Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Mette Dreyer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi burde alle prøve at arbejde i en vuggestue

Det er bekvemt at fortælle sig selv, at børnene lever det gode liv i institutionen. Det gør de ikke!

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidste år var jeg uden nogen tilstrækkelig opsparing og måtte derfor spare op i nogle måneder for at få råd til at komme til New York.

Som en del andre jævnaldrende endte jeg i en pædagogmedhjælperstilling i en lille integreret institution på Nørrebro.

Jeg er nu bosat og i lære på et forlag i New York. Jeg er i by, hvor folk identificerer sig med sit arbejde, hvor kontoret er det, man kalder hjem, og hvor fridage ikke er noget, man har brug for.

Jeg ved, at jeg alligevel aldrig nogensinde kommer til at arbejde så hårdt, som jeg gjorde i de seks måneder, jeg var pædagogmedhjælper. Så hårdt, som alle pædagoger og ansatte i institutioner arbejder hver dag hele deres arbejdsliv.

Jeg kan ikke være nok taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at opleve en af velfærdsstatens grundsten på så tæt hold, at have været en del af hovedmaskineriet for en stund.

Da jeg begyndte som pædagogmedhjælper, forventede jeg, at mine kommende kollegaer ville være uambitiøse og dovne. Jeg forventede et miljø, hvor den halve times pause var helliggjort, hvor man sprang over, hvor gærdet var lavest, og hvor kaffe en gang i timen var en menneskeret.

Hvis vi havde en social værnepligt, hvor alle skulle arbejde på et plejehjem, i en vuggestue eller en anden institution i seks måneder, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at forholdene ville være betydeligt bedre

Jeg begyndte en sommerdag, og mange af børnene var allerede gået på sommerferie. Stemningen var høj, og jeg var mere end positivt overrasket.

Jeg så med det samme pædagogernes kompromisløse stræben efter at gøre deres bedste. Deres lange snakke om det enkelte barn: bekymringer, begejstring og faglig sparring. Alle situationer blev vendt og drejet, der var intet, som blev negligeret eller ignoreret.

Alle børnene blev set, hørt og givet al den opmærksomhed, de havde brug for. Dagene var velkoordinerede og strukturerede; bleskift, putning og spisning var aldrig en stressfaktor. Overskud var en selvfølge.

Men pludselig skrev vi midt august, og stuen var (over)fyldt med nye børn og forældre, der skulle køres ind, uden at der var ekstra hænder.

Meget af tiden gik med krisehåndtering. Det handlede om at få alle børn skiftet og madet på et nogenlunde tidspunkt og undgå kaos.

Sådan gik tre måneder.

Vi har truffet et valg om at have et samfund, hvor børn tidligt placeres i en institution og tilbringer størstedelen af deres barndom med pædagoger og ikke deres forældre. Det har givet kvinderne plads på arbejdspladsen, tid til to fuldtidsjobs, karriere og for en del også luft i hverdagen til at klare praktiske gøremål uden at have ungerne rendende. Vi traf et valg, og børnene blev det.

De fleste kan erklære sig enige i, at pædagoger skal have gode forhold. Jeg tror også, at de fleste forstår vigtigheden af deres arbejde. Jeg tror, at vi let glemmer, hvor galt det står til i institutionerne, og hvor mange børn der ikke har de gode rammer, de fortjener og har krav på. Institutionen er et lukket rum, hvor det er let ikke at se rigtigt ind.

Jeg kan ikke være nok taknemmelig for, at jeg havde mulighed for at opleve en af velfærdsstatens grundsten på så tæt hold, at have været en del af hovedmaskineriet for en stund

Jeg tror, at mange forældre vælger at se hvad de vil, og hvad de godt kunne tænke sig. Jeg tror desværre, at mange forældre har den indstilling, at hvis bare deres børn virker glade, når de bliver afleveret og hentet, så må alt være fint. Jeg oplevede aldrig, at nogen forældre tog deres barn med hjem igen, selv om de kunne se, at institutionen var svært underbemandet.

Jeg ved, at det vil være problematisk i forhold til arbejde. Alligevel synes jeg ikke, at det er naivt at håbe, at man som forældre er instinktivt klar til at kaste alt fra sig, når ens barns forhold ikke er gode nok.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man mener, at man har ret til både karriere, en sund krop og et godt parforhold, så er man afhængig af, at ens barns opbevaringssted er velfungerende. Når man synes, at man skal have tid til at se vennerne, holde formen eller bare købe ind og vaske tøj, uden at børnene er med, så er det bekvemt at kunne fortælle sig selv, at børnene lever det gode liv i institutionen, at det måske ligefrem er sundt for dem, at de er sammen med andre børn og udvikler sociale kompetencer og færdigheder. Selv om undersøgelser af børns trivsel siger andet.

Jeg tror, at mange forældre – måske ubevidst – vælger ikke at se, hvordan virkeligheden er.

Jeg ved, at jeg alligevel aldrig nogensinde kommer til at arbejde så hårdt, som jeg gjorde i de seks måneder, jeg var pædagogmedhjælper

Ansvaret er vores alles, men det må starte med forældrene. De skal tage ansvar for situationen. Hvem ellers?

Pædagoger har et særligt vigtigt ansvar. Vi må som samfund og som forældre sørge for, at de kan tage det ansvar uden at brække armene i forsøget.

Hvis vi havde en social værnepligt, hvor alle skulle arbejde på et plejehjem, i en vuggestue eller en anden institution i seks måneder, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at forholdene ville være betydeligt bedre.

Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen vil opleve pædagogfaget som særlig taknemmeligt, og jeg tror ikke, at nogen efter et ophold i vuggestuen vil tænke, at børnene har særlig gode forhold.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden