Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
LINE ØRNES SØNDERGAARD
Foto: LINE ØRNES SØNDERGAARD

Advarsel. I erindringsbogen 'Fra koncepterne', der udkommer i næste uge, skriver Mette Fugl om sine frustrationer over DR's såkaldte »koncepttyranni«.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Journalistikken kæmper en dødskamp

Journalist Mette Fugl sagde i 2012 op efter næsten 40 år i Danmarks Radio. Hun fik nok af koncepter og selfie-journalistik.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Min troværdighed og faglige stolthed blev ramt, hver gang DR’s medieguruer lancerede et nyt absurd koncept i kampen om seerne. Det ene øjeblik skulle TV-avisen satse på positive nyheder, kort efter var ’hjemme hos’-formatet det nye bonmot, lige indtil selfie-journalistikken slog igennem, og pludselig skulle reporteren fylde mere i et indslag end interviewpersonen. Imens knoklede jeg med at levere indhold til både tv, radio og online, og indslagene blev bare kortere og kortere, og dummere og dummere. Det kunne ikke undgå at gå ud over grundigheden, og jeg følte til sidst ikke, jeg kunne være det bekendt over for mig selv og seerne«.

Sådan sammenfatter DR’s velkendte ansigt i Bruxelles gennem 22 år, Mette Fugl, de sidste år af sin korrespondentkarriere, der i efteråret 2012 førte til, at hun i en alder af 63 sagde op i DR.

Det seneste års tid har hun bl.a. brugt på at skrive erindringsbogen ’Fra koncepterne’, der udkommer i næste uge, hvor hun – som titlen antyder – for første gang offentligt lufter sine frustrationer over DR’s såkaldte »koncepttyranni«.

»Når man laver journalistik efter koncepter, bliver journalistikken industrialiseret, og fortællingerne kommer til at ligne hinanden. Jeg fattede ikke de koncepter, og jeg kunne ikke arbejde ud fra dem. De forhindrede, at jeg kunne lave de billedfortællinger, som jeg mente var vigtige, og som kunne give seerne fordybelse og perspektiv«.

Hvilke for eksempel?

»Skrækeksemplet var, da jeg for nogle år tilbage skulle dække et nationalistmøde i Beograd, og min fotograf havde fået de mest fantastiske optagelser i kassen. Da jeg ringede hjem til redaktionen, vidste de ikke engang, hvor Beograd lå, og mit indslag på små tre minutter endte med at blive cuttet ned til 1 minut og 25 sekunder med nogle meningsløse soundbites. Der blev jeg sgu vred. Det var jo min faglige stolthed, det gik ud over«.

»Et andet eksempel var, da jeg kort tid efter Mubaraks fald var rejst til Kairo for at lave et indslag om landets nye demokratiskoler og fik en ung mand fra Kairo til at vise mig og seerne rundt i byens gader. Der var strålende billeder, men i den efterfølgende efterkritik fik jeg bare at vide, at man skulle have set noget mere til mig i indslaget. Undskyld, hvad? Journalisten kan da aldrig være vigtigere end de mennesker, vi fortæller om«.

LÆS LEDER

»I begge tilfælde var der tale om nogle umulige dogmer, vokset ud af ren managementsnak, som gik imod den journalistik, jeg troede på«.

Men er det ikke enhver ledelses ret – hvis ikke ligefrem pligt – at udstikke nogle principper eller koncepter, som den mener kan skaffe kunder – i dette tilfælde seere – i butikken?

»Absolut. Men medarbejderne må omvendt forlange, at de er gennemtænkt, og at der følger ressourcer med. I DR betød koncepterne, at der ikke var plads til at lave den journalistik, jeg troede på. Der var ikke længere tid til ordentlig research, og jeg oplevede flere gange, at jeg måtte aflevere noget, som jeg ikke kunne stå 100 procent inde for troværdigheden af«.

Hvad sagde dine chefer, når du ringede hjem og fremlagde din kritik?

»’Så nu brokker hun sig igen’. Og det gjorde jeg også. Jeg er fra en generation, hvor man kunne smide med askebægrene, når man var sur, og sige, hvad man tænkte. Låget kunne ryge af, men det røg hurtigt på igen, og så var vi såmænd lige gode venner«.

»Men selv omgangstonen er der i dag koncepter for i DR, hvor de øverstbefalende spreder om sig med fladpandede onelinere som ’pas på tonen’ og ’på med ja-hatten’. Det er simpelthen blevet forbudt at slå i bordet og sige nej over for cheferne. Altså, hvad pokker er det for noget? Jahatten har aldrig klædt mig«.

Måske er DR bare blevet en moderne virksomhed?

»En moderne virksomhed på godt, men også på rigtig meget ondt. Der er en stemning af ’management by fear’, hvor man flytter eller fyrer dem, der brokker sig. Man har ingen forståelse for, at journalister grundlæggende er nogle tossede særlinge, og at nogle kun kan tænke kreativt, når de hører jazz eller står på hovedet. Der er sket en depersonalisering, hvor alt er blevet så sterilt, at man ikke engang kan have et billede af sin hund stående sit skrivebord, som man i øvrigt skal dele med fire andre«.

Hvilke chefer taler vi om her?

»Jeg vil ikke nævne nogen navne. Ingen nævnt, ingen glemt«.

Har du overvejet, om det bare var dig, der var mere end almindelig vrangvillig og besværlig at arbejde med?

»Ingen tvivl om, at jeg var vrangvillig. Jeg var vanvittig svær at arbejde med, det erkender jeg. Men jeg var det, fordi jeg følte, at de strategier og den tvang, der fulgte med dem, var kvælende for faget«.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du har arbejdet 22 år i magtens inderste cirkler og reporteret fra verdens brændpunkter. Hånden på hjertet – har du ikke været voldsomt privilegeret?

»Jo, helt bestemt. Jeg har oplevet de gode tider, og jeg anerkender, at min generation har fået lov til meget. Men jeg er altså ikke kommet nemt til noget. Jeg har skullet kæmpe og sparke døre ind, både fordi jeg er en lidt kantet person, og fordi jeg er kvinde. Blev jeg så en mopset madame, den dag de tog privilegierne fra mig? Det vil nogen sikkert mene. Eller også tog jeg bare mit fag så alvorligt, at jeg var nødt til at sige fra«.

Hovedparten af dine tidligere kolleger affinder sig tilsyneladende med det. Er de for ukritiske?

»Nogle er, men jeg ved, at der er mange, som er utilfredse, og som ikke føler, at de har mulighed for at udfolde sig. Det betyder meget, at arbejdsløsheden blandt journalister er høj. Journalisterne er simpelthen bange for at miste deres job, så de finder sig i meget. Det skal med, at der er utroligt mange dygtige, vidende og talentfulde formidlere på DR. De kommer desværre til i alt for begrænset omfang«.

Rædselsfulde stereotyper

I kampen om seerne forsøgte DR i nullerne at skræddersy nyhederne, så de to konstruerede arketyper, Birthe og René, ville gide se dem. Birthe, 49 år og fra Vejle, var glad for de nære nyheder, mens 35-årige René, selvstændig erhvervsdrivende, skulle have de store linjer, når han om aftenen zappede over på 1'eren. For Mette Fugl i Bruxelles var målgruppefokusset endnu en journalistisk spændetrøje.

»Ikke alene var det nogle rædselsfulde stereotyper, der satte kvinden i bås som hende, der ikke ville have udlandsstof. De var også umulige at arbejde med. Havde de tænkt sig, at jeg skulle tænke Birthe og René ind i mine spørgsmål, når jeg stod med José Manuel Barroso? Og skulle jeg efterfølgende sidde i redigeringsrummet og finde de bidder, som jeg forestillede mig, at Birthe og René ville gide at høre? Det var jo sindssygt«.

Hvorfor egentlig – er det ikke meget fornuftigt, at man målretter journalistikken til sit publikum?

»Vi skal naturligvis ikke foragte, hvad seerne, lytterne og læserne vil have. Men det er også vores opgave at give dem det, de ikke vidste, de vil have. Vi skal overraske dem, provokere dem og få dem til at rykke tre centimeter længere frem på stolen – ikke for at række ud efter fjernbetjeningen, men fordi de bliver fanget af et indslag, der overrasker dem«.

Det er et trist billede, du maler af DR-journalistikken. Er det bare ét stort forfald?

»Jeg sidder ikke her og siger, at alting bare var meget bedre i gamle dage, da tv var i sort-hvid, indslagene varede otte minutter, og journalisterne på Christiansborg bare skulle holde mikrofonen for magthaverne. Naturligvis skal vores fag og fortælleformerne udvikles, men det kunne gøres smartere, mere tænksomt og med knap så forstemmende spilleregler, der forlanger, at vi alle taler samme sprog«.

»Jeg mener, at journalistikken i disse år kæmper en dødskamp, hvor fascinationshistorier og soundbite-journalistikken risikerer at vinde over den analyserende, perspektiverende journalistik. Jeg håber ikke, det kommer til at ske, men jeg frygter det. Jeg føler i hvert fald, at jeg har tabt slaget om mit fags fremtid, som jeg ønsker den«.

LÆS FILOSOFFERNE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

TV-avisen har jo rent faktisk haft succes med deres seneste strategi, og nedturen i seertallene er vendt. Må du ikke indse, at koncepter faktisk virker?

»Er nedturen vendt? Det var da godt. Det vidste jeg ikke. Sidste gang jeg tændte for TV-avisen, var det for at få sidste nyt om kampene i Kobane (mod Islamisk Stat, red.), men det hele handlede om statsministerens åbningstale, hvilket var forståeligt nok på dagen. Så jeg skiftede over på BBC«.

Du har nu sat punktum for 40 års journalistkarriere. Hvad skal du lave nu?

»Det ved jeg ikke, men det vil være noget journalistisk. Jeg har indset, at det var sværere at undvære, end jeg troede. Jeg savner virkelig journalistlivet. Engang var min eneste triste plan B at flytte til en bjergtop i Albanien, købe en ko og smide alle kommunikationsmidler ud, når jeg blev gammel. Det er ikke længere planen«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden