Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Tarek Hussein

Tarek Hussein: Social kontrol og tvang sidder ikke i unge pigers tørklæder

Derfor hjælper et forbud ikke, skriver debattøren.

Tarek Hussein

Tørklædet er på 15. år atter til debat, men i denne omgang med et forslag om forbud for piger, som ikke er myndige. Vi er i 2016, men det er ingen hindring for, at kvinder og mænd blander sig i og begrænser den enkelte kvindes ret til selvbestemmelse.

Et ræsonnement, som blandt andet fremføres af bloggeren Geeti Amiri i Politiken (3.10.).

Amiris præmis er grundlæggende, at de kvinder og piger, som bærer tørklædet frivilligt, skal begrænses i deres ret til at vælge frit, da vi skal beskytte det lille mindretal, som påtvinges tørklædet. Lad os tage den præmis og anvende den på resten af vores samfund.

I så fald ville man hurtigt forbyde eksempelvis alkohol, da vi har en gruppe danskere, som udvikler en afhængighed, der hvert år koster statskassen adskillige milliarder i behandling og fører til spritkørsel, vold og drab. Så hvorfor begrænser vi ikke det store flertal, som kan finde ud af at håndtere denne frihed ordentligt?

Det gør vi ikke, da det først og fremmest er dybt udansk og strider imod en af de grundlæggende forestillinger, som vores samfund er bygget på. Nemlig at det enkelte individs rettigheder og ret til selv at bestemme står centralt i vores livs- og menneskesyn.

Betyder det, at vi ikke anerkender, hvis der er et problem? Nej selvfølgelig ikke, men et forbud er bare ikke løsningen. Det muslimske samfund herhjemme har unægtelig svigtet den opgave at tage en kritisk samtale om mange ting, herunder tvang i forskellige former og afskygninger.

Så problemet er der, men det løses ikke ved, at den gruppe »elitære muslimske medsøstre«, »dansk-muslimske kvinder, der læser Politiken over en skinny-latte fra Riccos Kaffebar« og »præmie-perker-piger«, som Geeti Amiri omtaler dem i avisen og på Facebook, svines til og latterliggøres.

Det muslimske samfund har unægtelig svigtet den opgave at tage en kritisk samtale om tvang i forskellige former og afskygninger

For det er netop de kvinder, der om 5 eller 10 år skal opdrage næste generation af piger.

Amiri viderebringer ideen om den kollektive mu-slim. Almindeligvis anskuer vi den enkelte dansker som et selvstændigt tænkende individ, som aldrig kan stilles til ansvar for andres handlinger. Det gælder bare ikke muslimer og slet ikke den muslimske kvinde.

Hun skal ikke alene tage sig en høj uddannelse, være frivilligt aktiv og bryde med de sociale normer. Nej, hun har også ansvar for at påtage sig kvindekampen på vegne af alle muslimske kvinder, og hvis hun insisterer på blot at være sig selv – med eller uden tørklæde – så anklages hun for at være ligeglad med sine medsøstre.

Amiri skriver, at hun kæmper imod alle begrænsninger af normer og drager en parallel med den kønsstereotype legetøjsindustri. Her producerer hun et argument, der bider sig selv i halen, for hun er jo netop ikke fortaler for, at vi forbyder Barbie-dukker i supermarkederne eller seksualisering af kvinder i reklamer på busser, tv eller gader og stræder.

Tørklædet til gengæld? Her skal der åbenbart et forbud til. At tage et tørklæde på er unægtelig en stor beslutning, som kræver refleksion og modenhed at træffe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er unuanceret per automatik at tale om tvang i alle tilfælde, for mens nogle småpiger påtvinges det, er der mange andre, som eksperimenterer med det for derefter at smide det igen, mens andre tager det på, når de ser, at mor eller storesøster bærer det.

Danmark og den danske kvindekamp er bygget på oplysning og en årelang tradition for den enkelte kvindes individuelle ret til frit at vælge. Så hvad er det for et signal, som vi sender til unge piger, når vi blander os i deres påklædning? Vi fortæller dem, at alt imens deres forældre ikke må blande sig i deres påklædning, må staten gerne.

Jeg har mødt piger i stramme jeans og løst hår, som var underlagt alvorlig kontrol og vold i hjemmet

Vi opdrager dem til, at mens de kan tage et arbejde, betale skat, have samleje og drikke sig i hegnet som 16-årige, må de ikke beslutte sig for at tage et stykke stof på 80 x 100 cm rundt om deres hoved.

Det farlige ved Geeti Amiri, DF og Nye Borgerliges kamp for et forbud er reduktionen af problemet til udelukkende at handle om, at hvis de smider de 100 gram stof, vil alle problemer løses.

Jeg har mødt piger i stramme jeans og løst hår, som var underlagt alvorlig kontrol og vold i hjemmet, lige så vel som jeg har mødt en ung pige, som forlod hjemmet på grund af vold, men valgte at beholde tørklædet.

Kontrol og tvang sidder ikke i stoffet. Det stikker selvfølgelig dybere end det, og i de tilfælde, hvor små piger decideret tvinges til tørklædet, er der tale om nogle strukturelle mekanismer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Landets lærere, pædagoger og socialmedarbejdere skal efteruddannes bedre til at spotte disse problemer og generelt være mindre berøringsangst ved at gøre brug af muligheden for at kontakte forældrene og sikre en kontinuerlig og stærk relation til det enkelte barns hjem.

Samtidig med at det muslimske miljø må konfrontere og italesætte de åbenlyse problemer, som eksisterer. Den kamp er langvarig og mulig, men bliver ikke løst ved, at disse piger stikkes blår i øjnene og ved at bilde os andre ind, at hovsa, nu forsvandt problemet, for nu kan vi ikke længere se det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce