Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brexit er en sejr for stupide venstreorienterede og dumstædige neonationalister

Det småtskårne og primitive vandt over ånden og det fremragende, da briterne sagde farvel til EU. Hvis ikke Europa nu tager sig gevaldigt sammen, kan reaktionære kræfter bringe det værste frem i menneskeheden, mener den franske filosof Bernard-Henri Lévy.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidste uges Brexit er ikke en sejr for folket, men for populismen. Ikke for demokrati, men for demagogi.

Det er den ekstreme højrefløjs sejr over det moderate højre og den radikale venstrefløjs sejr over de liberale venstreorienterede.

Det er en sejr for frygten for det fremmede i begge lejre, for det had til indvandreren, der længe har ulmet, og for den sygelige optagethed af den indre fjende.

Det er en revanche til alle dem i Storbritannien, der ikke kunne bære at høre Obama, Hollande, Merkel og andre give gode råd om et spørgsmål, de skulle afgøre.

Det er med andre ord en sejr for den mest harske form for uafhængighedsdyrkelse og for den mest idiotiske form for nationalisme.

Det er en sejr for det mosgroede England over et England, der er åbent over for verden og samtidig i kontakt med sin glorværdige fortid.

Det er en sejr for tilhængerne af Nigel Farage over ’medierne og den politiske klasse’ og ’de globale eliter’, der angiveligt ’tager imod ordrer fra Bruxelles’.

Dette Brexit er ikke ensbetydende med en sejr for 'et andet Europa', men snarere for 'slet intet Europa'

Længere væk er det en sejr for Donald Trump, der var en af de første – hvis ikke den første – til at hilse den historiske afstemning velkommen, og for Vladimir Putin, hvis drøm og hvis plan – hvilket ikke kan gentages for indtrængende eller for ofte – længe har været, at Den Europæiske Union skal bryde sammen.

I Frankrig er det en sejr for Le Pen’erne på højrefløjen og deres tvillinger på venstrefløjen, der drømmer om en fransk udgave af Brexit, mens de ikke ved det mindste om intelligensen, heltemodet, radikalismen eller rationaliteten i den kultur, de lever i.

I Spanien er det en sejr for Podemos og deres tegneserieagtige indignados. I Italien en sejr for Bevægelsen 5 Stjerner og dens klovneagtige ledere. I Centraleuropa for dem, der efter at have indkasseret fordelene ved EU er rede til at opløse unionen.

Det er en sejr for dem overalt, der bare har ventet på en chance for at smutte i tide – og dermed begyndelsen på en opløsningsproces, ingen endnu ved, hvordan man stopper.

Det er en sejr for ballademagere og stupide venstreorienterede, for fulde skinheads og hooligans, for uvidende rebeller og dumstædige neonationalister.

Det er en sejr for dem, der inspireret af den utrolige Donald – som skryder »We will make America great again«, mens hans gule hårlok smælder som en lasso – drømmer om at bygge en mur mellem ’muslimerne’ og sig selv.

KRONIKREDAKTØREN

Det vil blive forkyndt på alle sprog, på alle dialekter og i folkemunde overalt. Det vil blive vrisset, mens der nikkes skaller, mens man vender ryggen til de andre og skubber dem ud i havet og forbyder dem at vende tilbage, mens man hovent siger: Jeg, min herre, er englænder! – eller skotte, franskmand, tysker eller en hvilken som helst anden nationalitet.

Og hver gang vil det være en sejr for uvidenhed over viden.

Hver gang vil det være en sejr for det småtskårne over det fremragende, det primitives sejr over ånden.

Fordi, britiske venner, når jeg siger ’fremragende’, tænker jeg ikke på ’plutokraterne’ eller ’bureaukraterne’. Jeg mener ikke ’de privilegerede’, hvis hoveder alle nu lader til at ønske at se på en stage.

Hvis ikke vi tager os sammen, vil forrige torsdag markere indvielsen af et uhyggeligt Internationale for de svorne fjender af oplysning og de evige modstandere af demokrati og menneskerettigheder

Dem, Brexit smed på porten, idet Storbritannien smækkede med døren, er – desværre – ikke de ’oligarker’, som bøllerne på barrikaderne fordømmer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De fremragende er dem, der skaber og inspirerer til storheden i ethvert folk.

De fremragende er opfinderne af den storslåede drøm, der næres af ånden fra en Dante, en Goethe, en Dickens, en Byron, en Husserl eller en Jean Monnet – en drøm, der kaldes Europa. Det er fremragende mennesker som disse, I er i færd med at skære ned. Det er selve Europa, der er ved at opløses i jeres fortørnelse og dens tomhed.

MOGENS LYKKETOFT

Det er sandt, at Europa har haft en andel i sin egen død.

Dette sære nederlag er bestemt også et nederlag for en blodfattig organisme, der har spottet sin egen sjæl, sin historie og sit kald. Der er ingen tvivl om, at det Europa, vi nu afliver, har været dødsmærket i årevis, personificeret i uinteresserede, spøgelsesagtige ledere, hvis historiske fejltagelse var at tro, at historien var endt, og at de kunne sove som den sidste mand på Jorden, bare de huskede at slå sprinkleranlægget til. Det er kun alt for sandt.

Ansvaret for katastrofen ligger også hos politiske ledere, der – efter at have konsulteret deres spindoktorer og sociologer – foretrak at ignorere historien og tage på begivenhederne med fløjlshandsker, trække på skulderen ad de uvejr, der var under opsejling, og svøbe sig i den form for newspeak, der altid har været anvendt til at skabe tavshed snarere end at tale sandhed. Det er lige så åbenbart.

Men vi må ikke lade det britiske flertal, der stemte ’leave’, eller dem, der har bifaldet resultatet, slippe af sted med at fortælle os, at deres virkelige hensigt var at fremme et eller andet vagt ’Europa for folket’.

For dette Brexit er ikke ensbetydende med en sejr for ’et andet Europa’, men snarere for ’slet intet Europa’. Det er ikke en gryende rekonstruktion, men muligvis skumringstimen for et ambitiøst civilisationsprojekt, der blev sat i gang af en forsamling, der blandt andre talte en vis Winston Churchill.

Hvis ikke vi tager os sammen, vil forrige torsdag markere indvielsen af et uhyggeligt Internationale for de svorne fjender af oplysning og de evige modstandere af demokrati og menneskerettigheder.

Europa har bestemt ikke levet op til sig selv. Dets ledere har været frygtsomme og dovne. De har kørt på rutinen, og deres måde at styre på har været søvngængeragtig.

Men det, der kommer i stedet for dette fortabte naivt sorgløse paradis, er en global forstad, hvor man kun kan få øje på havenisser og andre gnomer og derfor kan glemme, at der engang fandtes en Michelangelo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så valget er klart.

Hvis europæerne ikke griber øjeblikket, vil briternes afstemning blive husket som den dag, da en hellig alliance af de nye reaktionære kræfter så dagens lys og blev døbt ikke i Jordans flod, men i Themsen.

Enten kommer vi ved hjælp af stærke ord fulgt op af beslutsom handlen sammen igennem og ud af en krise, der er uden fortilfælde i de seneste 70 år. Eller også kommer det værste i menneskeheden, med dets brede spektrum af moderne prætotalitære sprog, hvor grimasser kappes med ræben som udtryksform, og inkompetencen kappes med vulgariteten, tilbage som en stormflod.

Oversættelse: Jakob Haff

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden