Indtil for et halvt års tid siden var jeg ikke selv modstander af omskæring af drengebørn. Det er jeg nu, for jeg føler ikke, at jeg kan være andet end modstander, når jeg tænker på tilbage på, at jeg som 4-årig fik amputeret 6-7 kvadratcentimenter af forhuden.
Men jeg måtte konfrontere en overbevisning, jeg altid har levet med. Jeg læste videnskabelige artikler. Jeg læste FN’s børnekonvention. Jeg kiggede ned i bukserne. I dag indser jeg, at vores fornemste opgave som retssamfund er at beskytte de mennesker, der ikke formår at beskytte sig selv. Drengebørn har også ret til en intakt krop. Men har Folketinget stadig berøringsangst over for penis?
