Prøv at spørge kvinder omkring de 40, om de er tilfredse med deres liv. Om de er vilde med deres mænd, om de elsker deres arbejde, om de kan holde deres børn ud en hel weekend i februar, om de nyder deres hverdag, om de er der, de ønsker at være. Hvis du møder én kvinde, der er fuldt ud tilfreds, hele tiden, så er der grund til at poppe champagnen.
Jeg tror, en af grundene til den stille, simrende utilfredshed er De Andre. Dem, vi selv har lukket ind og indbudt til at have en mening om os, på sociale medier, i mødregruppen, på arbejdspladsen, i familien. Det er ikke noget nyt, at verden omkring os betyder noget, at andres accept af os betyder mere, end vi har lyst til at stå ved. Det nye er, at det aldrig stopper, at vi kan være på døgnet rundt og hade-læse og sammenligne vores egne liv med andres. ’Helvedet er de andre’, sagde Sartre, og selv om vi burde have fattet det for mindst et par årtier siden, har vi alligevel skruet De Andre ned i en smartphone, som er syet fast for enden af vores højre hånd.
