Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat

Vi danskere er verdensmestre i børneopdragelse

Danskerne har en helt unik opdragelseskultur, som vi skal kæmpe for at bevare.

Debat

»Lad os nu holde op med at snakke så meget om alt det, vi gør forkert i Danmark, og for en gangs skyld tale om noget, der gør Danmark helt unikt, og som resten af verden misunder os, nemlig vores opdragelseskultur. Vi danskere bliver igen og igen kåret til at være et af verdens lykkeligste folk, og det skyldes blandt andet, at vi er dygtige til at opdrage vores børn til at blive empatiske, velfungerende og robuste mennesker«.

Sådan siger psykoterapeut Iben Sandahl, der sidste år udgav bogen ’The Danish Way of Parenting’ i USA sammen med sin amerikanske kollega Jessica Alexander. I bogen har de to forfattere undersøgt, hvad der gør dansk opdragelseskultur til noget helt særligt, og hvordan den adskiller sig fra amerikansk børneopdragelse.

Er dansk børneopdragelse virkelig så anderledes fra, hvordan man opdrager børn i f.eks. USA?

»Ja, det er den. Jessica, som jeg har skrevet bogen sammen med, er gift med en dansk mand, og hun havde i flere år observeret, hvor stor forskel der er på måden, hvorpå danskere og amerikanere opdrager deres børn. Hun havde lagt mærke til, at vi danskere snakker med vores børn på en anden måde end amerikanerne – mere i øjenhøjde – og at vi inddrager dem i mange flere ting, end amerikanerne gør. Hun havde også lagt mærke til, at danske børn generelt virkede gladere og mere velfungerende end amerikanske børn«.

Og hvad er det så, vi danskere gør anderledes?

Det er karakteristisk for os danskere, at vi grundlæggende tænker i fællesskaber på grund af vores historiske og kulturelle baggrund, og den grundværdi giver vi videre i børneopdragelsen

»Det er karakteristisk for os danskere, at vi grundlæggende tænker i fællesskaber på grund af vores historiske og kulturelle baggrund, og den grundværdi giver vi videre i børneopdragelsen. Vi tror på, at sammen med andre står vi stærkere. Den mentalitet ser man ikke i USA. Her er det essentielt, at man klarer sig godt på egen hånd. Man er sin egen lykkes smed, og hvis man ikke klarer sig godt, er der ikke, som i Danmark, et sikkerhedsnet, der griber én. Kulturelt set kan man påstå, at USA er langt mere individualistisk og derved mindre fællesskabsorienteret set i forhold til Danmark«.

Kan du give et eksempel?

»Forskellen blev tydelig for mig en dag, Jessica og jeg var på tur med vores børn. Da Jessicas yngste var sulten, stoppede vi ved en købmand, hvor Jessica løb ind efter en bolle. I stedet kom hun ud med to dejligt store og fristende is, kun til sine egne børn. Jeg har ikke kendskab til nogen danske forældre, der ville gøre sådan, hvis de var i en gruppe med andre børn. Jessica havde end ikke overvejet andet. I USA er man generelt mere ’jeg’-orienteret, hvor vi i Danmark orienterer os mere i et ’vi’ – man køber is til alle eller til ingen. Værdier som disse giver vi videre til vores børn i hverdagen uden som sådan at tænke over det. Børn er jo hurtige til at aflæse mimik og kropssprog, de opfanger stemninger og spejler og orienterer sig ud i verden. Gennem vores ageren viser vi, hvordan vi gør i fællesskab, og på den måde lærer vi vores børn at blive empatiske, fællesskabsorienterede individer«.

Gælder i alle samfundets lag

En anden ting, der er særligt for dansk opdragelseskultur, er, at vi taler med vores børn om nogle andre ting og på en anden måde, end amerikanerne gør, mener Iben Sandahl.

»I Danmark har vi et naturligt forhold til at tale åbent og ærligt med vores børn, også om ting, der kan være svære, såsom sygdom og død. Vi gør det, fordi vi ved, at det er en del af livet, ligesom vi også snakker med vores børn om sundhed, grænser og seksualitet. I Danmark har mange børn seksualundervisning allerede fra 1. klasse, hvorimod der i USA er en stor berøringsangst over for den slags emner. Det er ganske enkelt ikke noget, man snakker med sine børn om. Det er absolut et særlig dansk fænomen, hvilket bidrager til, at vi får nogle robuste og modstandsdygtige børn, der er gode til at håndtere livets udfordringer«.

LÆS OGSÅ

I ’The Danish Way of Parenting’ peger I desuden på ’hygge’ som et fænomen, der er helt særligt for dansk børneopdragelse. Forklar ...

»I USA kender de simpelthen ikke begrebet. I Danmark bruger forældre generelt meget tid på at have stunder med deres børn, hvor det handler om at være sammen og hygge sig – og hvor fokus ikke er på, at børnene skal præstere eller udvikle sig fagligt. Den slags frirum ses ikke så ofte i USA. At klare sig godt og blive den bedste er fundamentale amerikanske grundværdier, hvilket gør, at der er stor fokus på at pace sine børn. Det betyder, at mange går til fritidsaktiviteter om eftermiddagen og får ekstraundervisning, hvor fokus er på at opnå særlige skills, vinde trofæer eller diplomer«.

Er det, du beskriver som ’dansk opdragelseskultur’, i virkeligheden ikke mere et udtryk for, hvordan den kreative, ressourcestærke og akademiske klasse opdrager sine børn – er det ikke anderledes, hvis man ser på andre dele af samfundets lag?

At klare sig godt og blive den bedste er fundamentale amerikanske grundværdier, hvilket gør, at der er stor fokus på at pace sine børn

»Som familierådgiver og psykoterapeut kommer jeg i alle slags familier, men primært lavere socialklasser. I de familier oplever jeg, at tilgangen ofte er lidt hårdere, måske knap så akademiseret eller nuanceret, om man vil. Men helt overordnet har vi et fælles pædagogisk og kulturelt fundament, som vi opdrager vores børn ud fra. Da de fleste af os har gået i børnehave og skole, er vi i hvert fald den vej igennem stødt på mange af de værdier, som kendetegner dansk opdragelse. Hygge, nærvær og dialog er subjektive størrelser og kan se ud på mange forskellige måder, og det gør de også. Men jeg vil stadig påstå, at vores udlægning af dansk opdragelseskultur er gældende for alle – i større eller mindre grad«.

Afstraffelse er aldrig vejen frem

For nylig satte Marie Krarup (DF) debatten om børneopdragelse i kog, da hun her i avisen argumenterede for, at man har pligt til at skælde sine børn ud – og senere for, at man gerne må give sine børn en lussing eller et »rap over nallerne« i ny og næ. Men den tilgang er Iben Sandahl meget uenig i.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Selvfølgelig er det afgørende, at man som forældre kan sætte grænser, og at børnene respekterer sine forældre. Så langt er jeg enig med Marie Krarup. Men fysisk afstraffelse kan aldrig nogensinde være vejen frem. Det skaber et forhold mellem børn og forældre, der er baseret på frygt og distance frem for kærlighed og tryghed. Netop det faktum, at vi ikke slår vores børn i Danmark, er en af de allervigtigste ting, der adskiller dansk børneopdragelse positivt fra blandt andet USA, hvor det i mange stater stadig er tilladt at slå sine børn, og en del praktiserer konsekvenspædagogik, hvor børnene får ’straffe’, hvis de ikke gør, som der bliver sagt. Sådan er det ikke i Danmark. Vi taler med vores børn om, hvad der er sket, forsøger at forstå, hvad der er gået forud, og er tydelige i, hvor vi står. Det gør, at danske børn i højere grad føler sig som respekterede, betydningsfulde og ligeværdige individer«.

LÆS MERE

Er der ikke en risiko for, at forældre ikke får sat grænser, fordi de netop har så travlt med at få børnene til at føle sig respekteret og ligeværdige?

»Jo, det er vigtigt, at de forstår, at ikke alting er til forhandling. At vi lærer dem, hvordan de bør agere i forskellige sammenhænge. Jeg genkender dog ikke helt kritikken om, at danske børn generelt er uopdragne. I en klasse på 25 elever er der måske 2, der har problemer med at høre efter og respektere læreren – resten kan godt finde ud af det«.

Anerkender du ikke, at der er et problem med børn, der ikke respekterer de voksne omkring dem?

»Selvfølgelig. Men det er vigtigt, at det ikke bliver den endegyldige fortælling om, at ’sådan er danske børn’. For det er ikke sandheden. Sandheden er, at vi danskere i det store billede er rigtig dygtige til at opdrage vores børn til at begå sig socialt, være empatiske og have respekt for andre mennesker«.

Pas godt på opdragelseskulturen

Med et stigende fokus på konkurrencesamfundets krav, med flere nationale tests og med tidlige læringsmål har vi i de seneste år nærmet os den amerikanske opdragelseskultur, mener Iben Sandahl, og den tendens skal vi huske at forholde os kritisk til:

»Det amerikanske fokus på præstation og på, at man skal klare sig godt, ses mere og mere i Danmark og i de reformer, der bliver vedtaget. Det er jo også derfor, at både skolelærere og pædagoger i disse dage råber vagt i gevær«.

Truer konkurrencestaten den danske opdragelsesmodel?

Danskere har en sund skepsis, og derfor er jeg ikke så bekymret for, at vi skal tabe det hele på gulvet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er jo sådan med strømninger, at der næsten altid opstår en form for mod-strømning efter nogen tid, og det synes jeg også, vi ser i dag. Danskere har en sund skepsis, og derfor er jeg ikke så bekymret for, at vi skal tabe det hele på gulvet. Det grundlæggende fundament, som vores opdragelseskultur bygger på, er så stærkt, at der skal meget til at rokke ved det. Men det er klart, at vi fortsat skal forholde os kritisk og sørge for, at vi ikke kommer for langt væk fra de værdier, der karakteriserer dansk børneopdragelse«.

Hvordan sørger vi for det?

»Det er vigtigt at få sat ord på, begrebsliggøre, hvad der egentlig karakteriserer dansk børneopdragelse. På den måde bliver vi mere bevidste om, at vi i Danmark har en helt unik opdragelseskultur, som vi skal passe godt på, og som vi skal kæmpe for at bevare. Og så er det sundt, hvis danskerne kan få øjnene op for, at vi, når det gælder børneopdragelse, faktisk kan noget, som verden misunder os, og som vi godt kan være rigtig stolte af«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce