Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Drop den overfladiske snak, og tal ordentligt med hinanden

Aldrig har vi været så meget i kontakt med andre mennesker som nu - alligevel er ensomhed udbredt overalt.

Debat

»Vi lever i en individualiseret verden, hvor alting går hurtigt, og hvor vi hele tiden har travlt med at jagte nye kontakter og realisere os selv. Midt i travlheden og vores egne gøremål glemmer vi ofte at lytte til, hvad det egentlig er, den anden siger – og det gælder, uanset om vi står over for en kollega eller en kæreste – og dermed er vores relationer blevet mere overfladiske i stedet for dybe. Det betyder, at mange føler sig ensomme«.

Sådan lyder det fra Per Schultz Jørgensen, der er professor i socialpsykologi og aktuel med bogen ’Broen til det andet menneske’. Bogen handler om, hvordan vi skaber sociale relationer – fra korte kontakter til dyb samhørighed. Den 83-årige professor og tidligere formand for Børnerådet mener, at vi er nødt til at genopdage den nærværende samtale, fordi manglen på tætte relationer kan resultere i en eksistentiel meningsløshed.

»Mennesker har et helt grundlæggende behov for at blive set og for at føle, at de betyder noget for andre. Men i et samfund som vores, hvor alting går så stærkt, at vi ofte kun lige akkurat registrerer andre, og hvor samtaler ofte bliver gensidige monologer, bliver det behov ikke opfyldt. Vi mister følelsen af at betyde noget, fordi vores relationer skal være effektive og hurtige, men alt for let bliver overfladiske. Og det, tror jeg, er en af de vigtigste årsager til den tendens, vi ser i dag: at mange føler sig ensomme eller har brug for psykologhjælp eller antidepressiv medicin for at klare sig igennem livet. Det er tankevækkende, at vi i et rigt velfærdssamfund har så mange med udfordringer på det mentale plan«.

Hvad er det præcis, der er i vejen med den måde, vi har samtaler på i dag?

»Problemet er, at vi taler til hinanden i stedet for med hinanden – at vi fører monologer i stedet for dialoger. Vi er blevet alt for optaget af at eksponere os selv. Når vi taler med andre, tænker vi hele tiden på os selv og vores egen plads i samtalen, på det, vi vil sige, næste gang det er vores tur til at tale, og derfor glemmer vi helt at lytte til det, den anden faktisk siger«.

Hvad er problemet?

Vi mister følelsen af at betyde noget, fordi vores relationer skal være effektive og hurtige, men alt for let bliver overfladiske

»Vi går jo glip af muligheden for at blive klogere og forstå hinanden. Og især mister vi muligheden for at skabe en fælles verden. Vi taler meget om anerkendelse og om, at vi skal huske at anerkende hinanden. Men når det kommer til stykket, bliver det alt for ofte til et ’Hej’ og ’Godt at se dig’ og hurtige krammere, der i virkeligheden ofte dækker over mangel på tid og ægte nærvær. Og det er ikke nok for os mennesker. Vi har brug for at komme ned i de dybere lag af et fællesskab, hvor vi deler vores livsverden med hinanden, lytter til hinanden og mærker forbundethed«.

Men handler din bekymring for tidsånden og vores samtalekultur – det hastige, overfladiske – ikke mere om alder? At unge mennesker måske lever fint i denne virkelighed, mens du er et andet sted i livet og derfor ser anderledes på det?

LÆS MERE

»Der er lavet omfattende forskning og dokumentation, der viser, at den livsform, vi har i vores samfund i dag, har store konsekvenser. Og det gælder alle aldersgrupper: lige fra de rastløse småbørn over pubertetsunge, hvor en tredjedel har psykosomatiske symptomer, til andre aldersgrupper med stress, mistet livsmod og tilsvarende symptomer. Derfor vil jeg vove at påstå, at det ikke bare handler om en generationskløft, men også er udtryk for en udfordring, vi selv har mulighed for at gøre noget ved«.

Vi skal leve op til os selv

Ifølge Per Schultz Jørgensen er manglen på de nære relationer og dybe samtaler et problem, der er opstået i takt med samfundsudviklingen.

»Før i tiden havde vi en ramme, der guidede os til, hvordan vi skulle leve vores liv. Vi havde nogle bestemte traditioner og forventninger, der skabte et stillads omkring os, som gjorde, at vi let kunne se meningen med livet og de ting, vi foretog os. I dag har vi fået frihed til at gå vores egne veje, til at realisere os selv og vores drømme. Det skal vi selvfølgelig sætte pris på, men det stiller samtidig nogle store krav til os. Vi skal selv finde perspektivet i vores liv; det er derfor, forbundethed i dag får en helt ny betydning«.

