Indtil for et halvt års tid siden var jeg ikke selv modstander af omskæring af drengebørn. Det er jeg nu, for jeg føler ikke, at jeg kan være andet end modstander, når jeg tænker på tilbage på, at jeg som 4-årig fik amputeret 6-7 kvadratcentimenter af forhuden.
Men jeg måtte konfrontere en overbevisning, jeg altid har levet med. Jeg læste videnskabelige artikler. Jeg læste FN’s børnekonvention. Jeg kiggede ned i bukserne. I dag indser jeg, at vores fornemste opgave som retssamfund er at beskytte de mennesker, der ikke formår at beskytte sig selv. Drengebørn har også ret til en intakt krop. Men har Folketinget stadig berøringsangst over for penis?
Hverken ritualers alder eller magiske lignelser fra fortidens forfaldne ’hellige skrifter’ legitimerer handlingen. Børn skal ikke skæres i, medmindre det er lægefagligt begrundet. Tænk, at vi til stadighed har denne debat. Værner vi lige meget om drenge og piger? Værner vi i Danmark om børnerettighederne og individets ret til selvbestemmelse, beskyttelse og frihed? Der er i Danmark en lemfældig tilgang til bestemmelserne i børnekonventionen, som vi tiltrådte i 1991.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar