Der findes en stilhed, som er tungere end andre. Det er den stilhed, man møder på gangene i mange danske plejehjem. Det er ikke en stilhed af fred, men af resignation. Hvis vi ikke passer på, ender vores plejehjem som de facto frysehuse for døende mennesker – steder, hvor den menneskelige varme er suget ud til fordel for regneark og procesoptimering.
Lige nu, mens de politiske forhandlinger efter valget 24. marts kører på højtryk, er det tid til at spørge: Hvor højt står værdigheden på dagsordenen? Vi har netop overstået en valgkamp, hvor løfterne om en bedre ældrepleje igen flød i stride strømme, men vi har set det før. Når projektørerne slukkes, og ministerbilerne er fordelt, bliver løfterne ofte arkiveret i de samme kolde skuffer som de ældres livslyst. Sandheden er kynisk: Når alt kommer til alt, er der tilsyneladende ikke nok stemmer i de svageste ældre. De udgør ikke en slagkraftig lobby, og derfor ender deres trivsel altid som en post, der kan spares på.
