Der er virkelig langt fra det mondæne skisportssted Alpe d’Huez til de rå egne af Frankrig og af unge menneskers virkelighed, som for tiden er det foretrukne terræn for landets mest læste forfattere. Nu for eksempel Philippe Djian. Han blev verdensberømt, da hans roman fra 1985 med titlen 37°2 le matin – ’37°2 om morgenen’ (gravide kvinders morgentemperatur) blev filmatiseret som Betty Blue.
Den desperate kærlighedsaffære, amour fou, mellem en underskønt surmulende og helt utilregnelig Betty og en forhutlet forfatter, Zorg, som egentlig helst ville have været forhutlet i fred, blev kult både i biffen og boghandlen. Forleden udkom så Philippe Djians nyeste roman, Vengeances, ’Hævn’ (i flertal): Vreden høres helt op i titlen, og udgivelsestidspunktet her lige op til sommerferien siger noget i sig selv: Djian er komplet og aldeles ligeglad med ’det litterære efterår’ og hele det parisiske parnas med litterære priser, receptioner og pindemadder. Som hans kollega Virginie Despentes skrev, da hun anmeldte Vengeances i dagbladet Le Monde, er Djian simpelt hen bare »anerkendt, men uden for konkurrence«. Philippe Djian er den moderne stils inkarnerede purist, skriver hun: en »modstander af den franske roman i empirestil«.
