Det europæiske samarbejde efter Anden Verdenskrig har i overensstemmelse med Romtraktaten fra 1957 fulgt to spor.
Det ene er en integration eller sammensmeltning af økonomierne, således at varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital kan bevæge sig uhindret over grænserne. Der skabes herved et ensartet marked præget af stærk konkurrence. Det har været en betydelig succes. Det andet spor er koordinering af den økonomiske politik, således at de fundamentale størrelser – inflation, beskæftigelse, vækst etc. – bevægede sig parallelt. Det har man også kaldt en Økonomisk og Monetær Union (ØMU). Her har det knebet gevaldigt med at finde en levedygtig model. I første omgang måtte man nøjes med et valutasamarbejde, der bestod i ultrakorte kreditter mellem de deltagende centralbanker.