Når vi taler med andre, tænker vi hele tiden på os selv og vores egen plads i samtalen, på det, vi vil sige, næste gang det er vores tur til at tale, og derfor glemmer vi helt at lytte til det, den anden faktisk siger

Har vi ikke netop fået livsperspektiv, fordi vi ikke længere er bundet af nogle faste rammer og roller, men har fået frihed til at realisere os selv og vores drømme?

»Selvfølgelig giver vores tid den enkelte mulighed for at finde sit eget livsperspektiv – vi kan vælge, og vi får selv ansvar for vores liv. Tidligere kunne vi få værdi ved bare at leve op til de rammer, der var givet. I dag skal vi leve op til os selv, vi skal realisere os selv og vil være perfekte, og derfor har vi et umætteligt behov for at blive set og anerkendt. Vi risikerer at komme til at kredse for meget om os selv, og det kan ende i et personligt tomrum. De andre skal hele tiden bekræfte mig, og gør de ikke det, er jeg værdiløs. Vi sætter os selv i centrum i stedet for relationen til de andre. Men vejen til livsperspektiv går over fællesskabet – det at føle sig forbundet med andre«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men mange mennesker har jo et langt større netværk og dermed vel også større fællesskab i dag end tidligere?

»Tidligere havde mennesker et begrænset netværk, men relativt mange livslange relationer. I dag er det omvendt. Vi har som moderne mennesker et stort netværk – og med de sociale mediers hjælp er det kæmpestort – men vores relationer er udskiftelige. Stærke mennesker kan blot række ud i deres netværk, hvis de f.eks. søger hjælp til nyt job. Det gælder om at have så stor en kontaktflade som muligt. Men det store netværk betyder, at man ikke har tid til at fordybe sig i de mange kontakter. På den måde trumfer det store netværk ofte de nære relationer. Selv de relationer, der engang per definition var fyldt med dybde og nærvær, er også blevet hurtige og overfladiske«.

Hvad mener du?

»Den moderne familie er en netværksfamilie, der lever individuelle liv, knokler af sted med karrieren og har travlt med at skabe egne kontakter. Familien har ’den tid, der er tilovers’ – og det er ofte ikke meget. Det går ud over nærvær og fordybelse – en af de vigtigste grunde til skilsmisser er netop, at parterne er holdt op med at kommunikere med hinanden – og skaber ikke den nødvendige oplevelse af forbundethed og samhørighed«.

Vi har selv ansvaret

Ifølge Per Schultz Jørgensen kan vi selv gøre meget ved ensomheden og manglen på nærhed ved at ’gå over broen til det andet menneske’. Begrebet dækker over, at man viser oprigtig interesse og engagement i samtalepartneren.

Men hvad betyder det – helt konkret – at gå over broen til det andet menneske?

»Lad mig give et eksempel fra min bog. To bekendte løber tilfældigt på hinanden på biblioteket, de spørger til hinanden, høfligt og ordentligt, konventionen overholdes – men Britt ’går så over broen’ til Louise og spørger ind til hendes beretning. Hun hører om ferien, det dejlige sted, varmen osv., hun spørger videre, hun følger op – og kommer ind i Louises verden, der rummer meget mere end ferieoplevelser – hun er i gang med at komme sig efter en operation. Britt tager del, hun spørger ind og bidrager, også med sig selv, men til en ny og fælles erfaringsverden. De skaber en forbundethed mellem sig, som de begge to tager ansvar for. Sagen er jo, at vi ikke kan dele vores eksistens med hinanden, men vi kan dele vores oplevelser og forestillinger, drømme og følelser, angst og fortvivlelse – og det er herigennem, vi kommer ud af ensomheden og hen i retning af et perspektiv, vi tror på«.

Den moderne familie er en netværksfamilie, der lever individuelle liv, knokler af sted med karrieren og har travlt med at skabe egne kontakter

Er det ikke meget store krav at stille til alle vores samtaler i løbet af en dag – at de skal være dybe, meningsfulde og fyldt med nærvær?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er klart, at vi ikke kan forvente af os selv, at vi skal fordybe os i alle, vi møder i løbet af en dag. Det ville ikke være et rimeligt krav at stille, at vi skal bestræbe os på at gå over broen i alle vores kontakter. Men det vigtige er, at vi er klar over muligheden og tager ansvar for at gøre det – det er udfordringen i vores individualiserede samfund«.

Så du efterlyser, at vi har lidt større fordringer til os selv i stedet for at forvente noget af hinanden?

»Ja, at gå over broen til det andet menneske kræver ikke, at vi bruger hele eller halve timer på at fordybe os – det kan være de få minutter, vi står i køen til Den Blå Planet eller kassen i Netto, eller det kan være det kvarter, vi sidder ved siden af hinanden i bussen. Det vigtige er at lytte rigtigt til den, man snakker med – og så bygge en fælles verden op her og nu. Det er det konkrete nærvær, som forbundethed vokser ud af. Og det er noget, vi har langt større muligheder for i dag end i det gamle samfund«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce