Kronikøren og hendes kæreste.

Folk er grænseoverskridende og al almindelig pli ophører overfor mennesker som jeg, der har et fysisk handikap. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er blevet spurgt til en middag, med mennesker jeg knap nok kender, om hvordan jeg går i bad, på toilettet og, ja selvfølgelig, hvordan jeg har sex.

Handikap og seksualitet er stadig et tabu – også i Danmark

Kronikøren og hendes kæreste.
Lyt til artiklen

Hvem fanden gider kneppe en krøbling?« lød det i en kommentar min veninde læste på Facebook for nylig. Hun viste mig den og vi grinte.

For sagen er den, at både hun og jeg er ’krøblinge’. Men bag vores interne latter ramte kommentaren, for vi ved jo godt begge to, at mange såkaldte kropskapable ikke ser os som potentielle sexpartnere. Faktisk deler størstedelen nok skribentens tanker – selv om de aldrig ville udtrykke det sådan.

For nyligt udkom den japanske forfatter Sao Ichikawa’s debutroman ’Pukkelryg’, der netop beskæftiger sig med seksualitet og handikap. Ichikawa, der selv har muskelsvind, dog en anden type end jeg, har lavet en autofiktionsroman om en kvinde med muskelsvind, som skriver erotiske, ja jeg vil ligefrem kalde det pornografiske, reportager fra forskellige sex-klubber.

Sex-klubber som hun aldrig selv har frekventeret, da hun bor på et bosted. Og selv om hun heller ikke har haft et seksuelt forhold til nogen, fejler hendes forestillingsevne ikke noget.

Samtidig med sine reportager skriver hun en hemmelig blog, hvori hun skriver om sit handikap og de seksuelle lyster og fantasier hun har.

I Japan bliver bogen opfattet som kontroversiel, fordi den cementerer, at mennesker med handikap har seksuelle drifter og fantasier, ligesom alle andre, fristes jeg til at sige.

Men hun beskriver også, hvordan man meget hurtigt kan fraspalte sin egen krop, når man konstant skal have andre til at røre ved den, på en ikke intim måde vel at mærke. Shaka, som hovedpersonen i bogen hedder, kan slet ikke forestille sig, hvordan hun skulle kunne have et ’normalt’ og ligeværdigt seksuelt forhold til en anden person. Og det er måske ikke så underligt, set i lyset af, at mennesker med handikap bliver gemt væk på plejehjem og institutioner i Japan.

Det gør man heldigvis ikke længere i Danmark. Her skabte man et oprør op gennem 1970’- 80’erne, der gjorde det muligt for mennesker som mig, at komme ud i egen bolig, få en uddannelse og familie og børn.

Men selv om at vi er nået markant længere i Danmark, og os med handikap har langt flere muligheder end i mange andre lande, er handikap og seksualitet stadig et tabu. Som forfatter, der selv har skrevet erotisk litteratur, oplever jeg ofte, at folk bliver overraskede, når de finder ud af, at jeg faktisk sidder i kørestol. Det er som om, at de to ting ikke kan hænge sammen i deres hoveder.

Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor er det, at mennesker med handikap bliver set som aseksuelle væsner?

Den amerikanske psykolog Dr. Danielle Sheypuk, der selv har samme type muskelsvind som jeg, har lavet en fantastisk Ted Talk, som jeg kun kan anbefale alle at se. Hun mener, at medier, specielt porno- og reklameindustrien, er med til at cementere, at kun folk med såkaldte ’perfekte’ kroppe kan have god sex. Hun mener, at vi bliver indoktrinerede til at mene, at jo flottere krop du har, jo bedre sex!

Sandheden er bare langt fra sådan. I en amerikansk undersøgelse, som hun henviser til, står der at 52 procent af kropskapable har utilfredsstillende sex. Det er altså ikke nødvendigvis ens kropslige formåen, der gør én til en god sexpartner.

Dr. Sheypuk mener også, at det er medierne som skaber fordommene, ved deres manglende repræsentation af mennesker med handikap. Via selv samme medier er det blevet legitimt, sågar ’cool’, at se LGBT+-par eller par med forskellige etniciteter, men par hvor den ene, eller begge, har et fysisk handikap, er altså stadig noget, man mener ikke hører hjemme i mainstreammedier.

Samme gør sig gældende i dansk kontekst. I sin specialeafhandling ’Dansk film på krykker’ (2012) fandt handikapaktivist Sarah Glerup kun to eksempler i dansk filmhistorie på, at en karakter med fysisk handikap laver noget seksuelt - og begge gange kun for at vise, at deres sexliv ikke fungerer.

Sex sælger, og vi er ganske enkelt bare ikke sexede.

Barren for mennesker med handikap er simpelthen sat så lavt, at alt hvad man gør, er ’flot’. Jeg har oplevet at få ros for at købe en pakke vatrondeller i Matas. Jeg har fået næsten stående applaus for at komme igennem en dør i min kørestol, med kommentaren »sikke du kan!«.

Derfor har jeg altid sagt, at hvis man har dårlig selvværd, skal man bare få sig et handikap, for så er alt, hvad du gør pludselig flot!

Så når barren for os er sat så lavt i vores samfund, er det klart, at det er svært, at se os som potentielle sexpartnere, og da slet ikke som livspartner.

For er du så (u)heldig at forelske dig i én med et fysisk handikap, så skal du være indstillet på alle de fordomme, der følger med. Det er altså ikke kun dine egne fordomme og bekymringer du skal håndtere, nej, det er hele samfundets syn på din kærlighed, og det kræver altså sin mand/kvinde.

Da min mand og jeg blev kærester for snart 25 år siden, kom han bogstaveligt talt herover med 4-toget, hvor jeg hentede ham. Vi havde mødt hinanden til en fest tre dage forinden, han boede i Århus og jeg i København. Vi var nyforelskede og slentrede ned ad Strøget, hånd i hånd, da jeg pludselig bemærkede, at han begyndte at trække hånden til sig. I starten tænkte jeg, at han nok bare var genert, men da vi kom hjem, og jeg konfronterede ham med det, måtte han indrømme, at det ikke var fordi, han ikke ville holde mig i hånden, men fordi han ikke brød sig om, at alle gloede på os.

Jeg havde overhovedet ikke skænket det en tanke, da jeg er vant til at folk glor - og på gode dage kan jeg endda overbevise mig selv om, at det er fordi, jeg ser sød ud.

Det var én af de første ud af mange ting, min mand skulle lære og vænne sig til, da han blev kæreste med mig.

Min veninde har oplevet at blive spurgt, om hun var sin partners mor, og det på trods af, at de lige havde stået og snavet. Alligevel kunne vedkommende kun komme til den konklusion, at der måtte være tale om en mor-barn relation, selv om de stort set er jævnaldrende.

Til den fest hvor min mand og jeg mødte hinanden, blev han da også decideret frarådet at starte et forhold med mig. »Hold dig væk, du ender bare med at skulle passe hende«, var den opmuntrende kommentar fra hans venner.

For når man har et handikap, så står man udenfor normen, og når man står uden for normen, er alt tilladt. Jer der har været gravide, ved hvad jeg snakker om. For når man er gravid, så er det som om ens krop tilhører omgivelserne. Alle har ret til at føle og mærke på din mave, for slet ikke at tale om at kommentere på dit udseende. Ens privatsfære er fuldstændig forsvundet og al almindelig pli sat ud af spil.

Sådan er virkeligheden altid, når man har et handikap.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet spurgt til en middag, med mennesker, jeg knap nok kender, om hvordan jeg går i bad, på toilettet og, ja selvfølgelig, hvordan jeg har sex. Og jeg kan love jer for, at der bliver fuldstændig stille, når det spørgsmål er stillet. Uanset hvor lystigt snakken gik før, kan du pludselig høre en knappenål falde til jorden, og alles øjne bliver rettet mod mig.

Ligeledes har min mand oplevet adskillige gange at blive krydsforhørt, hvis jeg fx er taget tidligere hjem fra en fest. »Hvordan går hun så i bad? Kommer der én og giver hende tøj på?«.

Ingen grænser, alt er tilladt.

Spørg dig selv, hvornår du sidst er blevet spurgt om, hvordan din partner går på toilettet…

Jeg gætter på aldrig.

Dr. Sheypuk har heldigvis en løsning på, hvordan man begynder at se os krøblinge som potentielle sexpartnere og livspartnere.

For nu da vi har konkluderet, at det ikke er ens fysiske formåen, eller hvor mange stillinger man kan knalde i, der nødvendigvis skaber et godt sexliv, så kan vi måske begynde at tale om, hvad der så rent faktisk gør…

Med fare for at I nu alle bare løber ud og prøver at skaffe jer en krøbling som sexpartner, og vi dermed bliver en jaget race, vil jeg alligevel afsløre det.

Nemlig intimitet, kreativitet og opfindsomhed, hvilket mennesker med handikap er mestre i. Vi er vant til at håndtere og navigere i en verden, der ikke er skabt til os. Forestil dig så hvor kreative og opfindsomme, vi er på de hvide lagner…

Jeg vil slutte med en sidste anekdote.

Vi var til en konfirmation, hvor vi ikke kendte så mange. Da vi kom hjem fra festen, var min mand usædvanligt stille, og jeg spurgte, hvad der var galt. Så fortalte han, at da han var oppe og hente kaffe til os, var han pludselig blevet ’passet op’ af nogle af dem, vi havde siddet ved bord med, som bare lige ville vide, om han altid skulle passe mig, eller om der også kom nogen og aflastede ham en gang imellem?

Min mand sukkede og sagde så: »her kommer jeg med festens smukkeste kvinde, og så skal jeg høre på sådan en gang lort!«.

Så til spørgsmålet: »hvem gider kneppe en krøbling?« - det gør mennesker, som min mand, der kan se mulighederne fremfor begrænsningerne. Som kan se mennesket fremfor handikappet.

Ditte Guldbrand Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her