Politiken lancerer nyt historiemagasinLæs mere

Foto. Jens Dresling

Foto. Jens Dresling

Debat

Socialdemokraterne svigtede, da Thorning og Corydon stod i spidsen

Partiet Alternativet bør være et wake-up call for Socialdemokraterne, siger Ritt Bjerregaard.

Debat

Jeg har svært ved at genkende mit gamle parti. Hvis linjen fra Thorning og Corydon fortsætter under Mette Frederiksen, vil partiet bare blive ved med at skrumpe. Det er helt nødvendigt, at Socialdemokraterne sadler om: Dropper spinstrategierne, kommer tættere på vælgerne og træder i karakter med et projekt, der kan begejstre«.

Sådan lyder det fra socialdemokraten Ritt Bjerregaard, der har været overborgmester i København, EU-kommissær og minister i flere omgange. Den 74-årige ekspolitiker håber, at den nye socialdemokratiske ledelse kan lære af de fejl, som Thorning-regeringen begik.

Foreløbig ærgrer hun sig over, at hendes parti fokuserer for meget på, hvor man skal lægge sig strategisk.

»Det er farligt, hvis politik kun bliver taktik og strategi, mens virkeligheden får sit helt eget liv ved siden af. Jeg kan sagtens se, hvad Socialdemokraterne er ude på i denne tid: Det skal afdækkes, at den blå blok ikke kan holde, og at DF, når det kommer til stykket, ikke er til noget. I den situation skal vi socialdemokrater ikke komme med vores eget bud, for de andre skal ikke have noget på os. Men det er jo kun strategi og intet andet – og jeg tror ikke på, at det er det rigtige«.

Hvad er så det rigtige?

»Man er nødt til at kunne begejstre folk og vise en retning for partiet. Det kan godt være, at et parti som Alternativet er urealistiske i deres forestillinger, men de tænker anderledes og giver folk håb. Som vi sagde i mine unge dage: ’Vær realist – forlang det umulige’. Jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet, fordi jeg ville forandre verden. Det mener jeg stadig er nødvendigt. Der kan Socialdemokraterne lære noget af Labours nye leder, Jeremy Corbyn, og af Uffe Elbæk«.

Præcis hvad skal de lære?

»Corbyn holder fast i, at udgangspunktet for en socialdemokrat bør være en følelse af retfærdighed. Her har danske socialdemokrater svigtet. Det kan godt være, at man er nødt til at gøre noget, som ikke alle synes godt om. Men man kan ikke skære i kontanthjælpen og lave selskabsskattelettelser samtidigt, sådan som den tidligere regering gjorde. Det er ikke retfærdigt«.

Så grundlæggende handler socialdemokratisk politik om retfærdighed?

»Ja, for så kan folk leve med meget. Jeg har i min tid oplevet, at Anker Jørgensen i 1970’erne gennemførte den ene spareøvelse efter den anden, så længe det var retfærdigt. Med retfærdigt mener jeg, at man ikke bare tog fra de svageste og gav til de rigeste, men at der var en balance i det. Folk kunne se, at man som nation måtte bidrage, når der var økonomiske problemer. Det har vi altid tidligere kunnet forklare i Socialdemokratiet«.

Jeg er af den gammeldags skole. Jeg synes ikke, man skal sidde og analysere sig frem til, hvor man skal lægge sig strategisk. Jeg synes, man skal sætte sig ned og lave en beskrivelse af virkeligheden og udfordringerne og sige: Hvor står vi i det? Hvad er det, vi gerne vil?

Men ikke mere?

»Nej, nu er retfærdighedsfornemmelsen forsvundet, og det er blevet nødvendighedens politik over hele linjen. Da Bjarne Corydon – der symptomatisk nok lige er blevet ansat i konsulentvirksomheden McKinsey – blev finansminister, lagde han sig fladt ned og sagde: »Embedsmændene er jo dygtigere, end jeg er, så nu tager vi udgangspunkt i det«. Det gik galt«.

Dialogen mangler

Ifølge Ritt Bjerregaard er en stor del af problemet for Socialdemokraterne i dag, at Christiansborg-politikerne ikke længere er i dialog med ’almindelige’ mennesker.

»Det var jo interessant, hvad der skete med Dong under Thorning-regeringen, hvor man solgte dele af foretagendet til Goldman Sachs. De havde helt fejllæst folk. Hvis man havde været ude og tale med folk, havde man vidst det. Jeg mener faktisk, at politikere er valgt for at kende sådan nogle folkestemninger«.

Men er det ikke at lefle?

»Nej, det er ikke at lefle for folk, hvis politikerne tager sig af, hvad de mener. Det, der var galt med Corydon, var, at han overhovedet syntes, det var en rigtig idé at sælge ud af Dong til Goldman Sachs. Det er kompasset, den var gal med. Politikerne har løsrevet sig fra vælgerne. Da jeg gik ind i politik, havde man en solid kredsbestyrelse, hvor der sad folk fra alle dele af samfundet – en direktør for Arbejdsformidlingen, en sygehjælper, en arkitekt – som man mødtes med regelmæssigt. Det var et fantastisk sted for dialog for folketingsmedlemmer. Man kunne hele tiden afprøve, hvor stærke reaktionerne var på de politiske tanker«.

Men i dag har man fokusgrupper, som jo må give meget godt styr på, hvad der rører sig? Er det ikke et godt alternativ?

»Nej. Det kan være et hjælpemiddel, hvor man kan afprøve paroler osv. Men det er jo netop ikke en dialog. En tale er heller ingen dialog. Det er dialogen med ganske almindelige mennesker, der mangler. Det er også et problem, at mange folketingskandidater har de samme uddannelser – de er alle sammen cand.scient.pol., de har gået de samme steder, taler det samme sprog, det samme er tilfældet med spindoktorerne. Det er jo meget fremmed for folk. Der kommer sådan en lukkethed«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er vel svært at genetablere en tæt dialog med såkaldt almindelige mennesker?

»Det tror jeg heller ikke, man kan. Man er nødt til at finde nye kanaler. Da jeg var overborgmester, lavede jeg det, jeg kaldte for kaffemøder, hvor jeg indbød mennesker, der vidste noget. Da der var meget kriminalitet i København, indbød jeg f.eks. diskoteksejere og politifolk og satte mig ned i et par timer og talte med dem om, hvad de oplevede, og hvad man kunne gøre ved problemerne. Man må selv skabe nogle af de der fora. Der er jo ikke andet at gøre. Selv om det selvfølgelig ikke er nok«.

Autoriteten skal tilbage

Ritt Bjerregaard mener også, at politikere er blevet bange for at stille sig op og sige deres mening.

»Jeg efterlyser, at politikere optræder som autoriteter. Man bliver nødt til selv at vove noget med nogle synspunkter. Selv gå forrest med noget, som folk kan forholde sig til. Det er karakteristisk for tiden: Folk viger tilbage fra at optræde som autoriteter i forhold til deres børn, lærerne er bange for forældrene osv. Det gælder om at sige: Her er det altså mig, der bestemmer. Det er sådan, det er. Det er ikke i høj kurs i tiden«.

Men når du roser Alternativet, må man jo sige: Det er da ikke ligefrem det autoritære, som det parti står for, vel?

»De er autoriteter på en anden måde. Det gode ved Alternativet er, at de går ud og siger noget helt andet end alle andre. Uffe Elbæk er i stand til at spille antispil, møde op i sweater og sige noget, så de andre himler med øjnene. Dét sender et signal om, at noget kan være anderledes, og at han vil noget, der er anderledes. Selv i den form, han har, hvor man vil sige, at han er det modsatte af en autoritet, er han jo klart en autoritet, fordi han påtager sig det at være en spydspids og et talerør for nogen, der vil noget andet. Det at påtage sig ansvaret for at ville noget andet – med de omkostninger det har«.

Nødvendigt med et projekt

Men er råderummet for det politiske ikke indsnævret i forhold til dengang, du var politiker? Der er vel ikke mange politiske valgmuligheder i den globale konkurrence?

»Det er håbløst, når folk taler om ’nødvendighedens politik’, for så er det jo ikke politik. Jeg tror sådan set, at der er mindst lige så mange handlemuligheder for at lave politik i dag som tidligere. Men det er klart, at nogle af de politiske beslutninger ligger nogle andre steder, f.eks. i EU. Men også herhjemme har vi masser af muligheder for at lave politik. Hvorfor kan vi for eksempel ikke diskutere, om vi skal have alle de her nye jagerfly. Hvorfor kan vi ikke diskutere, om de penge skal bruges på boligydelser for eksempel? Man lader, som om det er to vidt forskellige kasser, og at noget bestemt er nødvendigt, men det passer jo ikke. Det er noget, vi bestemmer. Og hvorfor kan vi ikke diskutere, at vi får mange flygtninge, når vi bomber? Det betyder, at virkelighedsbilledet bliver forkert. Og så bliver folk selvfølgelig rundt på gulvet. Det, de ser og oplever, er noget helt andet. De ser, at de offentlige chefer i ministerierne pludselig får lønstigninger, samtidig med at der er alle mulige problemer i selv samme ministerier. De sidder derude og tænker: hvad er det, der foregår. Hvorfor? Og så kommer Dansk Folkeparti med de lette løsninger«.

Du skoser dit eget parti – men hvad er det, partiet skal gøre?

»Jeg er af den gammeldags skole. Jeg tror ikke, man skal sidde og analysere sig frem til, hvor man skal lægge sig strategisk. Jeg synes, man skal sætte sig ned og lave en beskrivelse af virkeligheden og udfordringerne og sige: Hvor står vi i det? Hvad er det, vi gerne vil? Man bliver da nødt til at komme ud med noget, der begejstrer folk. Noget, hvor man kan se en retning. Jeg er ikke på det der med, at man kan tegne store visioner for ti år frem. Men jeg er for, at man kan fremskrive nogle tendenser for den tid, man lever i – og forholde sig til det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad betyder det helt konkret for Socialdemokraterne?

»Det betyder, at der bør være fem pejlemærker i fremtiden, som kan begejstre. For det første skal politikken opleves som socialt retfærdig. For det andet bør man satse meget mere på det grønne. I dag er Socialdemokraterne jo slet ikke optaget af det grønne og miljøet. For det tredje skal det store parti gå op i spørgsmålet om Danmarks placering som nation i EU. For det fjerde skal man udfordre den der meningsløse krigsdeltagelse. Det er både dyrt og skidt, og jeg kan slet ikke se, hvad danskerne får ud af det. Jeg kan godt se, at amerikanerne har nogle interesser i forhold til olie og magt, men hvad skulle der være af særligt danske interesser? Det kan jeg ikke se. Endelig for det femte bør man gå op imod tendensen til at skabe mistillid til frontpersonalet i den offentlige sektor«.

Mistillid?

»Tænk lige over, hvor mange penge der bliver brugt på bureaukratiseringsøvelser på sygehusene og skolerne. Afrapporteringer. Registreringer. Skemaer. Kontrol. Det, skal vi da af med, så vi kan bruge flere penge på den direkte menneskelige kontakt med elever, patienter, gamle. Det burde være en socialdemokratisk vision, der stod højt på listen. I det hele taget har Danmark brug for socialdemokratiske politikere, der tør insistere på mærkesager, der kan begejstre«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce