cand.mag. i litteraturhistorie og teologistuderende
Hvis der er én ting, jeg har lært af at have et nært familiemedlem med et svært handikap, er det, at man aldrig nogensinde kan dømme, om en andens liv er værd at leve.
Flere har insinueret, at det måske var bedre, hvis Peter slet ikke var her – nu er han væk
Lyt til artiklenLæst op af Anna Chris Thompson
06:42
Henter...
En nat mellem jul og nytår døde min morbror hjemme på sit bosted. Han var 55 år og hed Peter. Vi havde lige holdt juleaften sammen med ham. Han grinede, da vi andre i skæret fra juletræslysene pivfalsk sang »Det er noget i luften«. Vi havde ikke regnet med, at det var sidste gang, vi skulle se ham i live.
Da jeg var barn (jeg er 38 år nu), kunne han sige ’mor’, ’far’, ’Marianne’ (hans søster, min mor), ’Anna’, ’ja’ og ’nej’. Før jeg blev født, kunne han sige en del mere, og de sidste mange år har han slet ikke kunnet tale. Han kunne heller ikke gå.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
