»Özlem? Det er da hende indvandreren, der går op i tørklæder og moskeer, ikke? Sådan har mange opfattet mig, fordi jeg er politiker med brun hud. Men i bund og grund synes jeg, at integrationsområdet er ret kedeligt. Det er slet ikke dét, der tænder mig. Jeg tror på klassekampen. Jeg er socialist, før jeg er muslim. Når jeg er blevet tændt politisk, skyldes det ikke, at jeg er fra Tyrkiet, men at jeg kommer fra et arbejderhjem i Enghave på Vesterbro i København, pigen fra bunden af samfundet. Når man kommer fra underklassen, er det, der optager én, ikke, hvorvidt man skal gå med tørklæde eller ej, så er det, hvem der skal hjælpe én med lektierne, og om ens far er arbejdsløs. Min arbejderbaggrund har tændt mig politisk, ikke min etniske baggrund – sådan er det«. Ordene kommer fra sygeplejersken og SF-politikeren Özlem Cekic, der er født i Tyrkiet i 1976 og kom til Danmark med en far, der var fårehyrde, og en mor, der sluttede skolen efter 3. klasse.
Familien flyttede til Nørrebro og senere Vesterbro i København, hvor Özlem også har gået i skole. »Vi var taberbørnene fra Enghave: Mange af vores forældre ventede på førtidspension, var arbejdsløse, og der var sindslidelse og misbrug. Jeg har som sygeplejerske passet nogle af mine tidligere klassekammerater, der er blevet seksuelt misbrugt i al den tid, jeg gik i klasse med dem. I mange hjem var der vold og fattigdom«. Hvad betød den opvækst for dig? »Når man kommer fra bunden, er den største modstand, at man ikke har viden med sig. Jeg har altid i mit liv følt, at jeg var bagud. Når folk har siddet og talt om for eksempel noget i tv, så kan jeg jo se, at jeg altid har set de forkerte film og programmer, fordi dem med uddannede forældre ser nogle andre ting. Min far lærte at læse og skrive i militæret. Han er hyrdedreng, har drevet får, siden han var 5 år. Jeg har ikke siddet med mine forældre én eneste aften og haft en kulturel samtale. Det har forfulgt mig hele vejen«. Også da du kom i gymnasiet og skulle tage en uddannelse? »Ja, jeg har altid været bagud på grund af min underklassebaggrund. Altid! Selv i dag er jeg helt vildt sårbar, når der er nogen, der i et større forum retter mig. Det største kulturchok mødte jeg i gymnasiet, fordi alles forældre havde en uddannelse, mens mine var ufaglærte. Når de sad og talte om teaterstykker og skuespillernavne, var jeg helt blank. Engang sad jeg som voksen ved siden af sangerinden Caroline Henderson uden at ane, hvem hun var. Jeg har været kulturelt set bagud hele tiden, fordi jeg er vokset op i underklassen, hvor man ikke sidder og diskuterer de store romaner og historiske begivenheder med sine forældre hen over aftensmaden«. Hvad gør man så? »Når man kommer fra et arbejderhjem, handler det om at få hverdagen til at hænge sammen, fordi der er regninger, der skal betales. Derfor er det også en sport at følge med i tilbudsaviserne for at finde ud af, hvor man kan købe det billigste smør. Det er der mange i den akademiske klasse på Christiansborg, som ikke kan forestille sig«.
