»Folk over 40 år forventer, at min generation knokler røven ud af bukserne for at få velfærdssamfundet til at hænge sammen. Men hvad nu hvis vi ikke ønsker et liv, hvor vi arbejder igennem, til vi segner? Vi bliver end ikke spurgt. Læs bare de økonomiske redegørelser, der én gang for alle har lagt vores liv i rammer: I skal bare arbejde, arbejde, arbejde for at sikre vores velfærd! Det er langt ude«.
Ordene kommer fra den 22-årige Sofie Rye, der er dybt frustreret over, at generationerne, der er ældre end hende, ikke giver hende og hendes jævnaldrende en chance for at selv at definere deres liv. Derfor er hun i dag landsformand for foreningen Yngresagen, der kæmper for de unges interesser.
Burde du som ung ikke kæmpe for en større sag end dine egne snævre interesser?
»Jeg appellerer ikke til snævre egeninteresser, men til solidaritet mellem generationerne. Nøjagtig som EU-kommissionen, der i en grønbog fra 2005 appellerede til en sådan solidaritet i et Europa med færre unge og flere ældre. Desværre er hånden ikke strakt ud til de unge«.
Så det er ikke din generation, der starter kampen?
»Nej, generationskampen er allerede defineret af de ældre generationer, som ikke udviser den mindste solidaritet, men vælter byrderne over på os unge. Når vi nu tager til genmæle, så er det en modreaktion«.
Men de ældre har da arbejdet hårdt et helt liv?
»Ja, men vi taler også om velstillede generationer, der skriger højt og inderligt, hvis nogen forsøger at røre den gratis hjemmehjælp, den lave boligskat eller efterlønnen. Og politikerne? De har ikke lyst til at udfordre denne stærkt voksende vælger- og interessegruppe, som mener, at den har fortjent et langt otium, selvom mange er friske og raske. I stedet pisker de min generation til at arbejde mere – af frygt for at miste stemmer«.
Hvordan?
»F.eks. ved at stramme SU-reglerne, så vi presses til at spurte gennem uddannelserne. Eller ved at udskyde tilbagetrækningsalderen for min generation som i velfærdsforliget. I det hele taget er det præmissen for både økonomer og politikere, at fremtidens familie vil bestå af to fuldtidsarbejdende, der arbejder rigtig mange timer om ugen i rigtig mange år – for nogen skal jo finansiere de ældres velfærdssamfund, ikke? Kald os bare knoklegenerationen!«.
Ikke tale om tudefjæs
Sofie Rye tilhører en generation, der er rigere og mere veluddannet end tidligere generationer, og som har haft konjunkturmedvinden i ryggen – bortset fra under finanskrisen. Nogle har kaldt den historiens mest forkælede generation.
Er der ikke tudefjæs over din kritik?
»Jeg hører tit, hvor doven og forkælet min generation er. Men det passer ikke. Mange af os arbejder som gale og skynder os igennem studiet for at komme ud og ramme en mur, hvor der står: »Værsgo at lægge din jobansøgning i bunken med 300 andre, hvis du altså har fem års erhvervserfaring«. Det er dybt frustrerende. Der er stor mangel på boliger og praktikpladser, og stadig flere unge står i bundløs gæld. Nej, jeg ser os ikke som forkælede«.
Skriv kommentar