Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hakkeorden. Saudi-Arabien bliver må acceptere, at landet rykker et par takker ned i Mellemøstens hakkeorden i forhold arvefjenden Iran, efter at USA og EU har ophævet sanktionerne mod arvefjenden Iran.Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Hakkeorden. Saudi-Arabien bliver må acceptere, at landet rykker et par takker ned i Mellemøstens hakkeorden i forhold arvefjenden Iran, efter at USA og EU har ophævet sanktionerne mod arvefjenden Iran.Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Oliepriser i frit fald svækker Saudi-Arabien

Historisk lave oliepriser, korruption og forstokket politisk styreform sætter Saudi-Arabien under pres.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den lave oliepris truer stabiliteten i Saudi-Arabien, et af Mellemøstens vigtigste lande. Mellem 10 og 12 mia. dollars fosser hver måned ud af den saudiske stat. Med den fart er landet bankerot om fire til fem år. Landets høje cigarføring i regionen, udgifterne til dens uproduktive befolknings høje levestandard og de lave oliepriser hænger ganske simpelt ikke sammen.

Hvis vi ikke skal se endnu en nedsmeltning i det i forvejen kaotiske Mellemøsten, må saudierne transformere deres kapitalintensive og job-svage olieøkonomi til en produktionsøkonomi, der skaber rigtige jobs og gør landet mindre afhængigt af olien. Et sådant kursskifte har to udfordringer:

For det første bliver det nødvendigt at skære ned på militærudgifterne og det økonomiske engagement i det øvrige Mellemøsten. Saudi-Arabien bliver kort sagt nødt til at acceptere, at landet rykker et par takker ned i Mellemøstens hakkeorden i forhold til sin arvefjende Iran.

Men konflikten med Iran skyldes ikke alene en geopolitisk rivalisering, men også Saudi-Arabiens ideologiske selvforståelse som forsvarer af den sande (sunni) islam over for det kætterske (shiitiske) Iran.

Ud over de høje velfærdsudgifter er styrets interne legitimitet nemlig forbundet med dets politiske alliance med det wahhabistiske broderskab, der bygger på en puritansk version af sunniislam, og som ser shiismen som en fjende, der bør bekæmpes.

Hvis Saudi-Arabien skal neddrosle kappestriden med Iran, vil det også betyde, at dets interne politiske magtgrundlag skal ændres. Har styret den nødvendige autonomi i forhold til sit magtgrundlag i det wahhabistiske broderskab, der gør det i stand til at prioritere en sådan – smertefuld, men nødvendig – justering af sin udenrigspolitik? Eller anderledes udtrykt: Er ledelsen i stand til at prioritere en udenrigspolitik, der står mål med landets midler, men strider mod landets ideologi?

Et Mellemøsten, hvor adskillige stater er brudt sammen, og hvor de geopolitiske relationer er under hastig forandring, har ikke lige netop brug for, at et stort og afgørende land som Saudi-Arabien bliver det næste i rækken af fejlslagne state

Den saudiske stat har ikke tidligere vist, at den har en sådan manøvredygtighed i forhold til sit interne magtgrundlag, så en vis skepsis vil også denne gang være på sin plads.

For det andet bliver Saudi-Arabien nødt til at skære i sine enorme civile offentlige udgifter og omprioritere de resterende til at understøtte en økonomisk udvikling baseret på produktion og den private sektor. Heller ikke her er der nogen trøst at hente i landets historie.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da oliepriserne faldt drastisk i 1980’erne fra deres høje niveau i 1970’erne, opretholdt Saudi-Arabien ufortrødent sit høje offentlige udgiftsniveau og dermed sit underskud og finansierede det med at trække på sin økonomiske opsparing helt frem til 00’erne, hvor landet blev reddet af olieprisernes nye himmelflugt. I 2015 gik Saudi-Arabien igen på lånemarkedet for at finansiere sit underskud og er endnu ikke begyndt at reformere sin økonomi.

Forklaringen på styrets manglende lyst og evne til at reformere sine offentlige udgifter har man også her forklaret med dets manglende autonomi – denne gang over for den anden del af sit politiske grundlag, nemlig den enormt store kongefamilie og klanerne, der ikke har vist sig villige til at acceptere en midlertidig nedgang i deres apanager og øvrige subsidier for at redde styret på længere sigt.

Spundet ind i et netværk af religiøse netværk, klaner og griske prinser har landets magthavere svært ved at føre en politik, der tilsidesætter andre hensyn til fordel for statsræson, dvs. statens overordnede interesser. Flere forskere karakteriserer da også derfor Saudi-Arabien som en kolos på lerfødder: mægtig at skue, men i realiteten meget skrøbelig.

Konklusionen er, at det langtfra er sikkert, at Saudi-Arabien vil være i stand til at gennemføre så komplicerede ændringer af sin politiske økonomi over de næste fire-fem år, som de nye lave oliepriser gør nødvendige. Hertil kommer, at de 15 pct. af landets egen befolkning, der bekender sig til shiaislam, føler sig marginaliserede såvel økonomisk som identitetsmæssigt. I den østlige del af landet, hvor shiitterne bor, simrer allerede en borgerkrig, hvor flere hundrede af styrets sikkerhedsfolk er blevet dræbt.

Et Mellemøsten, hvor adskillige stater er brudt sammen, og hvor de geopolitiske relationer er under hastig forandring, har ikke lige netop brug for, at et stort og afgørende land som Saudi-Arabien bliver det næste i rækken af fejlslagne stater. Hvis et økonomisk sammenbrud fører til, at huset Saud bliver udfordret, og landets politiske sammenhængskraft svækkes, kan det blive meget alvorligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den saudiske stat sidder på et tæppe, hvis bule af uløste spændinger og problemer bliver større for hver dag: et stift politisk system, som ikke rummer de store reformmuligheder, en uafklaret arvefølge, et militær, hvis uansvarlige eventyr i Yemen ikke tyder på den største duelighed, en ny og uerfaren hersker (og ikke mindst hans eventyrlystne søn, forsvarsministeren) og en voksende arbejdsløs ungdom, hvis kulturgrundlag er fundamentalistisk islam. Det forekommer – for nu at sige det mildt – ikke at være opskriften på noget rart.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden