Flygtninge, der når vores land, bliver forhånet og foragtet

Der ligger et druknet barn i vandkanten på en græsk ø.

Enhver mor eller far kender den ængstelse, der altid lurer ved synet af deres egne børn, selv i de lykkeligste øjeblikke: Der kan ske dem noget. Nu er der sket et barn det mest forfærdelige af alt, og i dette øjeblik, da vores blik falder på det, bliver den druknede lille dreng vores alle sammens barn. Et barn er et universelt håb, og håbet er holdt op med at trække vejret.

Så glemmer vi ham.

Hans søskende og forældre, fætre og kusiner, onkler og tanter kommer for tæt på os. De går på vore motorveje i noget, der ligner en folkevandring. De er på flugt fra strandkanten, fra druknedøden og andre former for død, fastklemte under sammenstyrtede huse.

En mand spytter på dem fra en bro.

Er han en typisk dansker? Repræsentativ for et land, der netop har stemt et flertal af fremmedhadende partier til magten? Er det den druknede dreng, manden spytter på?

Nej, råber alle i kor. Manden er syg. Han kan ikke gøre for det. Måske lider han af en svær bronkitis og har blot uden den store situationsfornemmelse lettet sig for en grønharker.

Integrationsminister Inger Støjbjerg lider ikke under nogen kendt medicinsk diagnose. Ufortrødent fortsætter hun spyttemandens arbejde, idet hun fornyer dansk politik.

I stedet for et integrationsministerium har vi nu et spytteministerium. Med opbakning fra Folketingets flertal bliver der vedtaget en række love inden for asylområdet, der har som deres eneste formål at fratage de flygtninge, der er så ulykkelige at ende i vores land, den sidste rest af menneskeværd. Forhånede, foragtede og overspyttede, frastjålet de sidste værdier, de måtte have reddet ud af deres ødelagte hjem, inviteres de til at overveje, om ikke druknedøden alligevel havde været at foretrække. I hvert fald befries de for den tvangstanke, de så tydeligt lider under, at der skulle være et liv også for dem.

Spyttemanden har forladt broen over motorvejen. Nu står Folketingets flertal der i stedet.

Så følger næste kapitel i den druknede drengs historie. Terrorattentatet i Paris. Vi ved nu, hvem drengen er: en kommende terrorist.

En af de mest magtfulde figurer i regeringens bagland, formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, siger det direkte. I kampen mod attentatets bagmænd, Islamisk Stat, må vi nu til at bombe kvinder og børn. Der mangler kun, at Espersen påpeger, at i disse sparetider må det være gravide kvinder, der er primærmål, for med en fuldtræffer kan vi få ram på to liv for kun et missils pris.

Men Søren Espersen trækker sin modige udtalelse tilbage. Han blev misforstået, beklager han. Sådan er det jo i et land, hvor ytringsfriheden har trange vilkår. Men han vil i variationer fremsætte sin udtalelse igen og igen, indtil barbariet bliver rutine, og tiden er moden til at lade handling følge ord.

Indtil da må vi sætte vores lid til, at Middelhavet og Inger Støjbjerg i fællesskab gør arbejdet med at holde bestanden af terrorister nede, og her er det kun en fordel, at de færreste muslimer har lært at svømme.

I mellemtiden sørger vi. Vi lægger blomster, vi græder offentligt, Facebook fyldes af dybtfølte tilkendegivelser. Sørgeritualet er blevet vores nye fællesskab. Det er ikke de mange millioner af flygtninge, de tusinder af druknede eller hundredtusinder af dræbte, vi sørger over. Det er os selv og vore egne faldne, som vi benægter skulle være ofre i en krig, vi selv har startet.

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera gav engang følgende definition på kitsch: Kitsch er ikke, når du fælder en tåre. Kitsch er, når du peger på dit øje og med en stemme, der bæver af rørelse, udbryder: Se, jeg græder!

Da Nordkoreas leder Kim Il-jong døde, blev de indoktrinerede masser kommanderet ud på gaderne for at græde offentligt. Den, der ikke græd, blev ført bort til en uvis skæbne. Det er Danmark i dag: Offentlig gråd beviser, at du hører til i de gode følelsers selskab, mens spørgsmål fremsat i en nøgtern tone får øjeblikkelig skandalestatus. Kunsten at græde i kor er vores nye nationale samværsform .

Kitsch og krig. Blomster på offentlige pladser og afstumpede hævnfantasier om de myrderier på uskyldige, som vores F-16-fly skal medvirke til i Mellemøsten. Er det sådan, et krigsførende land skal opføre sig, hvis det vil være et demokrati, hvor borgernes indsigt og fornuft fortsat bestemmer og ikke deres umyndiggjorte hjerter? Er vores sorg ægte? Utvivlsomt. Men er der nogen, der ser godt med øjne blændede af tårer?

Vi lever ikke i terrorens tidsalder. Det er heller ikke nogen Tredje Verdenskrig, der er begyndt for øjnene af os. For en verdenskrig forudsætter suveræne stater, der enten kæmper for udvidelse af deres territorier eller bestræber sig på at forsvare dem. Vi lever i en global krig, der udgår fra sammenbrudte nationer. Som gløder fra brændende bygninger spreder denne nye form for krig sig fra kontinent til kontinent.

I en krig, der intet har med kampen for frihed og demokrati at gøre, er vi gået i seng med de mest uhumske partnere, der lader sig opdrive på kloden, blandt dem Syriens ryggesløse præsident Assad, der har langt over 300.000 menneskeliv på samvittigheden, og Ruslands Putin, som håber at slå hans rekord. Vores F-16-fly er i det nordlige Irak og snart i Syrien ikke andet end luftvåben for shiamuslimske militser, der akkurat som modstanderne i Islamisk Stat har blodige, etniske udrensninger som deres mål. Imens vi overlader massemyrderierne til vores skruppelløse allierede, og millioner strander i fremtidsløse teltlejre, synger vi vores lovsang til champagnekontinentet Europa.

Vi er i Danmark stolte af den tillid, der er imellem os, ligesom vi er stolte af at være blandt verdens lykkeligste lande og et af de mindst korrupte.

Men måske er vores indbildte lykke en livsløgn, ligesom sagen om den afgåede forsvarsminister Carl Holst, sognekongen fra Sønderjylland, afslørede, hvor dybe rødder korruptionen har i det regionale Danmark. Og måske har den tillidsfuldhed, vi viser hinanden, reduceret os til troskyldige ofre for drevne demagoger. Måske er det på tide at lægge tilliden til side og opruste os selv med en robust mistillid over for de beslutningstagere, der så ofte vildfører os.

Vi frygter polarisering, som om det var et syndefald. Men polarisering er sundt i et demokrati, der har fået for vane at fortie og fornægte sine egne konflikter. Det skal ikke være en polarisering mellem en underklasse af etniske danskere og en underklasse af etniske minoriteter, sådan som højrefløjen ønsker det, men en ægte polarisering mellem dem, der misbruger deres magt, og ofrene for deres manipulationer.

I det forløbne år har der været to folkeafstemninger for og imod det etablerede Danmark. Den første var folketingsvalget i sommer, den anden var folkeafstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet i EU.

I begge tilfælde endte det med et nej, og selv om jeg selv stemte ja i EU-afstemningen, anser jeg de to nejer for et sundhedstegn, begyndelsen på en opvågning i et demokrati, der er stadig mere dysfunktionelt.

Vi føler, EU er for stort til at kunne fungere som fællesskab, og vi ved, at Danmark ikke længere er et fællesskab. Spørg dem i de udkantsområder, som alle bejler til. De ved, hvad fællesskabet er, fordi de har mistet det. Når sygehuset, rådhuset og skolen forsvinder, slagteren, skobutikken og renseriet lukker, når toget ikke længere standser, færgen ikke lægger til, og busserne kun sjældent kører, så er fællesskabets symboler væk, og resten smuldrer bort af sig selv.

Dansk Folkeparti gør sig til talsmand for provinsens marginaliserede, men har selv stemt for alle de love om centralisering, der fremskynder umyndiggørelsen. Til erstatning for det tabte fællesskab får udkantens beboere i stedet tilbudt fremmedfrygtens klamme sammenhold.

Vi længes efter fællesskab. Det er en længsel, vi deler med alle mennesker i verden, også dem, vi tror er vores fjender. Overalt lider vi af den samme identitetskrise. Det er globaliseringens frisatte markedskræfter, en ryggesløs finanskapital, der nedbryder alle kendte former for fællesskab, både de ældgamle og dem, vi møjsommeligt har opbygget gennem det 20. århundrede. Det er tidens virkelige eksistentielle trussel, ikke en flok fanatikere i sandet i Mellemøsten.

Men et nej, eller utallige nejer til en hul politisk verden er ikke nok.

Det er først, når vi handler målrettet med tanke på selv at skabe vores egen fremtid, at fællesskab igen bliver muligt.

Vi oplevede det i september, da danskere på tværs af alle skel, sociale, politiske og etniske, rykkede ud for at hjælpe de nødstedte syriske flygtninge, der gik på motorvejene. Det var det største, mest opløftende øjeblik i den nyere danmarkshistorie, en ny nations fødsel, der samtidig bevarede alt det bedste ved den gamle.

Aktivistgruppen Venligboerne har nu over 150.000 medlemmer, langt flere end de politiske partier. Upåagtet af medierne udfører aktivisterne som en ny folkebevægelse hjælpsomhedens usynlige muldvarpearbejde.

Jeg håber, at de etablerede politiske partier bryder sammen i de kommende år, og at vi får den fornyelse af demokratiet, vi så inderligt trænger til. Når det sker, skal Christiansborg lukkes og forvandles til museum over et demokrati i forfald, et politisk Madame Tussaud, hvor flertallet af det nuværende tings politikere står udstillet i voks i de tomme gange, mens de selv er blevet sendt hjem til privatlivets nådige fred.

Ude på Amager Fælled kan arkitekten Bjarke Ingels tegne et nyt parlament i glas som et løfte om et fællesskab, hvis fundament er gennemsigtighed og deltagelse.

Når den dag kommer, husker vi igen, at det druknede barn i en strandkant i Grækenland er vores alles barn, og at et uskyldigt liv, der går tabt, er et tab, der rammer os alle.

Så vil det ikke kun være døden, vi mindes, men et nyt håbs fødsel.