Perspektiv. Johannes Riis skulle egentlig have været landmand, men som barn blev han opmærksom på, at bøgerne gav ham en anden verden end den i stalden og på marken – og den var han meget mere interesseret i. Siden har han levet i og med litteraturen. Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Perspektiv. Johannes Riis skulle egentlig have været landmand, men som barn blev han opmærksom på, at bøgerne gav ham en anden verden end den i stalden og på marken – og den var han meget mere interesseret i. Siden har han levet i og med litteraturen. Foto: Thomas Borberg (arkiv)

Debat

Johannes Riis: »Kunsten kan lære vores politikere, hvordan andre mennesker tænker«

Hvis politikerne læste bøger, gik i teatret og så på malerier, ville vi have nogle folkevalgte med større forståelse og empati, siger Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis.

Debat

»Når jeg skal have en pointe hjem, har jeg god erfaring med at bruge kunsten; et eksempel er Henrik Nordbrandts digt ’Vuggevise’ om de børn, der flygter fra krigshandlingerne i Mellemøsten over Middelhavet til Europa. Digtet er et fremragende eksempel på, hvad kunsten kan. Hvordan kunst kan skære alt overflødigt væk, så man sidder med noget, som er uafviseligt, og som man er nødt til at tage stilling til«.

Sådan lyder det fra Gyldendals litterære direktør gennem 22 år, Johannes Riis. Sidste gang han brugte Nordbrandts digt om krigsbørnene til at hive en pointe hjem, var i sidste måned, da han talte ved et kulturarrangement hos Socialdemokraterne. Socialdemokrat er han ikke selv, faktisk er han erklæret borgerlig, men politikere på begge fløje bruger ham, når temperaturen på kulturlivet – og verden i det hele taget – skal tages. Og de kan roligt regne med, at Riis revser dem alle – uanset partifarve – og at han altid insisterer på, at der er for lidt kunst i den politiske verden. For ifølge ham kan litteraturen meget mere end blot holde hverdagen fra livet.

»Nordbrandts digt forenkler selvfølgelig tingene – der er mange aspekter af flygtningeproblematikken, som ikke er med, men det, man står tilbage med, er et udsagn, som gør mange udenværker ligegyldige. Det er et digt, der taler til alle – uanset hvor kontant og kynisk man er indrettet, må digtet gøre indtryk. Jeg kan mærke på folk, når jeg læser det højt, at de bliver slået af det, fordi det er så kort, enkelt og præcist. Litteraturen kan give os andre bud på, hvordan verden ser ud. Det har også politikere i høj grad brug for«.

Hvorfor egentlig?

»Jeg tror, politikerne ville have godt af at gå mere på museer, se noget mere teater og læse nogle flere bøger, end de gør, for de ville få en større forståelse af, hvad andre mennesker tænker, og hvad der sker omkring dem. De ville blive meget klogere på verden af at bruge tid på litteraturen«.

Hvad er det, bøgerne kan?

»Litteraturen kan lære os empati; den kan lære os, at min måde at se på verden på ikke er den eneste. Jeg er f.eks. en ud af seks brødre, og når jeg taler med mine brødre om vores barndom, skulle man tro, at vi havde levet på forskellige planeter. Vi er vokset op med de samme forældre, på den samme gård, hvor vi har boet i hele vores barndom, vi har haft de samme lærere, gået i samme skole, haft samme naboer og familie – og alligevel ser vi ikke tingene ens. Vi har oplevet de samme ting, men vi har ikke oplevet dem på samme måde. Vi har hver sin version af virkeligheden«.

Så det handler om at få et bredere blik på menneskelivet?

»Ja. Hvis politikerne f.eks. havde læst dansk samtidslitteratur, ville de – længe inden det rent faktisk gik op for dem – have forstået den konflikt, der er mellem land og by, øst og vest, og som kom så tydeligt til udtryk ved folketingsvalget sidste år. De ville få en større forståelse for helheden, hvis de læste bøger; og et nyt perspektiv i deres liv. At læse bøger kan lære os om sammenhænge, og om, at tilværelsen måske ikke er så anderledes i dag, end den var f.eks. i begyndelsen af det 20. århundrede. Det er de samme menneskelige konflikter, vi bakser med alle sammen, uanset om vi er her nu eller for 100 eller 500 år siden. Jeg tror også, at vi ville få politikere, som var sjovere og mere interessante at høre på, hvis de kunne referere til kunst eller til litteratur, når de talte. Det ville samtidig være med til at udvide billedet af vores politikere«.

ILDSJÆL

Mangler de dannelse, mener du?

»Man skal altid være forsigtig med at tale om dannelse; det er et begreb, der meget nemt kan få nogle lidt højrøvede overtoner. Jeg er glad for Villy Sørensens definition af ordet: Dannelse har med fællesskab at gøre: Man kan ikke bare være dannet for sig selv; dannelse er dybest set en forståelse af, at man ikke er alene i verden, og at man er nødt til at tage hensyn til andre mennesker – noget, man ikke kan lære for tidligt – og jeg vil gerne tilføje, at jeg har mødt mindst lige så stor dannelse hos folk, der aldrig har åbnet en bog, som hos folk, der har læst i tusindvis af dem«.

Så mener du, at vi – ikke bare politikere – bliver bedre mennesker af at læse bøger?

»Nej, jeg tror ikke, vi automatisk bliver bedre mennesker af at læse bøger eller se på kunst, men jeg tror, vi kan få et større liv, et rigere, mere mangfoldigt liv af det. Det er ikke mindst det, vi skal bruge kunsten til. Og så mener jeg, at politik og kunst burde have meget mere med hinanden at gøre, end tilfældet er nu. Forfatteren Doris Lessing sagde altid, at man ikke skal nøjes med at compartmentalize, altså dele virkeligheden op i kasser og æsker og stille dem ved siden af hinanden. Det gælder også her«.

Skulle have været landmand

Det stod ikke skrevet i Johannes Riis’ fødselspapirer, at han skulle ende som litteraturens mand; ej heller at han skulle komme til at blande sig i dansk politik. Som ældste søn i en bondefamilie på Mors var farens plan med ham, at han skulle overtage gården. Men bøgerne trak meget mere end mulden.

»Bøgerne gjorde mig opmærksom på, at der var en anden verden end den på marken og i stalden, og den interesserede mig meget mere. Jeg skaffede mig min egen lille parallelvirkelighed – i litteraturens verden – og den er jeg vel sådan set aldrig kommet ud af. Jeg er opvokset i et Venstre-hjem, hvor der blev talt meget politik. Min morfar var radikal, og var der noget, de her venstrebønder ikke brød sig om, så var det Radikale Venstre. Min morfar kom altid på besøg omkring nytår, og så gik bølgerne højt – så jeg har altid været interesseret i politik. Men jeg har nu aldrig forestillet mig, at jeg skulle tage del i den politiske diskussion«.

Hvad skete der?

»Det er faktisk daværende kronikredaktør på Politiken Ebbe Mørks skyld. Han spurgte mig op til afstemningen om Edinburgh-aftalen i 1993, om jeg ville skrive en Kronik om den. Det blev jeg både smigret og endnu mere forbløffet over, så jeg sagde ja. På den måde meldte jeg mig ind i debatten. Nogle år senere kom Anders Foghs regering til, og jeg blev så forfærdelig skuffet over den politik, den førte – jeg havde håbet på, at der ville komme andre boller på suppen – at jeg gik offentligt ud og sagde, at jeg opfattede mig som borgerlig-liberal, og at jeg syntes, kulturpolitikken var mislykket. Og så fangede bordet«.

Ahrendtsen og DF vil kun tilbage i tiden; det er mest Vikingeskibsmuseet og bindingsværkets fremme, han går op i, men det er en fuldstændig fremtidsløs nostalgi, som ikke har noget vækst- eller udviklingspotentiale i sig

Hvordan?

»Der er ikke mange i de kredse, jeg færdes i, der opfatter sig som borgerlige, så det vakte en vis opsigt. Og så sagde jeg højt, at jeg ikke kunne holde den forestilling ud – som vi stadig lider under – at alting i kulturen er lige godt, og at det altid og først og fremmest gælder om at få så mange med som muligt. Det nytter ikke noget, at man ikke vil prioritere og sige, at man anser noget for vigtigere end andet, og at der bare bliver skåret 2 procent over det hele. Man er nødt til at vise, at noget har høj kvalitet; at noget er vigtigt for én«.

Hvad er det, der er vigtigt?

»Jeg har sagt det før – og siger det gerne igen – at når vi hælder så mange penge i de offentlige kulturinstitutioner, bør de også tage hånd om kvaliteten. Der tænker jeg ikke mindst på DR og bibliotekerne; jeg kan simpelthen ikke forstå, at det skulle være så svært at gøre sig større umage for at formidle kvalitet frem for kvantitet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad tænker du på?

»At man kun måler bibliotekers succes efter, hvor mange der kommer i lokalerne, og DR’s succes i share og seertal. At man marginaliserer kulturstoffet mere og mere i DR. Man har opfundet DR K, og der sender man så en masse i og for sig udmærkede udsendelser, men det virker, som om den kanal overhovedet ikke er redigeret. En aften kan der være op til fem udsendelser om Anden Verdenskrig, og det ser ud, som om de er smidt på med en fyldegreb. Man er ikke ambitiøs nok og gør sig alt for lidt umage med at præsentere kulturen. Jeg fatter det ikke. Og nu bliver jeg jo til grin, når jeg for 117. gang siger, at jeg ikke kan forstå, at man ikke kan have et bogprogram i DR. Der er ingen andre lande i verden, som vi sammenligner os med, som ikke kan finde ud af at lave et litteraturprogram. Herhjemme bruger man uanede midler på at udvikle vejrudsigten f.eks., og den breder sig ud over alle grænser. Det er jo helt latterligt. Men i kulturprogrammerne er det den samme håndfuld personer, der har bestemt, hvordan de skal se ud, i jeg ved ikke hvor mange år. Jeg ville virkelig ønske, at man kunne stramme op der og sætte ressourcer ind på at få videreudviklet den del af programfladen«.

KRONIKEN

I virkeligheden er du vel mest enig med DF’s Alex Ahrendtsen – han er jo den eneste i dansk politik, der for alvor mener, at der skal prioriteres kulturpolitisk?

»Ja, han er den eneste politiker, der siger, at den der 2-procents nedskæring ikke holder, og at der skal prioriteres. Men det skulle jo ikke være ham, der gør det – det skulle have været regeringen. Ahrendtsen har fri bane, og det synes jeg ikke, han skal have lov til. Og jeg er helt uenig med ham i, hvordan der skal prioriteres. Ahrendtsen og DF vil kun tilbage i tiden; det er mest Vikingeskibsmuseet og bindingsværkets fremme, han går op i, men det er en fuldstændig fremtidsløs nostalgi, som ikke har noget vækst- eller udviklingspotentiale i sig. Det kommer der intet nyt ud af«.

Men tror du overhovedet, folk gider al den moderne kunst og kultur; er det ikke forbeholdt en lille elite?

»Jeg tror, nej, jeg ved, at man kan gøre folk interesserede i kunst og i bøger, også i noget, de ikke troede ville være noget for dem. Jeg er godt klar over, at det ikke kommer af sig selv. Der skal ikke missioneres, det skal selvfølgelig ikke stoppes ned i halsen på nogen; men der skal gøres en større indsats for at få det gjort synligt og tilgængeligt for folk. Der skal formidles. Der skal være nogen, der siger: Her skal du bare se. Her er der noget, du vil kunne få noget ud af; det vil gøre din verden større. Så enkelt og primitivt er det i virkeligheden for mig«.

Vi er blevet så utålmodige

Selv om Johannes Riis er erklæret borgerlig-liberal, har han aldrig været medlem af et parti eller talt et bestemt partis sag. Det, føler han, giver ham friheden til at sige og skrive, hvad der passer ham – hvad enten det er et udfald mod DF, Venstres kulturprioriteringer eller radikal ’nødvendighedens politik’ – også selv om han får nogen over snuden for det. Men selv om han med glæde bidrager til den offentlige debat, savner han noget afgørende.

»Jeg synes virkelig ikke, vi er gode til at være uenige længere. Den velovervejede argumentation og diskussion er der efterhånden længe imellem. De uhumske udtryksformer fra de sociale medier breder sig og sætter deres præg alle steder; folk råber højere og højere og siger de mest utrolige ting, og der er ikke længere nogen, der tager sig af det. Det eneste, man reagerer på, er, hvis en imam siger et eller andet skrækkeligt. Så er fanden løs, og så er politikerne pludselig villige til at give køb på de mest fundamentale frihedsrettigheder. Det er virkelig besynderligt. At man kan gå så radikalt fra snøvsen«.

Jeg er vokset op med, at hvis man har evnen, har man også pligten

Hvad handler det om, mener du?

»Vi er alle sammen blevet utålmodige og gider ikke for alvor diskutere med nogen, vi er uenige med, og tit får man indtryk af, at selv fremtrædende debattører gerne ser ytringsfriheden begrænset til dem, de er enige med. Alting går så hurtigt nu, at hvis ikke man har svaret på en sms inden for 5 minutter, så må der jo være noget galt. Det gør jo, at der er forfærdelig mange gange, hvor man ikke får mulighed for at tænke sig om. I gamle dage sagde man til sig selv, at man nok lige skulle sove på det, inden man reagerede på en henvendelse. Det er der ingen, der tager sig tid til i dag, og derfor går så meget kommunikation i hårdknude. Man får ikke tid til at reflektere og tænke sig om. Og hvis man har kort lunte – sådan som jeg har – så er det altså virkelig en forbandelse med den her hurtighed«.

Hvad er det, du ønsker dig?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At vi tog os tid til at være uenige. At vi tog os tid til at diskutere igen, også med dem, vi er uenige med. Hvor tit sidder du og taler med et andet menneske i en time, sådan som vi gør nu?«.

Men du bliver ved med at skose – trods tidens hastighed?

»Jeg har fået en platform forærende – det var Ebbe Mørks skyld – og man kan godt sige, jeg føler en forpligtelse til at bruge den. Jeg er vokset op med, at hvis man har evnen, har man også pligten. Det er en god protestantisk moral. Og så længe der er nogen, der læser, hvad jeg skriver, og tager stilling til det, så bliver jeg ved. Jeg synes jo også, det er sjovt. Og det er i hvert fald bedre at byde ind og se, hvad der sker, end bare at gå og skumle og brokke sig«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce