Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat

Racisme er en af vor tids store ideologier

Hyggeracisme, rettighedsracisme, kulturel og religiøs racisme: Vi lader, som om det ’bare’ er en del af den hylesjove danske folkesjæl.

Debat

Jeg kender en 13-årig dansk dreng. Han bor på Nørrebro. Han elsker sneaks og nystrøgne skjorter, er smuk og klarer sig godt i skolen. I en periode mødte han dagligt en mand, der skubbede og talte nedsættende til ham. Da han for nylig skulle på lejrskole, endevendte bestyreren på stedet hans taske. Da han spurgte hvorfor, var svaret: Fordi sådan nogle som dig laver ballade og går med kniv.

Rimelig fornuftige voksne mennesker kalder ham ’indvandrerdreng’. Når klassekammeraterne bliver sure på ham, kalder de ham ’perker.’ Årsagen: Hans mor er af iransk afstamning, hans far af pakistansk. Han er født og opvokset i Danmark, taler kun dansk og har intet andet fædreland.

Vil man tale om racisme, får man ofte at vide, at den ikke findes i Danmark. Vil man tale om strukturelle problemer, får man at vide, at individet eller minoriteten bærer ansvaret. Det er svært at finde løsninger på det, som man ikke taler åbent om. Det har høje omkostninger for fællesskabet at insistere på at opretholde majoritetens selvbillede.

Europa har i århundreder været besat af hudfarve, overlegenhedsfølelse og fremmedfrygt

En integrationsminister tager til Nørrebro og overfalder to danske unge mænd med minoritetsbaggrund verbalt. Hun beskylder dem for at drive den af og ikke benytte sig af alle de muligheder, Danmark har givet dem. De forventes åbenbart at udvise særlig taknemmelighed. Den ene studerer, den anden holder sabbatår.

For et år siden offentliggjorde FN’s racediskriminationskomité en rapport, der fastslår, at diskrimination og fremmedhad er stigende i Danmark. Det er ikke bare blevet stuerent, men hverdag at tale eksklusion, fordomme og marginalisering frem i befolkningen.


LÆS OGSÅ

De svageste kan ikke trynes hårdt nok. Medmenneskelighed, humanisme og insisteren på lige ret for alle kaldes politisk korrekthed, pladderhumanisme og godhedsindustri. For den siddende regering findes der ironisk nok ikke noget værre.

En kvindelig lærer kunne ikke tage med på lejrskole. Efterfølgende opdagede hun, at der gik rygter om, at hendes mand ikke tillod hende at komme med. Hun er dansk, går med tørklæde og har mellemøstlige rødder. Hun skrev en mail til sine kollegaer: »Jeg lever i et kærligt og ligeværdigt ægteskab. Jeg meldte afbud, fordi mit barn er alvorligt sygt«.

Europa har i århundreder været besat af hudfarve, overlegenhedsfølelse og fremmedfrygt. For tiden lægges muslimer for had. Retorikken ligner den, man i begyndelsen af det 20. århundrede benyttede mod russiske jøder.

Mellem 1880 og 1920 flygtede over 2 millioner jøder fra russiske pogromer. I Danmark blev de set som en trussel mod økonomi, arbejdskraft, kultur og værdier. Politikere udtrykte bekymring over, at de isolerede sig, og frygtede, at de ville oprette en stat i staten. Man angreb deres sprog, hårmode og tøj og fandt dem kulturelt, moralsk og intellektuelt underlegne.

Vi taler meget lidt om racisme i Danmark. Selv når danske politikere insisterer på at bruge nedsættende betegnelser om mennesker med en bestemt hudfarve, retfærdiggøres det. Majoriteten har tilsyneladende intet særligt ansvar, men har til gengæld ret til at dominere samtalen. Hyggeracisme er, når vi danskere hygger os med de frække ord. Siger nogen fra, har de ikke tilstrækkelig meget humor eller er alt for følsomme.

Egentlig er det privilegieblindhed, men vi lader, som om det bare er en del af den hylesjove danske folkesjæl.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rettighedsracisme er, når vi retfærdiggør udtalelser med, at vi siger, hvad der passer os.

Ytringsfriheden er nemlig ærkedansk, og kun de færreste synes at bekymre sig om, at et politisk flertal i denne tid går ind for at begrænse denne frihedsrettighed for en minoritet i minoriteten.

Moderne videnskab har påvist, at der ikke findes racer, men kun genetiske forskelle. Det får imidlertid ikke racisme til at forsvinde. Den religiøse og kulturelle racisme trives: Visse kulturer eller religioner tilskrives negative egenskaber. I modsætning hertil fremhæves ens egen kultur som bedre og uforanderlig.

I stedet for at lade racismen tage udgangspunkt i biologiske forskelle bliver kulturel eller religiøs baggrund brugt til at forklare, hvem folk er.

Der er intet odiøst i at hævde, at kultur og normer har indflydelse på mennesker, og problemet består selvfølgelig ikke i benævnelsen af kulturelle forskelle.

Men man kan tale om kulturel racisme, når det drejer sig om stereotype opfattelser af bestemte etniske gruppers kultur som essentielt anderledes og uforenelig med f.eks. dansk kultur. Det er f.eks. en udbredt fordom, der modbevises hver eneste dag, at islam er en kulturel hindring for integrationen. Ikke blot i almindeligt hverdagsliv, men også i store holdningsundersøgelser.

Den kulturelle og religiøse racisme synes at være en af vor tids store ideologier, båret frem under dække af fædrelandskærlighed og national sikkerhed. Politikere står i kø for at udbrede udbrede den afstumpede forveksling af muslimer med fundamentalister.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce