Hvad vil det sige at være dansk? Dette spørgsmål har vakt ophedet debat her på det seneste. Og det er godt. Det er en væsentlig debat, som jeg hilser velkommen.
Det har blandt andet vakt opsigt, at jeg i ’Debatten’ på DR 2 for nylig gav udtryk for, at det at være født og opvokset i Danmark ikke nødvendigvis betyder, at man er dansker. På spørgsmålet om, hvorvidt den unge elevrådsformand Jens Philip Puriya Yazdani er dansker, svarede jeg naturligvis: »Det ved jeg ikke«. For hvor i alverden skulle jeg vide det fra, når jeg ikke kender manden? Jeg har fortsat vanskeligt ved at forstå, at det på nogen måde skulle være et kontroversielt synspunkt. Man kan ikke bare sætte danskhed på en enkel formel, men for mig handler det at være dansk soleklart om meget mere end blot en juridisk diskussion. Man skal være dansk i hjertet. Man skal føle sig dansk og være loyal over for Danmark. Man skal tage dansk sprog og kultur til sig og deltage i det danske samfund og vore højtider. Det handler om mere end jura. Det er ikke nok, at man har et rødbedefarvet dansk pas.
