Derfor kommer du til at gifte dig med den forkerte

Det er en af de ting, vi er allermest bange for skal ske. Vi gør os stor umage for at undgå det. Og alligevel gør vi det: Vi gifter os med den forkerte.

Forklaringen er bl.a., at vi bærer rundt på en overvældende mængde problemer, der først dukker op, når vi kommer tæt på andre mennesker. Vi virker kun normale på dem, der ikke kender os så godt. I et klogere og mere selvbevidst samfund end vores burde et standardspørgsmål ved en indledende date over en middag derfor lyde: ’Og på hvilken måde er du så skør?’.

Måske har vi en latent tendens til at blive rasende, når nogen er uenig med os, måske kan vi kun slappe af, når vi arbejder. Måske har vi det svært med tæthed lige efter sex eller bliver stumme, hvis vi udsættes for en ydmygelse. Ingen er fuldkommen.

Problemet er, at vi før ægteskabet sjældent kulegraver vores indviklede sider. Hver gang et løst forhold truer med at afsløre vores fejl, skyder vi skylden på partneren og bakker ud. Hvad angår vores venner, der kender os godt, er de sjældent tilstrækkelig engagerede til at gøre det hårde arbejde med at oplyse os om os selv. Et af privilegierne ved kun at være sig selv er derfor, at man oprigtigt kan have det indtryk, at man egentlig er ret let at leve sammen med.

Vores partnere er ikke mere bevidste om sig selv. Naturligvis gør vi et forsøg på at prøve at forstå dem. Vi besøger deres familier. Vi kigger på deres billeder, vi møder deres venner fra universitetet. Alt dette bidrager til en følelse af, at vi har gjort vores hjemmearbejde. Det har vi ikke. Det ender med, at ægteskabet indgås som et håbefuldt, storsindet, uendelig elskværdigt hasardspil for to mennesker, der endnu ikke ved, hvem de selv og den anden er, og de binder sig til en fremtid, de ikke kan forestille sig og omhyggeligt har undgået at udforske.

I det meste af den nedskrevne historie har folk giftet sig af logiske grunde: Hendes jordstykke lå op til dit, hans familie havde en blomstrende forretning, hendes far var byens borgmester, der var et slot, der skulle holdes i gang, eller begges forældre abonnerede på samme fortolkning af en hellig bog.

Fra den slags fornuftige ægteskaber flød der ensomhed, utroskab, mishandling, hjertets hårdhed og lyden af skrig gennem døren til barnekammeret. Fornuftsægteskabet var, set i bakspejlet, overhovedet ikke fornuftigt. Det var tit opportunistisk, snæversynet, snobbet og havde karakter af udnyttelse. Det er derfor, det, der har erstattet det – følelsesægteskabet – i det store og hele er blevet forskånet for at skulle stå til regnskab.

I følelsesægteskabet drages to mennesker mod hinanden af en overvældende impuls, og de ved i deres hjerte, at det er det rigtige. Jo mere uovervejet et giftermål forekommer (måske er det kun 6 måneder, siden de har mødt hinanden, en af dem har ikke noget arbejde, eller de er begge nærmest teenagere), jo rigtigere kan det faktisk føles. Fandenivoldskhed ses som modvægt til alle fornuftens fejltagelser.

Vi begår også fejl, fordi vi er så ensomme. Det er umuligt at være i den rette sindstilstand til at vælge en partner, når det at forblive single føles ubærligt. Vi er nødt til at tage udsigten til mange års ensomhed afslappet for at kunne være behørigt kræsne. Ellers risikerer vi at komme til at elske det ikke længere at være single snarere end at elske den partner, der har reddet os fra den skæbne.

Endelig gifter vi os for at gøre en rar følelse permanent. Vi forestiller os, at vi ved at gifte os kan komme den følelse på dåse, vi havde, da tanken om at fri til den anden slog ned i os. Måske var vi i Venedig, ude i lagunen, i en motorbåd, mens aftensolen kastede glitter over havet, og sludrede om træk ved vores inderste væsen, ingen nogensinde syntes at have begrebet før, og så frem til en middag på et risottosted lidt senere. Vi giftede os for at gøre den slags følelser permanente, men forstod ikke, at der ikke var nogen solid forbindelse mellem de følelser og ægteskabsinstitutionen.

For ægteskabet har en tendens til benhårdt at føre os hen til et andet, meget anderledes og mere administrativt plan, som måske udfolder sig i et hus i en forstad med lang vej til arbejde og vanvittig irriterende børn, der dræber den lidenskab, de opstod af. Den eneste ingrediens, der er den samme, er partneren. Og det kan have været den forkerte ingrediens at komme på dåse.

Den gode nyhed er, at det ikke gør noget, hvis vi opdager, at vi har giftet os med den forkerte. Vi bør ikke forlade ham eller hende, men blot den tilgrundliggende romantiske idé, som den vestlige forståelse af ægteskabet har været baseret på de seneste 250 år: at der findes et perfekt væsen, der kan opfylde alle vores behov og tilfredsstille alle vores længsler.

Vi er nødt til at skifte den romantiske opfattelse ud med en tragisk (og på visse punkter komisk) bevidsthed om, at et hvilket som helst menneske vil gøre os vrede og rasende og frustrere, irritere og skuffe os – og vi vil (uden onde hensigter) gøre det samme ved dem. Der er ingen ende på vores følelse af tomhed og ufuldkommenhed. Men intet af dette er usædvanligt eller grund til skilsmisse. At vælge, hvem vi vil binde os til, drejer sig simpelthen om at finde frem til, hvilke typer lidelse vi helst vil ofre os til.

Denne pessimistiske filosofi tilbyder en løsning på mange af de bekymringer og meget af den tvivl, der følger med ægteskabet. Det kan lyde mærkeligt, men pessimisme letter det uhyre pres, som vores romantiske kultur med alle sine fantasier har lagt på ægteskabet. At en bestemt partner ikke kan redde os fra vores sorg og tungsind, er ikke et argument imod den person og heller ikke tegn på, at et ægteskab fortjener at blive aflyst eller trænger til reparation.

Den person, der passer bedst til os, er ikke den person, der deler vores smag i alle tænkelige henseender (han eller hun findes ikke), men den person, der på intelligent vis er i stand til at forhandle om forskelle i smag – den person, der er god til uenighed. Frem for den fiktive forestilling om en person, der komplementerer én i et og alt er det evnen til at tolerere forskellighed med storsind, der er det sande kendetegn ved den ’ikke udpræget forkerte’ person. Kompatibilitet er kærlighedens resultat, ikke dens forudsætning.

Romantikken har ikke været os til nogen hjælp. Det er en barsk filosofi. Den har fået meget af det, vi gennemlever i et ægteskab, til at fremstå som noget usædvanligt og hårrejsende. Vi ender med at blive ensomme og overbevist om, at vores ægteskab, med dets mangler, ikke er ’normalt’.

Vi må lære at tilpasse os ’forkerthed’ og altid stræbe efter at indtage en mere tilgivende, humoristisk og venlig indstilling til forkerthedens mange manifestationer i os selv og vores partnere.

Copyright. New York Yimes

Oversættelse: Jakob Haff