I Politikens ’sigtekornet’ 24. april skyder Noa Redington på alt og alle, som tvivler på, om han og de andre skrivebordsgeneraler, der fostrede folkeskolereformen, var så geniale, som det lykkedes dem at bringe et stort flertal i Folketinget til at tro i 2013.

Nu – tre år efter at Folketinget standsede lockouten af lærerne – forsøger Redington sig med omskrivning af historien: Lockouten, som var en ensidigt gennemført handling bliver kaldt ’lærerkonflikten’. En konflikt forudsætter to aktører. Noa Redington forsøger at forstærke det billede ved at skrive, at »Konflikten mellem lærere og kommuner var gået i hårdknude. Alle var kede af det. Undtagen – måske – lærernes formand Anders Bondo ...«.