Mønsteret er i virkeligheden urgammelt: I starten af 1960’erne betragtede de amerikanske elektronikmastodonter overbærende det aparte påhit fra den japanske opkomling, da Sony introducerede et fjernsyn, man dels kunne flytte rundt på, dels havde råd til at betale. Herregud: Som om dét på nogen måde skulle kunne true deres indtjening; enhver vidste jo, at TV-sening var et luksustilbud til de rige.
Skal vi blot stille og roligt konstatere: Den, der ler sidst – ler bedst. Helt på samme måde i øvrigt, som da Kodak overbevist om egen uovervindelighed forsømte at tage den digitale udvikling alvorligt. Eller da musikbranchen mente, at downloads var en døgnflue. Eller da de gamle flyselskaber ikke fandt anledning til at ændre på noget som helst, blot fordi nogle opkomlinge begyndte at flyve til den halve pris – enhver kunne jo sige sig selv, at passagererne var villige til at betale flere tusinde kroner for ’ekstra service’.
