Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu rejser en ny klasse sig

Der er skrigende behov for en ny bevægelse, der vil organisere den vildt voksende gruppe af mennesker, som rykker ud og ind af midlertidige jobs og lever på kanten af samfundet, mener den britiske forfatter og økonom Guy Standing.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Globaliseringen har skabt et skred på arbejdsmarkedet og en helt ny samfundsklasse: prækariatet. Vi taler om mennesker, som rykker ud og ind af midlertidige jobs, og som bliver presset mere og mere på rettigheder og løn. Klassen består af personer fra den gamle arbejderklasse, af indvandrere og af unge akademikere, der ikke kan regne med at få et job med fast løn, sociale rettigheder og pension som forældregenerationen. De er ramt af eksistentiel utryghed. Lige nu ser de ikke sig selv som en klasse. Men det vil ændre sig. Min forventning er, at de inden for de næste fem år vil rejse sig i progressivt oprør. Bare vent!«.

Sådan lyder forudsigelsen fra den britiske økonomiprofessor Guy Standing, der er tidligere cheføkonom i Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Han skrev bogen ’Prækariatet’ i 2011 og har efterfølgende skrevet to bøger om denne nye klasse.

Hvor ser du det progressive oprør?

»For ti år siden var der meget stille. Men det er helt vildt, hvad der er sket inden for de seneste fem år. Bare se her i Danmark, hvor Alternativet er brudt igennem. I Spanien er der Podemos, i Grækenland Syriza, Jeremy Corbyn er valgt som leder af det britiske Labour-parti, og i USA bejlede Bernie Sanders indtil for nylig til præsidentposten. Alt dette sker, mens socialdemokratierne og partierne omkring midten efter eksperimenterne med den tredje vej er gået fuldstændig i stå og har tabt gejsten. Jeg ser et kæmpe potentiale mange steder, hvor prækariatet, som ikke har nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet, finder sammen og skaber nye dagsordener. Hvem ville have forudsagt Bernie Sanders for fem år siden?«.

Nej, men hvem ville have forudsagt Donald Trump for fem år siden? Trump er vel – sammen med de højrepopulistiske partier i Europa – det mest markante udtryk for, hvad der sker i prækariatet. Hvordan kan du opfatte den indvandrerskeptiske hvide arbejder, den muslimske indvandrer og den venstreorienterede unge akademiker som én klasse? Tilhører de ikke tre forskellige galakser med tre forskellige drømme?

»Det er fuldstændig rigtigt, at grupperne reagerer meget forskelligt. Blandt dem, der er faldet ud af den gamle arbejderklasse og oplever utryghed i disse år, er der mange, der lige nu er blevet forført af højrepopulister som Donald Trump, Ukip, Front National, Dansk Folkeparti mv. I den anden ende af skalaen har vi de veluddannede unge i prækariatet, der trækker til venstre. Og i midten står indvandrerne. De tre grupper, der hører til prækariatet, ligner ikke ved første øjekast én klasse med fælles interesser. Men det er de! Og jeg er overbevist om, at de vil erkende det. Det handler om tid. Arbejderbevægelsen kom jo heller ikke lige med det samme, da industrialiseringen slog igennem«.

Men igen: Forskellen på den xenofobiske arbejder, muslimen og den røde unge akademiker er jo enorm?

»Der er meget mere, der samler prækariatets grupper, end der adskiller dem. Fire følelser er fælles for prækariatet: angst for at blive marginaliseret, fremmedgørelse over, at man ikke kan få lov til at bruge sine kvalifikationer ordentligt, desillusion over, at snakken om social mobilitet og meritokrati viser sig at være tomme ord og frem for alt: vrede! Disse følelser har de tre grupper altså til fælles. Men de udtrykker dem – foreløbig – på vidt forskellige måder. Ja, der er langt fra den xenofobiske arbejder til den unge akademiker. Men det at have fælles følelser er en god start«.

Frustrationer breder sig

Ifølge Guy Standing er arbejderen, indvandreren og den unge veluddannede alle ramt af den samme udvikling og de samme livsvilkår.

Det stressende ved at være i prækariatet er, at du ikke ved, hvad der er det bedste at gøre

»Da jeg var ung, var devisen: Først uddanner du dig inden for et fag, så får du et fast job med betalt ferie i et firma, efteruddannelse, social sikring, pension osv., og herefter kan du se en fornuftig fremtid folde sig ud foran dig. Men det er denne forestilling, der er brudt fuldstændig sammen for prækariatets arbejdere, indvandrere og unge akademikere. Alle tre grupper har det tilfælles, at de lever et usikkert og omflakkende arbejdsliv, hvor de rykker fra det ene midlertidige job til det andet uden mulighed for at få foden indenfor noget sted. Det ved de. Derfor føler de sig ikke som borgere, som en del af samfundet. De føler heller ikke, at de tilhører et fællesskab eller en særlig samfundsgruppe. De er frustrerede enkeltindivider, der står og kigger ind på samfundet. Og hele tiden frygter de, at de skal dumpe ned i underklassen. Det er meget stressende«.

De tilhører ikke selv underklassen?

»Nej, det er vigtigt at skelne mellem prækariatet og underklassen. Det særlige ved prækariatets medlemmer er, at de hænger fast i arbejdsmarkedet med det yderste af neglene. Men de hænger trods alt fast endnu. De render ikke forhutlede rundt på gaderne. Men det er hårdt arbejde at forsøge at hænge fast«.

Hvorfor er det hårdt?

»Prækariatet må gøre en masse arbejde ( work) for at få et arbejde ( labour). På dansk er de to ord ens. Men i prækariatet må du lave en masse arbejde, som ikke er lønnet, for at holde dig selv i spil til et eventuelt job. Du skal skrive ansøgninger, kontakte arbejdsgivere, udfylde bureaukratiske skemaer, møde til kontrolsamtaler, efteruddanne dig og dyrke netværk. Det stressende ved at være i prækariatet er, at du ikke ved, hvad der er det bedste at gøre. Skal jeg netværke lidt mere? Tage en efteruddannelse? Få nye venner, der kan introducere mig til et job? Du er konstant under pres, og du har ikke kontrol over din tid. Du arbejder faktisk hele tiden – uden at få løn for det. En stor del af prækariatets tid går med at vente. ’Nej, jeg tager ikke på det kursus, for tænk nu, hvis jeg fik et job i morgen?’. Jeg får tusindvis af mails fra folk, der skriver: ’Nu skal du bare høre min historie’.

»Det særlige ved prækariatet er, at man ikke kan sætte sit liv ind i en fortælling om fremtiden. Jeg er blevet interviewet af mange unge journalister, som siger: ’Jeg ved ikke, om jeg er journalist i næste måned eller til næste år’. Og typisk sætter fotografen også kameraet ned og siger: ’I taler altså også om mig’. Forestillingen om, at man udvikler sig i sit arbejde, findes ikke i prækariatet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fagbevægelsen må vågne op

Hvis de tre grupper har så ens vilkår, som du viser her, hvorfor organiserer de sig så ikke?

»I prækariatet oplever man ikke, at der er en bevægelse eller et parti, der varetager ens interesser og behov. Mange i prækariatet siger ’Fuck politik’. Det er virkelig tragisk. Du har altså denne stærkt voksende gruppe, der i mange lande er på vej til at udgøre flertallet i den arbejdsdygtige alder, som ikke opfatter sig som en samfundsklasse. Den har ingen klassebevidsthed. Ikke et sammenhængende mål. Men det er ved at forandre sig. I den seneste tid har jeg deltaget i masser møder, hvor der er et mylder af forskellige grupper og stemmer. ’Jeg er her, fordi jeg repræsenterer indvandrerne i vores område’, siger én. ’Jeg er her, fordi jeg repræsenterer studenterbevægelsen’, siger en anden. ’Jeg er her, fordi jeg kommer fra fagbevægelsen’, siger en tredje. Flere og flere mennesker siger: ’Jeg er en del af det her – og dem derovre tager røven på os’. Her er der virkelig en udvikling i gang. Der er et gennembrud på vej«.

Hvilke ideer vokser frem?

»Lad mig give et eksempel, der underbygger, at vi inden for de næste fem år vil få en markant progressiv bevægelse. Jeg har arbejdet med tanken om en borgerløn ( basic income, red.) i mere end 30 år. I mange, mange år blev jeg og mine meningsfæller opfattet som skingrende skøre, verdensfjerne utopister. Men der har fundet et skred sted. Inden for de seneste tre år er utrolig mange mennesker fra både venstre, højre og midten kommet ud og har støttet forslaget. Politiske partier er også begyndt at sætte borgerløn på deres dagsorden. I Finland og Holland er der planer om pilotprojekter. I England og Holland har tv-kanaler også taget ideen op på en seriøs måde. Det ville have været fuldstændig utænkeligt for bare fem år siden!«.

Men hånden på hjertet: Er du ikke en håbløs utopist og revolutionsromantiker?

»Jeg er bestemt ikke til revolutioner. Den gamle venstrefløj fokuserede på at kontrollere produktionsmidlerne. Sig det til prækariatet i dag, og du vil blive mødt af et stort grin. Men noget skal ændres. Hvis tingene bare får lov til at fortsætte som nu, er fremtiden skræmmende. Derfor må vi have en politisk dagsorden, som er praktisk og kan gennemføres. Vi skal genopfinde fremtiden. Genopfinde forestillingen om det gode samfund. Og bedømme alle politiske forslag ud fra, om de nu bevæger samfundet i den retning. Det handler om politisk mod«.

Hvor er fagbevægelsen henne i det her?

»Fagbevægelsen har haft et stort problem i de seneste tyve år. Jeg har tidligere været ansat i ILO, og min erfaring er, at fagbevægelsen befinder sig i fortidens industrisamfund. Den repræsenterer lønmodtagere med fast job og gode ordninger, men ikke prækariatet. På en konference for fagforeningsledere fik jeg engang sagt: ’Hvordan kan det egentlig være, at uanset hvor jeg taler, så er de mest hadefulde indlæg over for borgerløn, der vil hjælpe prækariatet, kommet fra fagbevægelsens ledere? I hader tanken! I bliver ophidsede! Råber! Men en borgerløn må da være en god ting’, sagde jeg for at drille. »Vi stopper nu for at tage en kop kaffe«, kom det så fra mødelederen. Efter pausen tog en italiensk fagforeningsleder ordet: »Lad os dog indrømme over for Guy, at årsagen til, at fagbevægelsen afskyr borgerlønnen, er, at hvis folk fik den, ville de ikke melde sig ind i fagbevægelsen«. Italieneren udstillede fagbevægelsens reaktionære konservatisme. Den har blokeret for de nødvendige reformer og fornyelsen«.

Så den skal ikke spille en rolle?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jo bestemt. Fagbevægelsen er uhyre vigtig. Men den må først kaste sig ud i en gennemgribende forandring af sig selv. Den må blive progressiv, omstille sig til at være en samfundsforandrende social bevægelse og indstille sig på den nye tidsalders dagsorden. Men selv hvis den gør det, kan fagbevægelsen ikke i sig selv repræsentere prækariatet. Du har også brug for politiske partier, og for bevægelser, der kan forandre. Jeg synes, vi kan se begyndelsen til denne udvikling. Derfor er jeg optimist, selv om forholdene for prækariatet bestemt går den forkerte vej i disse år«.

-------------------

Rettelse: I en tidligere version var ILO omtalt som 'det internationale LO'. Men det hedder ITUC, International Trade Union Confederation. ILO er et FN's organ for arbejdsmarkedsforhold, International Labour Organization.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden