Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De superrige har fået mere magt

Kun institutioner med global rækkevidde kan sætte en effektiv stopper for skattely.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Afsløringerne af skattelyfinten i Panama Papers har bragt hovedrige danskeres skatteunddragelse på den politiske dagsorden. Der er god grund til forargelse: Omfanget af tabt dansk skatteprovenu gennem skattely løber op i omegnen af et beløb, der svarer til en fjerdedel af alle kontanthjælpsydelser på et år, eller en kvart Storebæltsbro – om året.

Derfor er det positivt, at Socialdemokraterne 1. maj kaldte til kamp mod skattely med 17 forslag til bekæmpelse af skatteunddragelsen. Særligt væsentlige er i denne sammenhæng de sidste 5 forslag, der alle sigter mod at styrke EU’s indsats mod skattely. Denne internationale dimension i bekæmpelsen af skattely er fuldstændigt afgørende, hvis vi skal gøre os håb om at gøre noget ved problemet.

Brugen af skattely blandt de rigeste borgere er dog kun en enkelt dimension i en mere generel samfundsudvikling, hvor flere faktorer understøtter en overordnet tendens mod en stadig større koncentration af penge og magt hos samfundets top. Hvis vi for alvor skal gøre noget ved denne tendens, så er det – som i tilfældet skattely – af afgørende betydning, at vi forfølger institutionelle løsninger på disse problemer på europæisk, eller ligefrem globalt,niveau. Ud over skattelyene bør fire andre faktorer også nævnes.

For det første har de vestlige velfærdsstater siden 1990’erne gennemført en gradvis omlægning af skattefinansieringen af de offentlige udgifter, således at skattebyrden i højere grad lægges på lønmodtagere og forbrugere, mens virksomheder, investorer og velhavere i stigende grad går fri. Denne omlægning er et direkte resultat af international skattekonkurrence. Dertil udnytter multinationale virksomheder manglen på europæisk harmonisering af skattelovgivningerne og den svage europæiske indsats over for oversøiske skattely til næsten at kunne slippe for skattebetaling i lande som Danmark.

Omfanget af tabt dansk skatteprovenu gennem skattely løber op i omegnen af et beløb, der svarer til en fjerdedel af alle kontanthjælpsydelser på et år, eller en kvart Storebæltsbro - om året

For det andet er den offentlige gæld steget voldsomt i OECD-landene siden 1970’erne, primært for at finansiere det voksende offentlige forbrug i lyset af stagnerende vækst og skattefinansiering. Mens de vestlige velfærdsstater har ladet deres rigeste borgere slippe billigere i skat, så har de altså sideløbende optaget stadig større lån hos private kreditorer – en tendens, som tog et tigerspring efter finanskrisen i 2008, hvor staterne nationaliserede en stor del af den dårlige private gæld. Dermed har private investorer på paradoksal vis opnået en enorm politisk magt over de folkevalgte politikere, som er tvunget til at føre en markedsfølgagtig politik for at bevare statens ’kreditværdighed’.

For det tredje er det efter Thomas Pikettys bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’ efterhånden blevet alment kendt, at indkomstuligheden i de industrialiserede lande er i eksplosiv vækst i disse år – også i Danmark. Målt på ginikoefficienten (et mål for fordelingsmæssig lighed) er Danmark i dag dumpet ned fra en delt førsteplads i 2006 til en europæisk ottendeplads over fordelingslighed. Vores problemer er i denne henseende dog stadig i den mildere ende. Som Piketty demonstrer, er lande som Frankrig, USA og Storbritannien ved at nå en grad af indkomstulighed, hvis lige vi ikke har set siden før Første Verdenskrig.

For det fjerde – og givetvis vigtigst – har fremkomsten af den globale kapitalmobilitet bevirket, at ’kapitalen’ i dag står i en massivt styrket forhandlingsposition over for lønmodtagerorganisationer og folkevalgte parlamenter: Hvis sidstnævnte ikke imødekommer kapitalejernes krav om bedre ’rammevilkår’ (lavere skatter og lønninger), så mødes de straks med trusler om, at tusindvis af arbejdspladser rykkes ud af landet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sammen med skattelyene muliggør og understøtter disse fire tendenser hinanden som bidragydere til én og samme tendens: en stigende koncentration af magt og penge i samfundets absolutte top. De superrige deponerer deres penge i trust- og hedgefonde, registreret i skattely i Luxembourg eller Cayman Islands, hvis investeringer giver et langt højere afkast end den almene økonomiske vækst, hvorved uligheden øges. Den stadig større koncentration af en globalt mobil kapital i hænderne på en lille gruppe superrige giver dem samtidig en stadig større magt over folkevalgte politikere og fagforeninger, og resultatet heraf er markedsfølgagtig politik – såsom faldende skatter for virksomheder og velhavere samt et negativt lønpres.

Akkurat som med skattely er det kun internationale aftaler, der i sidste instans kan imødegå disse gensidigt understøttende delårsager til koncentration af magt og penge i samfundstoppen. Kun institutioner med global rækkevidde kan sætte en effektiv stopper for skattely og global skattekonkurrence, bremse den eksploderende ulighed (Piketty forslår en global formueskat) og stække kreditorernes og kapitalejernes magt over parlamenter og lønmodtagerorganisationer gennem regulering af globale finansmarkeder og kapitalstrømme. Den globale finanskapitalismes onder kan kun tæmmes globalt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden