud for kontraktindgåelse med det offentlige.

LÆS DEBAT

Ligesom det heller ikke er nævnt, at det offentlige kan indklages for Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, hvis det kommer frem, at der sker krænkelser af menneskerettighederne i leverandørkæden til det offentlige.

I det hele taget er det underligt, at den gældende udviklingspolitiske strategi om, at »fattigdom skal bekæmpes med menneskerettigheder og økonomisk vækst«, ikke afspejles i den nye udbudslov eller indgår som en naturlig del af den offentlige indkøbspraksis, når vi køber varer, der er produceret i udviklingslandene.

Den 24. april 2013 styrtede den otteetagers Rana-Plaza-bygning sammen i Savar, Bangladesh, og dræbte 1.138 mennesker. Dårlige byggematerialer, tre ulovlige etager og en sumpet grund gjorde bygningen til en tikkende bombe. Alle, der påstår, at Rana Plaza var et wakeupcall for tekstilindustrien, har sovet i timen. For Rana Plaza-katastrofen var blot én (om end den største) i rækken af flere brand- og bygningskatastrofer, hvor syersker er omkommet. Rana Plaza var med andre ord ikke en ulykke – det var en konsekvens af den måde, vi accepterer, at den globale tekstilindustri fungerer på. En accept, der også er udbredt i den måde, det offentlige køber tøj og andre risikoprodukter på i dag.

Den 24. april 2013 styrtede den otteetagers Rana-Plaza-bygning sammen i Savar, Bangladesh, og dræbte 1.138 mennesker

»Hvis alle virksomheder havde styr på deres underleverandører, ville der ikke være danske virksomheder involveret steder, hvor der er så store problemer« . Sådan lød det fra daværende handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), da det viste sig, at danske tøjvirksomheder havde fået syet tøj i Rana Plaza-bygning.

Men man glemte noget.

Det offentlige køber nemlig selv tøj, eksempelvis til hospitalsansatte, hjemmepleje og politi. Og mens det for den enkelte (privat)forbruger kan føles som en dråbe i havet at købe etisk ind, så kan det samme næppe siges om de offentlige indkøb for knap 300 milliarder kroner årligt. Så hvordan sikrer det offentlige, at man kun køber fra virksomheder, der har styr på leverandørkæden? Det korte svar er: Det gør vi ikke.

I dag skal virksomheder, der indgår kontrakt med det offentlige, skrive under på, at de respekterer menneske- og arbejdstagerrettigheder og for eksempel ikke benytter børnearbejde. En praksis, der bedst kan betegnes som juridisk rygdækning, hvis offentlige myndigheder ikke følger op på, om det nu også forholder sig sådan.

Når pris samtidig er det kriterium, der vægtes højest, når der skal vælges leverandører til det offentlige, ja, så kan vi – i hvert fald ved køb af risikoprodukter som elektronik, arbejdstøj og træ – forvente, at der sker krænkelser af menneskerettighederne i leverandørkæden.

Den manglende opfølgning betyder altså, at virksomheder, der arbejder aktivt med at sikre ordentlige arbejdsforhold i leverandørkæden, ikke bliver anerkendt for det og dermed stilles dårligere i konkurrencen om de offentlige ordrer.

Når de offentlige indkøbere i Danmark beroligende kan fortælle, at forholdene er i orden, er det næppe, fordi der ikke finder nogen menneskerettighedskrænkelser sted i leverandørkæden til det offentlige, men blot fordi man ikke får det at vide.

De offentlige indkøbere i Danmark er ikke ligeglade. De mangler ekspertise, redskaber og ikke mindst politisk opbakning til at imødegå de menneskerettigheds- og arbejdsmiljøudfordringer, der er forbundet med indkøb.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ofte ved den enkelte kommune eller region (og staten) ikke selv, på hvilke fabrikker deres produkter bliver produceret. Somme tider ved de ikke en gang i hvilket land.

Det offentlige har brug for hjælp fra ngo’er og medier til at kaste lys over, hvad der foregår i deres leverandørkæder. Men i dag er de offentlige leverandørlister lukkede, og den nye udbudslov fastholder linjen med at begrænse offentlighedens indsigt i, af hvem og hvordan der købes ind for skatteborgernes penge.

I 2007 dokumenterede det undersøgende medie Swedwatch, at sakse og kitler til det svenske hospitalsvæsen blev fremstillet i Pakistan og Indien, og at børnearbejde, ekstremt lave lønninger og tvungen overarbejde var udbredt. I rapporten ’Vita rockar och vassa saxar’ var konklusionen klar: »I øjeblikket risikerer arbejdere i Pakistan og Indien at blive syge, mens de fremstiller kirurgiske instrumenter og kitler, der skal gøre os raske«.

Ofte ved den enkelte kommune eller region (og staten) ikke selv, på hvilke fabrikker deres produkter bliver produceret. Somme tider ved de ikke en gang i hvilket land

Siden har man i Sverige og Norge etableret en form for rejsehold, der besøger fabrikker og producentlande, og der foretages stikprøvekontrol på offentlige kontrakter. I Norge har politisk opbakning og vilje betydet, at man i samarbejde med leverandøren aktivt arbejder på at skabe bedre forhold for de ansatte, som syr hospitalskitler til det norske sundhedsvæsen.

I Københavns Kommune har en underskrift på ordentlige løn- og arbejdsvilkår heller ikke vist sig tilstrækkelig.

»Vi er også nødt til at sige, at vi ikke bare kan blive ved med at basere kontraktindgåelser på tillid. Vi er nødt til at følge systematisk op på, at de bilag, man underskriver, bliver overholdt«, lød det fra Københavns overborgmester Frank Jensen, da det i starten af 2013 blev dokumenteret, at der fandt social dumping sted på de kommunale byggepladser. Siden har man i Københavns Kommune oprettet en enhed, der skal kontrollere, at forholdene på kommunens byggerier lever op til de krav, man stiller til arbejdsforhold. Men hvad angår produkter, der produceres uden for Danmark, har det offentlige (i Danmark) fortsat ingen praksis for at følge op. Og det kan altså ikke være, fordi tilliden til, at kravene overholdes i lande som Bangladesh, er større.

LÆS MERE

Med indkøb for 300 milliarder om året kunne Danmark gøre så meget. Vi kunne bidrage til fattigdomsbekæmpelse ved at kræve, at der udbetales leveløn til de ansatte i produktionen. Vi kunne bruge offentlige indkøb til at fremme demokrati ved kun at handle med virksomheder, der aktivt bakker op om faglig organisering i leverandørkæden – værdier og målsætninger, vi allerede arbejder for gennem vores udviklingspolitik.

Men i dag udgør de offentlige indkøb et overset instrument til at skabe en bæredygtig udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med den ene hånd forsøger vi gennem udviklingsbistanden at fremme fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder – med den anden hånd efterspørger det offentlige billige produkter uden blik for produktionsforhold.

Det er ikke bare dumt. Det er også dobbeltmoralsk.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden